Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 30 jun. 2017
  • Status: Igang
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i en verden, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed på mystisk vis forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

0Likes
3Kommentarer
42Visninger
AA

1. Flugten

Den hvidstribede trøje føles kold og våd mod min ryg. Solens varme har for længst gemt sig bag skyerne på himmelen, og jeg er igen efterladt alene i mørket. Jeg lader min krop give efter for mine musklers træthed og lander på jorden foran mig med ansigtet først. Hver en celle i min krop er i iltunderskud efter min flugt fra galeanstalten, og jeg kæmper med at få kontrol over min vejrtrækning. ”Hvorfor mig?” hulker jeg ned i det fugtige tusmørke græs. Mit liv havde været så meget lettere, hvis jeg bare var "normal".

Jeg tænker tilbage på min mors ansigt, da jeg fortalte hende, at jeg er lesbisk. Jeg tænker tilbage på skuffelsen i hendes ansigt og vreden i hendes øjne. Hun var overbevidst om, at der var noget galt med mig. Hun insisterede på, at jeg blev indlagt på et psykiatrisk hospital med det samme også selvom, at det var mod min vilje. Det havde været et helvede Hun besøgte mig aldrig. Hun sendte mig ingen breve. Hun nægtede at have kendskab til mig.

Tilbage i mørket siver kulden fra mine omgivelser gennem min krop og efterlader mig med en lammet følelses fastlås på jorden. Jeg kan høre råb og larm nogle hundrede meter bag mig, der gør mig opmærksom på, at jeg skal løbe videre, hvis jeg ikke vil fanges igen. Pludselig hiver en arm fat i mig og får mig op og stå på mine ben igen. Mine øjne får fremkaldt en sløret silhuet foran mig, og det tager nogle sekunder før, at det går op for mig, hvem der står foran mig. Jeg får fremstammet nogle svage lyde, der til sidst sætter sig sammen til et enkelt navn. Et navn, der til evig til vil kunne få hele min verden til at stå stille: ”Julie?”.

 

Løb!!!” skriger Julie ind i hovedet på mig. ”Hvorfor løber du ikke, Sophie?”. Med tunge skridt bevæger jeg mig fremad og dermed længere væk fra anstalten, der de seneste 6 måneder har taget alt væk fra mig. Jeg kan mærke hvordan, at mit hoved langsomt begynder at dunke højere og højere i takt med, at min puls stiger. Jeg fumler rundt i mørket efter min kærestes arm, som langsomt forsvinder længere og længere ind i skoven foran mig. ”Julie, vent!!” skriger jeg ad mine lungers fulde kraft. ”Stop lige i to sekunder. Så er du sød???”. Julie vender sig om og lyser med sin mobiltelefon op i ansigtet på mig: ”Vi har ikke tid til det, Soph. De indhenter os lige om lidt”. Det ved jeg godt, men…. ”.

Idét jeg når hen til Julie og får øjenkontakt med hende for første gang i 6 måneder, står min verden igen stille. Jeg bevæger mig langsomt hen i mod hende med tårer i øjnene. ”Jeg har savnet dig, Jules. Jeg troede, du var død”. Jeg lader mine fingre løbe langs Julies kindben imens, jeg forsigtigt fører hendes ansigt tættere på mit. Jeg tørrer tårerne væk fra hendes øjne og smiler generet til hende. Jeg træder et skridt nærmere og lukker mine øjne. Da vores læber tiltrængt møder hinanden flyder en bølge af varme gennem kroppen på mig, og jeg ved med det samme, at jeg igen har kræfter til at fortsætte så længe, at jeg har hende ved min side.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...