Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1187Visninger
AA

12. Farvel og på Gensyn

Det føles som om, at tiden går i slowmotion. Jeg læner mig forover for at mine læber kan komme i kontakt med Julies. Jeg lukker øjnene og nyder øjeblikket. Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt, at vi skulle skilles. Men jeg kan ikke komme til Paris med hende før, at jeg får fat i resten af min fars penge. Så jeg ved, at det er nødvendigt for at forhindre Julies far i at finde hende. Jeg vinker akavet til Julie, da hun sætter sig ind på forsædet i Annies bil. Annie har tilbudt at køre Julie over den tyske grænse og til en tysk togstation for at sikre, at Julie kommer sikkert afsted. Min mor har købt en billet til Julie med udrejse fra Tyskland for at sikre, at der ikke var nogen, der kunne genkende hende. Jeg knuger hånden om Julies halskæde, der nu er placeret om min hals. Julie har lånt mig den indtil, at vi ses igen. Jeg kigger ned på den og kan ikke undgå at smile. Tænk at hele vores forhold startede med, at jeg ville give hendes halskæde tilbage til hendes forældre. Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg ville stå i den her situation nogle måneder efter mødet med hende. 

Jeg sætter mig ind i stuen for at vente på Annie. Jeg bryder grædende sammen, da jeg sidder alene tilbage i huset. Hvorfor kunne livet ikke bare være på min side for engangs skyld? Jeg rejser mig for at gå en tur i skoven ved huset. Jeg kan ikke klare at være alene tilbage. Jeg har brug for at lave noget, der kan tage mine tanker væk fra Julie. Jeg vandrer ud i skoven og vælger at gå efter en mountainbike sti, der bevæger sig længere ind i skoven. Jeg slår hjernen fra og følger stien. Jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg har gået, men jeg stopper op, da jeg kan mærke, at min telefon vibrerer i min jakkelomme. "Hej Sophie, det er Annie. Jeg har lige sat Julie af, og hun er kommet sikkert ombord på toget. Hun savner dig allerede". Jeg lukker øjnene og kigger op på den nu mørke stjernehimmel. "Jeg savner også hende. Rigtig meget." Annie smider røret på efter, at hun fortæller mig, at hun overnatter på et tysk hotel i nat. Det går pludselig op for mig, hvor mørkt det er blevet, så jeg beslutter mig for at vende næsen hjemad. Jeg prøver at følge mountainbike stien tilbage gennem skoven, men mørket omringer mig langsomt, og jeg kan intet se. Jeg tager min telefon op for at bruge den som lommelygte, men den gider ikke at tænde. Jeg prøver et par gange, men den er død. Fuck. Jeg kigger rundt i skoven, men det eneste jeg kan se er skyggen af træer. Okay, det her blev lige pludselig rigtig uhyggeligt rigtig hurtigt. Jeg går med forsigtige skridt i den retning, hvor jeg kom fra. Stilheden, der omslutter mørket gør, at min vejrtrækning og de knasende grene under mine fødder laver et ekko igennem skoven. Jeg stopper op for at kigge mig omkring for at se, om jeg kan genkende noget i mørket. Jeg skal lige til at fortsætte med at gå, da jeg hører en gren knække bag mig. 

Mit hjerte begynder at hamre hårdere og hårdere i brystet på mig. Jeg hiver efter vejret og kulden fra natten river i mine lunger. Jeg bliver ved med at løbe - hurtigere og hurtigere - uden at se mig tilbage. Lyden af grenen, satte et skud af adrenalin til at pumpe rundt i kroppen på mig. Jeg kan smage en svag smag af jern i halsen på mig, hvilket jeg går ud fra er fra blod, men jeg forsætter alligevel. Mine øjne begynder at løbe i vand fra kulden, så jeg kniber dem sammen for at se nogenlunde i mørket. Da min krop ikke kan løbe længere, stopper jeg op. Jeg ved med sikkerhed, at jeg er løbet væk fra stien, da jeg nu kan mærke blade under mine fødder istedet for grene. Jeg kigger rundt i skoven for at lytte og se efter flere lyde. Der er helt stille. Jeg synes faktisk, at der er alt for stille. Jeg synker mit spyt for at få blodsmagen væk igen, men den forsvinder ikke. Jeg trasker frem og tilbage på bladene i skovbunden for at finde ud, hvad jeg nu skal gøre. Hvad nu hvis jeg ikke finder stien? Skal jeg så overnatte herude i nat? Eller skal jeg blive ved med at gå i håb om, at jeg finder stien igen inden, at det bliver lyst? Jeg vender mig om for at gå i en ny retning i skoven, men en skygge bag mig, får mig til at stoppe op. Jeg holder vejret og prøver at berolige mig selv. Det er ikke noget, Sophie. Rolig nu, du skal ikke tænke det værste. Jeg ryster tankerne ud af hovedet og går hen imod skyggen. Men lyden af en velkendt latter, får mig til at stoppe. NEJ! Det kan ikke passe. Hvordan har han fundet mig? Jeg sætter i løb i den modsatte retning af skyggen, men jeg når ikke særlig langt før, at jeg kan mærke et slag i hovedet. Jeg snubler over mine egne fødder og lander med ansigtet direkte på jorden. Jeg krummer min krop sammen og placerer mine hænder, så de beskytter mit ansigt. "Lad mig være! Lad mig være, hører du?". Han svarer ikke. Der er helt stille. Jeg kan svagt høre hans vejrtrækning i mit øre. "Hvor er min datter, Sophie?". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...