Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1197Visninger
AA

7. Bondehuset

Jeg kan ikke tørre smilet af mine læber, da Julie kysser min for anden gang. Vi har ikke forladt garagen endnu. Vi står klistret op ad hinanden, begge to bange for at give slip. Jeg åbner forsigtigt mine øjne og kigger ned på Julie, hvis ansigt er længere nede på grund af højdeforskellen i mellem os. "Julie, vi bliver virkelig nødt til at gå nu. Din far kommer snart tilbage". Julie kigger op på mig og lukker afstanden imellem os. Hendes varme bløde læber møder mine, og jeg glemmer alt om den potentielle fare, vi befinder os i. Det er Julie, der trækker sig først væk efter et par minutter. "Mmm... Ja, jeg ved det godt, Sophie. Vi må væk nu!". 

Vi løber ud af garagen og væk fra præstegården. Jeg hiver efter vejret, og jeg kan mærke hvordan, at mine lunger langsomt brænder op. Hold nu kæft, hvor er jeg i dårlig form. Jeg minder mig selv om, at jeg må løbetræne engang, når alt det her er overstået. Jeg har flere gange lyst til at give op og kaste mig opgivende i græsset, men den spinkle figur ved min side minder mig om, hvorfor det er vigtigt at blive ved med at løbe. Det føles som om, at vi har løbet i en evighed, da Julie trækker mig hen imod et lille bondehus. Jeg kigger forvirrende på hende: "Bare rolig Sophie, stol på mig". Duften af blomster siver ind gennem mine næsebor og fylder mig med varme. Julie banker forsigtigt på den gamle trædør til bondehuset, men der kommer intet svar. Jeg kigger bekymrende på hende, men hun ryster bare på hovedet: "Gi' hende lige lidt tid. Hun er ikke helt ung længere". Julie blinker drillende til mig og banker så på igen. Jeg er lige ved at tage fat i håndtaget for at tjekke om der er låst, da en ældre gråhåret dame åbner døren. Damen kigger undersøgende på mig, og hun skal lige til at åbne munden, da hun får øje på Julie ved siden af mig. "Jullemus, er det dig? Hvor er det længe siden, min pige. Hvordan har du det?". Julie skubber mig kærligt til side for at kramme den ældre dame. "Hej Mormor, jeg ved godt, at det er længe siden. Men jeg har simpelthen ikke haft mulighed for at komme forbi". Julies mormor kan se, at Julies øjne løber i vand, så hun giver hende et lille klem om armen og inviterer os indenfor. Huset er ikke ret stort, men meget hjemligt. Der er billederne af børn og voksne på væggene og gulvtæpper på gulvet. Jeg får med det samme den samme følelse af varme, når jeg træder ind i stuen, som jeg gjorde ved duften af blomsterne på marken udenfor. 

Vi sidder i en lille blå sofa og venter på, at Julies mormor dukker frem fra køkkenet med te og småkager. Julie kan se på mig, at jeg er ved at sprænge indvendigt med spørgsmål, så hun tager fat i min hånd og fanger mit blik. "Min mormor flygtede herud efter min mors død. Jeg har besøgt hende én gang om ugen det sidste 1,5 år." Jeg kigger med medlidenhed og overrakselse på Julie. Jeg havde ingen idé om, at hendes mor var død. Jeg har altid troet, at hendes stedmor var hendes biologiske mor. Jeg ånder lettet op, da det går op for mig, at jeg faktisk aldrig har brudt mig om hendes stedmor. "Min far tror, at jeg laver frivilligt arbejde inde i byen. Men i virkeligheden er jeg herude". Jeg kærtegner hendes hånd og nikker til hende som hentydning til, at hun skal fortsætte. "Min mor døde i en trafikulykke. Min far giftede sig hurtigt efter hendes død, og jeg har aldrig haft mulighed for at bearbejde min mors død derhjemme. Det er derfor, at jeg kommer herud. Min mormor forstår mig, Sophie. Hun forstår og accepterer den rigtige mig". Jeg kigger overraskende på hende. "Så.... Æhmm.. Så hun ved godt, at du er lesbisk?". Julie fniser og nikker smilende til mig: "Selvfølgelig ved hun det, din tosse. Hun vidste det allerede før min mors død. Og det gjorde min mor også. Jeg kunne ikke holde det skjult for dem". Det går op for mig, hvor mange ligheder Julie og jeg har. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, så jeg smiler til hende og kysser hende på kinden. Jeg ved, at Julie har meget mere at fortælle mig, men dette er nok for nu. Jeg smiler imødekommende til Julies mormor, da hun kommer ind med en bakke med te og småkager. Jeg ved ikke, hvor fremtiden bringer os hen. Jeg ved ikke hvornår, at Julies far vil finde os, og hvad han vil gøre med os. Jeg ved bare, at jeg for første gang i hele mit liv gentagne gange får en underlig varm følelse i kroppen hver gang, at jeg ser på Julie. 

Julies mormor sætter sig i en gammel lænestol foran os og placerer hendes briller i sit uglede grå hår. "Julie, hvorfor pokker er du her nu? Hvordan er det du ser ud? Du er så tynd. Og hvem er hende pigen, du har slemt med?". Julie følger hendes mormors blik hen imod mig og smiler. "Mormor, dette her er Sophie. Det er hende, der har reddet mig fra far". Julies mormor slår øjnene op og knytter næverne. "Hvad mener du med 'reddet dig fra far'?Han gjorde ikke det, han har truet med at gøre, gjorde han?". Julie kigger ned i jorden for at undgå hendes mormors rasende blik. "Det er løgn! Det er eddermame løgn! Jeg skal vise den mand, hvem der bestemmer! Han skal ikke røre dig igen, Julie! Hører du mig?". Julies mormor rejser sig op og går hen imod døren. "Mormor, vent. Du må hjælpe os med at forsvinde væk fra ham. Vi har brug for din hjælp inden, at han finder os." Julies mormor vender sig om og møder mit blik, så jeg vælger at bryde min tavshed: "Vær' sød at hjælp os. Jeg ved godt, at jeg ikke kender dig, men hvis Julie stoler nok på dig til at dukke op her, så gør jeg også". Julies mormor træder hen foran mig og samler sine arme omkring min krop, der fryser ved den pludselige kontakt. Hun tager sine læber op mod mit øre og hvisker: "Tusind tak for, at du fik hende væk fra dén mand og dét forfærdelige sted". En tåre falder fra hendes kind og ned på min skulder. Jeg kigger hende ind i øjnene og smiler til hende. "Jeg ville ikke havde været de sidste par timer af mit liv foruden". Og i dette øjeblik går sandheden i mine ord op for mig. Jeg er villig til at sætte mit eget liv på spil for den fantastiske kvinde i sofaen ved siden af mig. Jeg vil gå til verdens ende med hende ved min side. Jeg er smask hamrende forelsket i Julie, og jeg tror og håber også, at hun er forelsket i mig. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...