Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1206Visninger
AA

25. 2 år senere .....

"Godmorgen smukke". Jeg kigger op fra min Ipad, der ligger på sofabordet og får øjenkontakt med Julie. "Godmorgen Jules, har du sovet godt?". Et smil breder sig på mine læber, da hun sætter sig på mit skød i sofaen og vikler sine arme rundt om mig. "Jeg har sovet perfekt. Hvad med dig?". Jeg overvejer at fortælle hende sandheden, men jeg ved, at så vil hun bare begynde at bekymre sig om mig. Så jeg kigger mit livs kærlighed dybt i øjnene og lyver. "Jeg har sovet dejligt". Jeg pynter min løgn med et stort smil for at få det til at virke mere overbevisende. Julie virker overbevist og smiler før, at hun giver mig et hurtigt kys på kinden og smutter ud i køkkenet for at lave morgenmad. 

Jeg har ikke haft en ordenlig nats søvn i næsten 2 år. Hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg enten ham eller det psykiatriske hospital foran mig. Jeg ved godt, at vi ikke har hørt fra Julies far i snart 2 år. Men jeg ved, at han er derude et sted. Jeg ved, at han bare venter på, at vi dukker op til overfalden igen, så han kan opsøge os. Men det bliver ikke så let denne gang. Vi er flyttet væk fra vores gamle by for at starte på en frisk. Min mor og Annie er flyttet med. Det var faktisk deres idé, at vi skulle flytte væk. Min mor havde fundet et lille rødt hus nær en skole, hvor vi alle kunne bo indtil, at vi fandt på noget andet. Vi er aldrig flyttet videre, så jeg betrager dette lille røde hus som mit hjem. Jeg føler mig næsten en del af en familie igen. Jeg kan dog bare ikke lade være med at tænke på Julies far. Jeg lader ikke mig selv være lykkelig, fordi jeg er bange for, at han pludselig dukker op og ødelægger det hele. Julie kender ikke til mine søvnløse nætter. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle hende det uden, at hun begynder at bekymre sig. 

"Soph? Kommer du ikke lige herud et øjeblik?". Jeg lægger Ipaden fra mig og rejser mig langsomt fra sofaen. Jeg kan mærke, at  min krop er i søvnunderskud. Jeg går med trætte og tunge skridt mod køkkenet.  "Hva' så babe?". Jeg runder hjørnet ud til køkkenet og finder Julie liggende på gulvet smurt ind i æg og mel. "Julie, er du okay? Hvad er der sket?". Jeg kaster mig ned på knæ til hende. "Har du slået noget?". Julie læner hovedet tilbage og begynder at grine hysterisk. "Hvad er det, der er så sjovt?". Jeg rejser mig og lægger armene over kors"Ej undskyld, Soph. Men du skulle have set dit ansigt. Du ser altid så seriøs ud". Julie kigger op på mig med hendes krystal blå øjne, men jeg lader mig ikke blive distraheret. "Selvfølgelig er jeg seriøs. Jeg troede, at der var sket noget med dig". Julie griner endnu mere og kaster lidt mel op mod mig. "Men nu når jeg ser, at du har det helt fint, går jeg tilbage til mine jobansøgninger". Jeg vender mig om for at gå, men Julie får standset mig med hendes arm. Jeg kan se på hendes ansigt, hvad hun har tænkt sig at gøre. "Du kan lige vove på at..." Inden at jeg får talt færdig, har hun hivet mig ned til hende og lagt sig oven på mig. "Jules, du er seriøst sådan et lille legebarn", siger jeg med et smil. Jeg kan ikke være irriteret længere. Ikke på hende. "Se nu der, hun kan godt smile." Jeg ryster på hovedet af Julies kommentar og trækker hendes ansigt længere ned mod mit. "Du er skør, ved du godt det, Jules?". Julie bider mig blidt i læben. "Er de bedste ikke altid det, Soph?". Jeg smiler til hende og lader vores læber mødes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...