2U

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2017
  • Status: Igang
Bare en helt normal pige, der ikke har andet i tankerne end hendes store idol, Justin Drew Bieber, en dag står hun lige foran næsen på ham, hvordan skal det ende, når man er forelsket i en superstar som alle piger drømmer om?
Læs for mere :)

11Likes
9Kommentarer
1523Visninger
AA

5. Family troubles

 

Jeg havde glemt alt om min familie derhjemme, ikke at de gjorde noget godt for mig i forvejen. Men bare tanken om, hvad der ventede mig når jeg kom hjem...

"Justin, jeg kan ikke blive her forevigt" hviskede jeg, og stirrede stadig ud af de store vinduer. Vi sad stadigt i hans kæmpe stue, med den kæmpe sofa. "Det kan du nok ikke, nej" Justin kiggede på sin telefon, han havde måske også glemt, at han var kendt, bare for en stund? Jeg vidste, at han ville glemme alt om mig, ligeså snart han kørte mig hjem, jeg vidste også, at jeg ikke kunne glemme alt om ham. Jeg husker hans læber imod mine, og hans krop oven på min, hans smil...

"Justin, du må ikke glemme mig" hviskede jeg, hvorfor var jeg så blåøjet? Jeg vidste jo godt, at der var mange piger, der stod i kø, for ham. "Glemme dig?" lo han, han lagde sin telefon fra sig et øjeblik. "Ja" hviskede jeg og kløede mig i håret. "Vi ses vel forhåbenligt snart" han smilede fjoget, jeg elskede hans smil, det var virkeligt det bedste. Det lettede mit hjerte, at han sagde han ville se mig igen. Jeg håbede inderligt, at det ville ske, jeg kunne allerede mærke sommerfuglene i min mave, de var der jo hele tiden, når han var i nærheden...

 

Vi kørte igennem byen, med åbne vinduer og høj musik (efter Justins valg) jesus, det var ikke alt hans musik, der  var min smag. "Såe... er det her" mumlede han, og parkerede. "Ja" mumlede jeg, jeg havde ikke lyst til at sige farvel, jeg savnede ham allerede. "Jeg glæder mig, allerede til at se dig igen" hviskede han i mit ører og plantede et kys på min kind...

jeg rødmede og gik ud af bilen, Justin tog sine solbriller på, han vinkede lige kikset, og så kørte musikken videre...

"HVOR HAR DU VÆRET!" Råbte mor, hun havde hele barmen fyldt op med gamle tallerkner og affald. "U-undskyld" hviskede jeg, jeg var lige ved at begynde at tude, men det vidste jeg jo godt, at jeg ikke skulle begynde på.

"Tag det her, for fanden!" råbte hun igen, og smed alt bestikket efter mig, jeg tog det bare, jeg hørte bare efter. Jeg hadede når hun råbte...

Jeg savnede Ryan, meget. Han forstod hvordan mine forældre var, følte han sig nu også svigtet af mig? Hvorfor svigtede jeg alle omkring mig? Når jeg alligevel vidste, at chancen for Justin kontaktede mig igen, var minimal...

"OG FORTÆL MIG SÅ HVOR FANDEN DU HAR VÆRET!" Råbte hun igen, en tårer trillede ned ad min ene kind. Hun ville alligevel aldrig nogensinde tro mig.

"Hos en ven" prøvede jeg, jeg vidste godt hun ville gennemskue det var løgn, jeg var så fandens dårlig til at lyve.

"DIN FAR ER RASENDE! HVAD VAR DET OGSÅ FOR EN BESKED!" Beskeden, jeg havde glemt alt om den besked, Justin havde sendt...

Han trådte ind ad døren, han var rødglødende af raseri, han tog min arm og slæbte mig om ad trappen, jeg blev lukket inde igen...

De vidste godt, at jeg ville stikke af, det var nærmest det de bad mig om. Jeg vidste de ville tjekke til mig, om nogle timer, jeg skulle have fat i Ryan.

Jeg satte mig i vindueskarmen, og tændte en cigaret. En dårlig vane, når jeg var trist, beroligede det mig. Pludseligt kom jeg til at tænke på Jackson, mon han også var låst inde, han ville hade mig for det her...

Jeg elskede min bror, han var alt hvad mor og far ikke var... De var gode nok på bunden, men der var langt ned, jeg havde fundet mig i så meget. Nu ville jeg ikke mere! Jeg ville ikke være her mere! 

 

Jeg sendte Ryan, en besked. Nu var jeg på vej! Jeg pakkede min taske, med stort set alle de ting jeg brugte. Jeg håbede virkeligt Ryan, ville åbne døren, bare smile, bare være Ryan.

Jeg listede nærmest ned ad gaderne, bare der nu ikke var nogen der så mig, her. De fleste i nabolaget, kendte mine forældre, og mine forældre havde busted mig før.

"R-Ryan" jeg bankede, Ryan boede forresten alene, hans forældre boede et andet sted, i Australien. De havde tiltro til Ryan, for Ryan kunne godt klare sig selv, troede de ihvertfald på. Jeg var begyndt at tvivle...

"Ava!!" Ryan smilede, men så også nervøs ud, hvorfor mon? "K-kan jeg komme ind?" stammede jeg, jeg ville ikke presse mig på, Ryan lavede musik, og som i nok har fundet ud, har han nogle pretty famous friends...

"Omg! Dine forældre?" hviskede han, han læste mig som en åben bog, plus mine tasker, de var ret synlige...

"Kom ind!" Ryan lagde en arm om mine skuldre, og lukkede døren efter sig, tårerne var lige ved at strømme ud, men de blev inde, jeg ville ikke presse på, især ikke når jeg havde mistanke til Ryan...

Vi satte sig, i hans hyggelige sofa, Ryan var bare hyggelig. Endeligt følte jeg mig tryg, man kunne vel kalde mig en tryghedsnarkoman. Jeg havde brug for, at der var folk omkring mig, som støttede mig...

"Hvor har du været? Jeg har ikke set dig, i flere dage!" Ryan smilede, han skulle ikke bilde mig ind, at Justin ikke havde sagt noget. Og så efter det der skete, i sofaen...

"Jeg har været sammen med Justin" det røg bare ud af munden på mig, jeg lo og gemte mit hoved bag en pude. "Hvaaad" lo Ryan, som om han ikke havde set det komme...

"Hvor er han nu?" Og det var problemet, jeg havde ingen ide...

*Continuess*

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...