En paraply fra Irland

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2017
  • Opdateret: 28 jun. 2017
  • Status: Igang
En dame på Esbjerg Station har en paraply fra Irland, og hun ser røde tråde.

1Likes
8Kommentarer
123Visninger

1. 1.

Den lyserøde paraply havde hun købt i Irland, i en sidegade i Galway. Rejsen til Galway var hendes første rejse med manden hun elskede, før de blev gift, i ungdommens lykkelighed og længe før ulykken ramte og gjorde hende til enke. Ligeså meget som Hun havde elsket den paraply, elsket dens slikglatte stang og dens pinkede farver, ligeså meget havde Han hadet den, for den mindede om noget, kun dukker ville gå med. Nu er Han død, og paraplyen er det bedste minde, Hun har om ham, for det var under den, at de begge gik i silende regn langs Galways havnekaj, og så mod Atlanterhavet bag havnen, der straktes blikstille ud under en regnslået himmel. Det var under den paraply, som Han sagde at han hadede, selvom den nok gjorde ham mere forelsket i hende, end hvad han i forvejen havde været, det var under dén de havde kysset i Irlandsregn, så deres tråde forbandt sig og blev stramme. Det var også under den paraply, at Han friede til hende, og det var under den lyserøde paraply, at hun, efter livet tog ham fra hende, havde siddet på den bænk i Irland, hvor de for så mange år siden havde kysset og deres tråde havde forbundet sig, bare siddet og kigget på folk og på verden.

   Nu sidder hun hjemme i Esbjerg ved stationsbænken og gør det samme, sidder bare og kigger på alle de mennesker, der går forbi, og deres røde tråde, der forbinder sig og løsner sig og krydser og strejfer hinanden. Det er alt hvad hun gør. Sidder på bænken og kigger ud på en verden, der nu er druknet i hårde, kolde regnfald, kraftigere end den regn, de havde kysset under i Irland, men ligeså kold og udtværende.

   Regndråberne splatter mørkt mod paraplyens halvgennemsigtige, lyserøde stof i hårde, trommende lyde, og vandet savler over paraplykanten og drypper forbi hendes knæ, der er beskyttet i det lokale tørvejr. Hun ser først Arrivatoget, blåt og aflangt, mod Tønder-Niebüll, der afgår om tre minutter. Så ser hun den unge mand, med busket hageskæg og langt kastanjehår, der slutter ved halsroden. Han har en læderjakke, sort og glat, jeans og smarte brune støvler købt i Gud ved hvilken modebutik. Han står ved siden af toget, og der er en ung kvinde sammen med ham, hun er mørkeblond, og hun har lyse øjne, der både er blåligt krystalklare og gennemsigtigt lysegrønne. Det regner, og regnen trommer, den trommer og trommer, og hun hører kun regnen, regn mod udspændt stof og regn mod et lag af gråbrunt perron, regn og togets dybe knurren. Det unge par er langt væk fra hende, men pigens øjne er alligevel tydelige. De er det eneste farverige i regnvejrets grånen, det eneste livagtige i en trøstesløs verden. Der er én rød tråd, der vikler sig om dem begge, og som mødes på midten. En tråd, ser damen med paraplyen nu, der er på vej til at springe på midten og dele sig i to som en regnorm under et lille barns skovlespids.

   Fyren slår ud med den ene hånd. Han virker oprevet. Hans øjne er store, deres farve udefinerbart, gråt som vejret, og regnen drypper i våde sølvblink ned mellem skæggets stive, velplejede hår. Kvinden ryster på hovedet, og hendes lyse, melodiske stemme skærer gennem regnen. Damen med paraplyen opfatter ord, ord kvalt i gråd, og hun ser sin egen tråd slange henover den regnvåde perron og hen imod dem. Hun hører et smæld i regnen, og kigger tilbage på parret. Den røde tråd imellem fyren og pigen har revet sig løs, voldeligt, og én er blevet til to. Pigens tråd sprutter og spjætter, det ligner en orm, en rød saftig orm, der famler i blinde efter sin forsvundne modpart. Manden bakker tilbage. Ryster på hovedet. Damen med paraplyen opfanger ord igen, denne gang dybe og umelodiske, men ved lyden af ordene forstår hun koblingen.

   Elsker dig ikke mere.

   Han forsvinder ind i toget. Pigen bliver stående statuestiv på perronens midte. Døre lukker i. De tre minutter er nu blevet til tredive sekunder. Damen ser sin røde tråd famle sig vej hen til pigens. Den spruttende orm sortner og visner og smuldrer til askeflager, der mudres og opløses af vandpytterne omkring pigens fødder. Hun står bare, imens regnen gennembløder hendes mørke jakke og gør hendes hår tungt og nedfaldent og næsten brunt. Toget kører forbi og efterlader hende på perronen i regnvejret.

   Damen med paraplyen forstår, hvad hendes røde tråd vil, og hun rejser sig op. Pigen bliver stående, og som paraplydamen kommer tættere, ser hun, at det ikke kun er regn, der har gjort pigens ansigt spejlblankt. Hendes øjne bløder gennemsigtig væske. Hendes blik er udtryksløst. Damen stiller sig ved siden af hende, og løfter paraplyen over den unge pige, som bare bliver stående. Lyden af regnens trommende fingre bliver højere. Hendes røde tråd vikler sig forsigtigt om pigen.

   Pigen snøfter.

   Damen kigger henad det tomme spor, hvor toget rejste væk.

   ’Alt har en tid.’

   Herefter bliver de begge stående under en paraply fra Irland, i regnens trommen, imens to røde tråde atter bliver til ét. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...