Kan Blænde, Kan Brænde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2017
  • Opdateret: 27 jun. 2017
  • Status: Igang
Gabriel, en fordømt konge, venter på hans undergang. Hans slot er under belejring, og han har kun få soldater tilbage. Ikke langtid går, før en Tempelridder kommer ind i hans tronsal, klar på at ende Gabriels kongedømme.

0Likes
0Kommentarer
59Visninger

1. Kapitel 1

Gabriel tappede utålmodigt på borded med sin finger. Han ventede på hans modspillers næste træk.  Staerinlyset kunne dårlig nok oplyse hele bordet, og Gabriels ansigtstræk var svære at se, men his lange, brune hår kunne ikke blive overset. Hans modstander gjorde hele tiden noget, men det meste af tiden blev brugt på at vente. Bordet virkede upassende, presset helt op mod væggen, selvom der var meget plads i midten. Gabriel planlagde hans næste træk, men lige meget hvor meget han tænkte, kunne han kun se sit eget nederlag. Dette var tronsalen. Der brugte Gabriel det meste af sin tid. Få fakkler hang rundt omkring i rummet, men det var ikke nok til at belyse hele rummet. Ved tronen stod der to statuer af riddere. Identiske statuer fandt sted ved indgangen til tronsalen. Rundt omkring på væggene hang der portrætter af slottets tidligere herrer.  Der havde på et tidspunkt været andre interessante ting, men Gabriel havde fjernet dem for at have mere plads. Før havde han mere end nok plads til at bevæge sig frit, men uden de ting følte han, at rummet var større. Gabriel hørte lyden af store sten som ramte mod slottet. Det var katapulterne. Gabriels opmærksomhed blev igen rettet imod skakspillet. Sorte og hvide brikker af skåret træ var til stede rundt omkring på brættet, hvilket var et perfekt kort over Gabriels massive slot. Der var mange sorte brikker, og der var meget få hvide brikker. Der var en meget interessant sort brik, hvilket lignede et omvendt kors. Dette var tempelriddernes tegn. Ud af ingenting, en sort brik rykkede sig mod, hvad på kortet var trone rummet. Andre stykker flyttede sig også, de flyttede sig hele tiden, men denne brik var tæt på at eliminere en af de hvide brikker. Det var ikke et normalt skakspil, for Gabriel var den eneste i tronsalen. Der var ingen til at flytte rundt på de sorte brikker, men de flyttede sig alligevel. Han havde ingen modstander foran ham, men han var stadigvæk i gang med at tabe.
Gabriel var i en dårlig situation, for han kunne ikke vinde kampen med hans få brikker. Han løftede sin hånd for at flytte rundt på sin brik, men den samme sorte brik som rykkede sig før afbrød ham og rykkede igen. Den rykkede sig lige ind i en af hans hvide brikker, og de begge begyndte at ryste og få skrammer over det hele. Efter flere minutters rysten, fløj den vide brik med høj fart væk fra skakspillet og hen imod væggen.
Gabriel puttede sin hånd på sin pande, rørte begge sine tindinger og dækkede sine øjne. Han havde en stor trængen til at ødelægge skakbrættet, men han vidste at det var umuligt. Han ville ikke have, at det skulle ende, ikke efter alt der havde sket, ikke efter alt han havde gjort. Der var ingen vej ud, han vidste at han ville dø.
Lyden af marcherende soldater kom tættere på. Gabriel, en fordømt konge, kunne føle sin slutnign nærme sig med hver eneste skridt han hørte, med hver eneste krigsråb han hørte. En tåre rullede ned af hans kind. Det eneste han kunne gøre nu var at drukne sig selv i selv-medlidenhed og tænke på alle de fejl han lavede, om alle de ting han havde håbet på, som om alt han havde gjort var noget ædelt. Han vidste at ingen ville føle medlidenhed for ham, men han blev ved med at tænke på, hvor latterlig han var, som om alle ville føle sympati for ham og tænke, 'Han ville bare have fred, vi kan ikke bebrejde ham. Selfølgelig, dette var latterligt. Ingen ville se sandheden, især ikke hans modstander.
Gabriel kastede stille og roligt resten af de hvide brikker a brættet, stod op af sin stol og begyndte at gå frem og tilbage. Han havde angst, han var rastløs, men mest af alt var han bange. Han lagde mærke til sit sværd som lænte op ad hans trone. Han kunne føle sin hånd spjætte. Han gik hen mod sværdet og samlede det op. Han pressede det kolde stål mod sin hals, klar til at ende alting i et, smertefrit sekund. Men han kunne ikke gøre det. Han ville gerne dø, men ikke af sin egen hånd. Han puttede sværdet tilbage på sin pplads. Han havde en stor træng til at slå noget, men ombesluttede sig efter han tænkte på de skader det ville forvolde sin hånd.
Gabriel hørte den enorme port til tronsalen gå op, og et øjeblik af frygt ramte Gabriel, men han var forvirret, siden lyden af marcherende soldater ikke var så tæt på. Figuren af en ung, smuk kvinde med langt, gyldent hår dukkede op. Kun halvdelen af hende kunne ses, den anden halvdel var gemt bag porten.  Gabriel tørte sine tårer væk med sit ærme.
"Ummmmm", begyndte hun, "Gabriel, jeg-"
"Sa-", han afbrød hende, men ventede på, at hun fuldkommen stoppede med at tale før han fortsatte med hvad han var i gang med at sige, "Sarah, hvad laver du her. Jeg fortalte dig, at du skulle flygte, gjorde jeg ikke?". Gabriel stod med sit bryst skudt ud, hænder samlede bag sin ryg og kiggede op mod loftet.
Sarah gik ind i salen, "Det gjorde du, Gabriel, men jeg ville bare...", hun stoppede med at tale og kiggede ned mod gulvet i på en genert måde.
"Ik-ik-ik-i-", Gabriel blev nødt til at stoppe med at tale i et øjeblik. Efter et stykke tid begyndte han med at snakke igen, "Ikke at det betyder noget nu, fjenderne har blokeret alle vores flugtruter, så du og jeg kommer begge til at blive fanget", Gabriel sagde hurtigt, før hun gjorde sin sætning færdig.
Hun begyndte at se trist ud, "Planlægger du at dø her, Gabriel?"
Gabriel forblev stille i et stykke tid, så rykkede han sit hoved for at kigge imod Sarah, "Det er ikke min plan at planlægge, den ære tilhører nogle andre. Lige nu kan jeg kun kigge på som tingene sker" hans ansigt havde ingen ansigtsudtryk, som det normalt ikke havde, "Overgiv dig til fjenden, Sarah."
Sarah hævede sin stemme, "Hvad mener du med overgi-".
Gabriel afbrød, "Je-je-je-je", igen blev han nødt til at stoppe med at tale, "Jeg kender tempelriddernes æreskodeks: Slotsbeboere må forlade hvis de ønsker det", hans stemme var så monoton som den altid var." Du må gå nu". Gabriel hadede at afbryde på den måde, men det var nødvendigt.
Tårer begyndte at forme sig i hendes øjne og Gabriel kiggede væk, mens han tænkte, at han måske var lidt for hård ved hende. Han syntes ikke han sagde noget specielt slemt, men han fik skyldfølelse af at kigge på den triste kvinde. Gabriel hørte lyden af soldater der kom tættere på. Sarah gik uden at sige et ord. 
Gabriel sukkede og gik mod sin trone. Hans trone ligenede ikke noget specielt. Der var engang en anden trone med sølv og guld på, men Gabriel smed den ud fordi den var for ubehagelig at sidde i. Gabriel gik alligevel ikke så meget op i udseende. I stedet for var der en stol med uld at sidde på. Det var ikke meget, men den var blød og behagelig.
Lænende op ad stolen var hans sværd, lang nok til at kræve to hænder, men det var pænt kort for et to-håndet sværd. Gabriel samlede det op og gav det et par test-sving. Han ville kæmpe med dette våben, og han ville dræbe dem alle med det, det var han sikker på. Han havde ikke prøvet at kæmpe imod mange mennesker, men hvor svært kunne det være? I hvert eneste scenarie han kom op med, ville han vinde, han var selvsikker. Han havde ingen rustning på, fordi han ville være meget hurtigere uden det. Han ville være hurtigere end nogen af dem, og han ville ramme de rigtige steder, så de alle ville dø uden overhovedet at kunne trække deres sværd op. store rustninger gjorde kun folk langsommere, så Gabriel havde ingen idé om, hvorfor folk var dumme nok til at bruge dem. Han satte sig på sin trone, hans hoved på sin knytnæve og ventede.

Gabriels opmærksomhed fokuserede sig på portende, hvor han højte hårde brag. De var tydligvis i gang med at tvinge døren åben. De var sikkert under den tro, at døren var barrikeret. Men Gabriel havde ikke gidet. Døren var bare låst og ventede på at blive låst op af nogle få håndbevægelser, men den tanke havde ikke ramt dem. Han hørte soldaterne råbe  og slå på døren i takt. De havde sikkert en form for belejringsredskab til det. Med hver eneste slag der ramte, fløj der splintre væk, og træet i døren gik i stykker. Døren var pænt solid, så det tog dem noget tid at få den åben.
Døren gik i stykker i slutninger, og de gik lige ind. Tre fuldt udrustede soldater kom ind med skjolde og sværd klar. Nogle let udrustede mænd med armbryste kom ind, med alle dere armbryste rettet mod Gabriel. Et selvsikkert smil viste sig på Gabriels mund. Han skulle kun vende deres opmærksomhed i et sekund, og så ville alting gå som planlagt. Det var så indtil han kom ind. En fuldt udrustet ridder skubbede alle til side. 
Ikke hvilken som helst ridder, en tempelridder. Hans rusting så fanstastisk ud, og det beskyttede hver eneste del a hans krop. Tempelriddere kæmpede ikke på heste som normale riddere, de havde fuldkommen anderledes fjender. På hans overkrop var der et gigantisk omvendt kors. Dette havde ikke gået som Gabriel havde planlagt. Tempelriddere er anderledes end normale riddere, de er bare... anderledes. Set på hvor elegant hans rustning så ud, knne Gabriel se at han havde røj rank. Men Gabriel blev ikke bange. Han stillede sig op selvsikkert og stod der bare. Tempelridderen løftede sin arm og pegede mod Gabriel.
"Du er Gabriel", sagde han, halv spørgsmål, halv erklærelse. Hun sænkede sin arm.
"Du", begyndte Gabriel og løftede sin arm på præcis samme måde som tempelridderen havde gjort "er-er-er-er-er", Gabriel sukkede, "du er ikke dum- Fordømt! Dette har fuldkommen ruineret min- åh, hvad er det nu det hedder?", Gabriel var skuffet i sig selv, han ville gerne give et godt indtryk før han døde. 
Tempelridderen grinede sarkastisk. Hans hjelm dækkede hele hans ansigt, så det var svært at høre. Efter et stykke tid gik han hen imod Gabriel.
"Du kan enten vælge at følge med os frivilligt for dine kriminaliteter for stå ansigt til ansigt mod kongen, eller du kan dø lige her", kort og præcis..
Gabriel mistede sit smil, " Kriminaliteter? Sådan noget har jeg aldrig gjort, jeg kigger bare ikke på samme måde på livet som I gør".
Tempelridderen gik imod Gabriel på en frustreret måde og pegede aggresivt på jorden og hævede stemmen, "Den måde du gik i magt på, den måde du forblev i magt på, er en kriminalitet! Folk lider på gru-", han stoppede med at tale, som om han prøvede at finde ud af hvad han skulle sige bagefter, som om han havde det på sin tungespids, men det gav ingen mening.
Gabriel mistede sit smil. Han var sur over, hvordan tempelridderen fornærmede hans tro på den måde, men han forholdt sig roligt. "Og hvad med dem I jager ned og brænder til døde? Lider de ikke?".
Tempelridderen sænkede sin stemme og talte i en mindre, næsten sympatisk stemme, "Ingen af os kan lide vold, Gabriel. Jeg tror, at du har fejlbedømmet os. Vi dræber ikke uskyldige folk, Gabriel. Vi jager demoner, og vi dræber dem der står i ledtog med dem. " hans stemme blev igen hårdere, "og DU, Gabriel, står i ledtog med dem, og det resten af dit kongedømme også. Intet af dette ville have sket, hvis du bare havd-", han stoppede igen, knyttede hans næve og holdt den oppe til sin mund.
Gabriel blev træt af, at snakke med ham. Han snakkede som om han vidste alt om Gabriel, som om Gabriel vidste ingenting om den verden der var udenfor, som om Gabriel ikke vidste om sin egen kirg. Dette var ikke længere en krig, det var folkemord, det var tåbeligt. Gabriel havde sine egne tro, og bare fordi det var anderledes blev det betegnet som forkert. Gabriel gik hen imod tempelridderen med sit sværd i sin hånd. Skytterne gjorde deres amrbryste klar til at skyde. 
Gabriel kiggede lige in i tempelridderens øjne og koncentrerede sig. "Lad os kæmpe, dig og mig. Hvis jeg vinder, lader din konge mig gå."
Tempelridderen kiggede blankt på Gabriel i et kort stykke tid, "Okay så", sagde han. Soldaterne bag ham protesterede, men tempelridderen fortalte dem, at de bare skulle lade ham klare det. Måske var han en tempelridder, men han var stadigvæk en ridder, så han kunne ikke sige nej til en udfordring fra hans fjende.
Både Gabriel og tempelridderen gjorde sig klar til at kæmpe. Nu kunne Gabriel ikke tabe, for han skulle kun kæmpe mod en person, og så ville han gå fri. Han viste dog ikke om tempelridderens venner vil lade ham gå efter han døde, men det ville han tage sig af, når det skete.

Ingen havde sagt noget, men de vidste begge at kampen var begyndt, og Gabriel have alle intentioner om at ende det hurtigt, så han gjorde sit sværd klar til et stik og løb afsted mod tempelrideren. Gabriels sværd ramte lige ind i tempelridderens rustning. Gabriel smilede. Men det var for tidligt. Han indså hurtigt, at hans sværd ikke engang havde lavet en ridse i tempelridderens rustning. I det øjeblik ændrede Gabriels selvsikre udtryk til et af frustration. Tempelridderen knaldede sin hjelm lige ind i Gabriels hoved, og han faldt til jorden med store smerter i sin pande. Han tabte sit sværd det øjeblik han ramte jorden. Tempelridderen satte sin fod oven på Gabriel, så han ikke kunne komme om.
"Jeg vinder", hviskede tempelridderen. Gabriel kunne ikke se hans udtryk på grund af hans hjelm, men han kunne have sværget han smilte. Men før tempelridderen kunne sige noget som helst andet, fandt Gabriel en lille kniv frem, som han drog med alle sine kræfter ind i tempelridderens knæ, der hvor der ikke var noget rustning. Tempelridderen gav sig til at skrige højt, og faldt til jorden. Gabriel rejste sig op, hans selvsikkerhed skinnede fra ham. Han spredte sine arme ud, håndfladerne opad, og startede med at gå i en circel rund omkring den sårede tempelridder.
"Det ser ud til, at jeg vinder", Gabriel samlede sit sværd op igen, og skulle lige til at stikke tempelridderen og ende hans liv. Men lige da han skulle til at dræbe ham, kom der noget flyvende mod ham. Det var hurtigt, Gabriel havde ikke set det komme. Han tabte sit sværd, hvilket var rødt. Hans hånd havde samme farve. Der stak noget metal ud af den. Men det gjorde ikke ondt, overhovedet ikke. Gabriel var forvirret. Det hele skete så hurtigt, så hurtigt, at det var som om, det overhovedet ikke skete. Som om, det var en tåget drøm. Der gik ikke lang tid før flere projectiler kom flyvende imod ham, og han blev complet tildækket af pile. Det føledes stadigvæk ikke rigtigt, intet af det gjorde. Alting skete før han kunne reagere på det, og han vidste ikke hvad der skete før det hele var slut. Fuldkommen tildækket af blod faldt Gabriel til jorden, og han følte alt liv sive ud af sin krop. I sine sidste øjeblikke hørte Gabriel kun en sætning i hans sind. Du tabte, Gabriel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...