Alt det jeg ikke ved

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2017
  • Opdateret: 8 jul. 2017
  • Status: Igang
Amanda Hayes har alt, hvad en pige kan ønske sig: Hun er smuk, populær, har skolens lækreste kæreste og verdens bedste veninder. Der er bare ét problem....det hele er en stor løgn!
Ingenting er så perfekt, som Amanda tror, og hun er slet ikke selv så perfekt, som hun tror.

For sandheden er, at der er så meget, vi ikke ved. Alle har deres skjulte agendaer. ALLE kan lyve for dig. Og hvad nu, hvis den største løgn af dem alle, er den, du fortæller dig selv?

//Deltager i Pretty little liars-konkurrencen. Valgmulighed 3//

2Likes
11Kommentarer
540Visninger
AA

8. 6. Det er jo bare en joke!

Vi danser lidt, og jeg får hevet pigerne med hen til Derek og de andre fodboldfyre. Dereks omtågede blik følger interesseret med, imens vi svinger hofterne foran dem. Jeg er meget opmærksom på, hvem af os der får mest opmærksomhed. Julia er for fuld. Hun skøjter rundt og vælter over sine egne ben. Debbie er knap så fuld, og hendes bevægelser er langt mere kontrollerede.

Til min lettelse er det dog mig, der får flest blikke. Som altid. 

Dereks blik er i hvert fald klistret fast til mig. Jeg skifter imellem at sende ham flirtende smil og prøve at få øje på Gavin ude i køkkenet. Jeg vil gerne have, at Gavin bliver mindet om, hvor ombejlet jeg er, og at hvis jeg bliver træt af ham, så er der mange, der venter på at overtage hans plads.

Som jeg forventer, ser Gavin ikke en skid. Han har for travlt med sit fucking fadølsanlæg.

På et tidspunkt bliver Juliana vred over Dereks og min åbenlyse flirten, og hun rejser sig fra sofaen og skubber sig ud mod toilettet. Jeg når ikke at se, om hun har tårer i øjnene eller ej, men jeg er egentlig også ligeglad.

Derek ikke så meget som ser efter hende. Hans blik søger stadig mit, og jeg giver ham et øjebliks mere opmærksomhed, før jeg hvisker til Debbie, at det er tid til at gå oven på og mødes med de andre.

Hun nikker og tager fat i Julia. ”Kom, Jules. Vi skal op og snakke lidt privat, du ved”.

Vi sender hinanden et indforstået blik, og Debbie støtter Julia hen til trappen. Endelig får jeg øjenkontakt med Gavin. Jeg nikker over mod trappen, og efter at han har stirret blankt på mig i et par lange sekunder, ser det ud, som om den endelig fiser ind. Jeg kan se, at han siger noget til de andre, og Adam nikker til mig.

Uden at se mig tilbage følger jeg Julia og Debbie op ad trapperne. Julia kæmper en del med trinene, men Debbie er der til at hale hende på benene, når hun er ved at falde. Brandy holder stort set fest hver weekend, hvor hans forældre tager ud til deres sommerhus ved kysten, så derfor kender de fleste af os hans hus temmelig godt.

Førstesalen består af et kontor, hans lillesøsters værelse, et toilet og en stue, hvor der står en sofa og hænger en kæmpe fladskærm.

Debbie får Julia bakset hen i sofaen, og jeg henter noget vand til hende. Hun skal helst være bare lidt klar i hovedet, når jeg afslører vores nye Practical Joke. Det er en af mine bedre…hvis jeg selv skal sige det, og jeg glæder mig til at se, hvad de siger, når jeg hiver tæppet af dem magiske boks.

Imens Julia drikker sit vand, skriver jeg en besked til Alex. Det er noget tid, siden jeg så hende sidst.
Hun ville, som forventet, ikke danse sammen med os andre, og på et tidspunkt forsvandt hun bare. Den sidste, jeg så hende snakke med, var en eller anden hippiepige, Brandy kender.

Hey, vi skal planlægge lidt sjov, you know. Hvor r du<3 <3

I samme øjeblik, jeg trykker SEND, kommer fyrene gående op ad trappen.

Gavin er ret usikker på benene, kan jeg se, og jeg bekæmper trangen til at rulle med øjnene.

”Hvor skal vi snakke?” spørger jeg.

”Hvad med Ellens værelse?” foreslår Adam, og Brandy nikker.

”Godt, lead the way,” opfordrer jeg, og Brandy smiler selvsikkert, da han river døren op til sin søsters værelse.

På søsterens nuttede blomsterseng sidder Amber og Jack og er i gang med noget, der ligner det kedeligste forspil, og Brandy beder dem om at skride. Så snart vi har værelset for os selv, tager Adam plads i vindueskarmen og tænder en smøg.

”Gir du én?” spørger Debbie omgående. Adam rækker hende villigt en cigaret og tænder den også for hende.

Jeg følger overrasket optrinnet. Så længe jeg kan huske, har Debbie altid været den største modstander af rygning. Hun er vokset op med sin mors helsemani, og Debbie og jeg plejer altid at snakke om, hvor meget de andre piger stinker af røg, og hvor ucharmerende det er.

Debbie ser overraskelsen i mit blik, og hun bliver en anelse rød i kinderne. ”Hvad?” spørger hun og slår det hen, som om det ikke er nogen stor ting.”Det sætter forbrændingen op”.

Jeg ryster på hovedet af hende, men beslutter så, at det måske egentlig er en god ting: Hvis Debbie lugter af røg, og jeg dufter af min Calvin Klein parfume, virker jeg det mere attraktiv end hende. Julia sidder på den pink kontorstol ved skrivebordet og nipper til sit vand. Hun virker lidt mere tilstedeværende, men hun har stadig sit tumpede fuldemands-grin på læben.

”Hva’ så babe. Vi glæder os til at gøre, hvad du har fundet på nu,” siger Gavin og slingrer hen og slår armen om mig.

Jeg smiler triumferende. ”Det kan I også roligt gøre. Vi mangler bare Alex, så skal jeg nok lade sjoven begynde”.

Jeg skubber Gavin ned at sidde på Ellens seng og sætter mig på hans skød.

”Nu skal I to ikke også begynde, vel?” klager Brandy og tager en tår af den shot-flaske, han åbenbart har taget med sig herop.

Bare for at irritere ham kysser jeg Gavin. Jeg bliver nærmest nødt til at tage fat om hans hage og styre hans hoved hen mod mit. Han smager af øl og whiskey, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange whiskey-shots, fyrene har bundet. Jeg føler mig ikke selv fuld. Højest en smule beruset.

”Hey!” råber Brandy, og jeg kan mærke, at noget rammer mig i siden og lander på gulvet med et lille bump. En pude.

Jeg afbryder kysset med Gavin og griner højt. Jeg rækker ud efter Brandys flaske, og han rækker mig den villigt. Jeg tager en stor slurk. Og så en til.

”Hey, mand. Gem noget til os andre,” brokker Brandy sig, og jeg giver ham flasken tilbage, imens jeg rækker tunge af ham.

”Hvor bliver Alex af?” spørger jeg så og ser rundt på de andre. ”Er der nogle af jer, der ved, hvad hun laver?”.

Mit blik hviler på Adam. ”Nu står hun vel ikke i et eller andet kostskab og venter på dig, vel Adam?”

Adam smiler og griner. ”Det kan man aldrig vide”.

”Jeg tror, hun gik på toilettet, ” kommer det fra Julia.

Gavin brummer et eller andet ved min side. ”Måske gik hun ud til Juliana for at trøste hende, efter det stunt du lavede med Derek, ” siger han så, og han lyder…bitter. Helt sikkert bitter. Det er jeg overbevist om. Så han lagde altså mærke til det. Jeg vender hovedet mod ham og lægger hovedet på skrå.

Med trutmund spørger jeg: ”Er du jaloux?”

Gavin gør et kast med hovedet, og hans øjne prøver at fokusere på mig. ”Selvfølgelig bliver jeg jaloux. Du er min jo”.

Jeg kan mærke tilfredsheden som en varme, der spreder sig ned gennem min krop. Ligesom da jeg tog en tår af shot-flasken før. Godt.

Trods vores mange skænderier på det seneste er Gavin stadig besat af mig. Så skal jeg nok vise nåde og vente lidt endnu med at skifte ham ud. Desuden…så er han nu ret nuttet. I samme øjeblik glider billedet af en anden fyr ind i mine tanker. En fyr med brunt hår og daggamle skægstubbe. Brune øjne fuld af begær.

Jeg skubber hurtigt tanken væk og ser mig omkring, nervøs for, at de andre kan se det på mig. Hvem jeg tænker på i stedet for Gavin, men selvfølgelig kan de ikke det. De ved ikke noget. Jeg tager fat i Gavins arme og folder dem rundt om mig…eller jeg prøver på det, men de ender med at ligge slappe i mit skød.

Jeg skal til at sige noget til ham, men I samme øjeblik bliver døren ind til værelset åbnet, og Alex stikker sit pjuskede hoved indenfor.

”Så det er her, I gemmer jer, I skurke”, siger hun. Hun smiler bredt, og hendes øjne skinner. Hun har i hvert fald fået noget at drikke – det er helt sikkert.

”Kom og sæt dig, Alex, ” opfordrer jeg og peger på lænestolen ved siden af vindueskarmen, hvor Adam sidder.

Jeg blinker til hende, da hun går gennem rummet, glider ned i stolen og folder hænderne på maven.

”Var der nogen ude foran værelset?” spørger jeg hende, og hun ryster på hovedet.

”Nope. Kysten er klar”.

”Godt”. Jeg ser rundt, og de andre møder mit blik med spændt forventning.

Julia sidder med hovedet hvilende i hænderne i kontorstolen. Vandglasset står for hendes fødder. Hendes kjole er gledet lidt op, men hun har ikke bemærket det. Man kan se det ar, hun har på sit ben. Fra dengang i børnehaven, hvor hun faldt ned fra sit klatretræ i haven.

I vindueskarmen sidder Adam med sin smøg i hånden. Debbie står ved siden af lænet op ad radiatoren. De ryger begge to deres cigaretter og puster røgen hen mod det halvt åbne vindue. Alex’ blik hviler på mig, og de har et glimt af noget, jeg ikke kan identificere, men jeg går ud fra, at det er forventning.

Ved siden af Gavin og mig sidder Brandy med sin flaske i skødet. Han har et bredt smil på læben, og jeg ved, at uanset, hvad jeg foreslår, så er han på. Det er han altid. Dette er mit lille slæng.

Vi er ligesom bier. Vi har vores egen lille royale bikube, og jeg er dronningen, som alle de andre knokler for at gøre tilfreds. Jeg er noget helt særligt. Født under en heldig stjerne – nej vent, jeg er stjernen.

”Okay, nu skal I høre”. Jeg rykker mig rundt, så jeg sidder med ryggen til Gavin og ikke siden til. På den måde jeg kan bedre se de andre. Jeg rykker mig ud, så min numse hviler mod kanten af Gavins knæ.

”Ved I alle sammen, hvem Eve er?” spørger jeg. I samme øjeblik bliver Gavin overmandet af et kæmpe hosteanfald, og Brandy bliver nødt til at klappe ham på ryggen. Han rækker ham sin shot-flaske, men Gavin ryster afvisende på hovedet.

Alex skotter nervøst til Gavin for at se, om han er okay. Bare lad idioten være, har jeg lyst til at sige. Så kan han fandeme lære ikke at drikke så meget. Jeg sender Gavin et irriteret blik, og da han endelig er faldet til ro, fortsætter jeg: ”Det går jeg ud fra, at I gør. Hun er pænt svær at overse, når hun altid render rundt i sin dumme skoleuniform. Debbie, Julia, Alex og jeg har arbejdet hårdt på at vinde hendes tillid…og det er der selvfølgelig en grund til”.

Jeg lader fortsat blikket glide rundt imellem de andre, og jeg sænker stemmen. Som om jeg er ved at fortælle en spøgelseshistorie og langsomt bygger op til det øjeblik, hvor monsteret springer frem og råber Bøh!

”Hun er en lille, uskyldig pige, som tror, at livet er et eventyr, hvor det handler om at være klog og god”. Jeg laver grin med Eves australske accent på de to sidste ord, og Brandy brøler af grin. Adam smiler også bredt.

Debbie suger heftigt på sin cigaret og puster røgen ud. Hun glemmer at sigte hen mod vinduet, og røgskyen spreder sig i luften imellem os alle.

”Det eneste, en klog pige som hende ikke ved så meget om, er seksualitet. Hun tror, at det handler om kærlighed. Jeg kan ligefrem forestille mig, at hun går og venter på den eneste ene eller noget andet. Hvad tror I ville være det værste, der kunne ske for hende?”

Jeg venter på, at de skal sige noget. Men de er alle stille. De vil ikke spilde tiden med gætterier. De vil hen til pointen.

”At få ødelagt sit romantiske syn på verdenen og mest af alt…sex”. Der kom Bøh!’et.

Jeg kan se forfærdelsen i Julias øjne, da tiøren falder, og hun regner ud, hvad jeg pønser på. Hun udveksler et blik med Debbie, som ser lige så forskrækket ud.

”Det kan vi ikke gøre, Amanda!” Debbie ser på mig.

Jeg ser ikke glad ud, er jeg sikker på. Adam virker heller ikke helt med på idéen. Han ryger sin cigaret med et tænksomt blik. Gavin er stivnet bag mig. Alex sidder tavs i sin stol, og hun vil ikke møde mit blik.

Den eneste anstændige her er Brandy. ”Jeg er på!”

”Ja, seriøst,” stemmer jeg i. ”Come on, gutter. Jeg ved godt, at dette her er et skridt videre fra vores andre jokes, men det er jo bare en fucking joke. Hun dør jo ligesom ikke af det eller noget, vel?”

Det er ikke første gang, at vi har lavet en grænseoverskridende joke. For satan, de er jo ligesom ikke sjove, hvis de ikke er grænseoverskridende. Hvis nogle fandt ud af, det vi har gjort, ville vi blive bortvist fra skolen. Måske oven i købet smidt ud. Hvis der altså er nogen, der tør at smide os ud, nu hvor Julias far stiller op som senator.

”Vi bliver nødt til at holde sammen her. Der sker ikke noget. Det lover jeg jer”.

”Hvad havde du helt præcist tænkt dig, at der skulle foregå?” vil Alex vide.

Jeg kan mærke alle deres blikke hvile på mig. Også Gavins. Det brænder i nakken på mig, og jeg har en fornemmelse af, at han pludseligt blev meget ædru.

Jeg fortæller dem min plan og prøver at undertrykke min egen spænding, men jeg tror godt, de kan høre den. ”Vi bruger et par uger mere på at få hende til at stole på os. Så inviterer vi hende med til en af vores fester. Vi putter noget i hendes drink – Brandy, det sørger du for”.

Brandy nikker ivrigt. Han er skolens pusher, og han kan skaffe langt det meste.

Jeg kan se, at de andre spærrer øjnene op, og jeg skynder mig at fortsætte: ”Ikke noget farligt, selvfølgelig. Bare så hun bliver mere…afslappet. En af jer fyrer flirter med hende. Gir hende komplimenter. Læs noget Jane Austen og bliv inspireret, et eller andet. Vi sætter et kamera op, og bum! Et styks uskyldig pige ødelagt. Bagefter kan vi finde ud af, hvad vi gør med filmen. Vi kan jo afpresse hende med det, og se hvor meget hun vil hoppe og danse for os, eller vi kan bare sende det ud på snapchat eller noget”.

Jeg kan ikke skjule min begejstring. Det er sgu ret genialt. Måske ikke så originalt, men det er også lige meget. Ingen af de andre siger noget. Jeg kan se, at de tænker over det.

Det irriterer mig, at de ikke er på lige med det samme, men jeg kan også godt se, at det er lidt mere risky, end vi plejer. Hvis vi bliver opdaget, så ender det ikke godt for nogen af os.

Men hey, ingen kan jo bevise, at hun ikke ville det selv. Ingen kan bevise, at der var stoffer i hendes sodavand.

”Hvem af os fyre, skal gøre det?” spørger Brandy og gnider håndfladerne sammen.

”I hvert fald ikke dig,” siger jeg, og han ser skuffet ud. ”Du er alt for berygtet. Hun er sikkert bange for dig. Derfor tænkte jeg på Adam – det har du ikke noget imod vel, Alex? Det betyder jo ikke noget. Det er bare en joke”.

Alex siger stadig ikke noget. Hun ser bare på mig, og jeg sukker tungt.

”Jeg gør det,” siger Gavin så.

Jeg spærrer øjnene op og vender mig mod ham. ”Hvad? Vil du gerne være mig utro, eller hvad?” Min stemme er anklagende.

”Selvfølgelig ikke,” forsøger han at udglatte og trækker mig ind til sig. ”Det betyder jo ikke noget. Som du sagde, er det bare en joke. Desuden skal jeg vel alligevel have en eller anden form for udklædning på, så der ikke er nogen, der kan genkende mig på filmen. Så de ikke kan lede det tilbage til os”.

”Selvfølgelig ikke, men…”. Jeg er ikke helt vild med idéen.

”Kom nu, jeg gør det for din skyld,” hvisker Gavin og lader hånden glide ned gennem mit hår og ned ad min ryg.

”Okay,” siger jeg. ”Så er det sådan, vi gør det. Detaljerne må vi aftale hen ad vejen, men nu kender I til planen i dens grundelementer”.

De andre nikker, og jeg har fornemmelsen af, at Gavin sender dem blikke bag min ryg. I hvert fald ser de alle hen på ham. Han prøver sikkert at overbevise dem om at gøre, som jeg siger. Han har bevist sin loyalitet overfor mig, og jeg giver hans arm et klem.

Bagefter tager vi alle et shot og vender tilbage til festen. Debbie, Julia og Alex går i forvejen ned ad trappen og efterlader mig tilbage. Jeg får fornemmelsen af, at de prøver at undgå mig, og det gør mig rasende. Seriøst!? Efter alt, hvad jeg har gjort for dem?

Adam lægger armen om mig. ”Du skal ikke tage dig af dem. Det er jo bare sex, ik'? No big deal”.

Jeg følges med Adam ned i stuen og ud i køkkenet. Debbie og Julia er der, og Alex er igen forsvundet.

”Er I sure på mig eller hvad?” spørger jeg dem, og jeg er sikker på, at de kan høre, hvor vred og indigneret jeg er.

”Selvfølgelig ikke,” skynder Debbie sig at sige, og hun smiler til mig.

”Overhovedet ikke,” bekræfter Julia.

”Det har I heller ingen grund til,” siger jeg hårdt. ”Det er ikke jeres mødom, det handler om, vel?”

”Jeg synes måske bare, at det er lidt…for groft, men vi gør det. Selvfølgelig gør vi det”. Debbie snupper den nærmeste vodka og tager en stor slurk.

Og så fortsætter festen, som om intet er hændt. 
                      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...