Alt det jeg ikke ved

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2017
  • Opdateret: 8 jul. 2017
  • Status: Igang
Amanda Hayes har alt, hvad en pige kan ønske sig: Hun er smuk, populær, har skolens lækreste kæreste og verdens bedste veninder. Der er bare ét problem....det hele er en stor løgn!
Ingenting er så perfekt, som Amanda tror, og hun er slet ikke selv så perfekt, som hun tror.

For sandheden er, at der er så meget, vi ikke ved. Alle har deres skjulte agendaer. ALLE kan lyve for dig. Og hvad nu, hvis den største løgn af dem alle, er den, du fortæller dig selv?

//Deltager i Pretty little liars-konkurrencen. Valgmulighed 3//

2Likes
11Kommentarer
448Visninger
AA

4. 2. En ukendt beundrer

Vi er ikke nået meget mere end en halv kilometer fra skolen, da jeg får øje på Eve.

”Se, hvem der går derhenne”. Jeg peger lige frem, og min stemme er tyk af underliggende betydning.

”Ulalala," stemmer Debbie i og dytter.

”Hun ser da sexet ud i de knæstrømper. Næsten ikke spor kalveknæet.” siger jeg til Debbie, som bryder sammen af grin.

Eve vender sig og smiler sit forsigtige smil til os. Eve har fået ganske særlig betydning for vores lille slæng. Vi har nemlig udvalgt hende, som vores næste Offer – eller jeg har udvalgt hende. Det er faktisk lidt af en ære. Det er ikke mange, vi overhovedet gider bruge vores tid på.

Men Eve gjorde det næsten lidt for let. Hun var så åbenlyst udenfor. Hun er fra Australien og nægter at komme i skole i andet end sin australske skoleuniform. Og så drypper hvert og et af hendes ord af en tyk australsk accent, som jeg nu altid laver grin med.

Derudover er hun en lille freshman regelrydder. Indtil videre er planen at vinde hendes tillid og så…et eller andet, som jeg ikke har planlagt endnu.

”Hva’ så, Eve?” Debbie kører op på siden af Eve og stikker hovedet ud af vinduet.

”Vil du have et lift?” Tilføjer jeg og smiler sukkersødt til den udvidende Eve.

Hendes sorte hår er samlet i to rottehaler, for at det ikke skal være løgn, og hun går og holder sine bøger tæt ind til brystet, som om hun er bange for, nogen skal tage dem fra hende. 

”Ikke så meget. Jeg skulle have haft valgfri kemi, men mrs. Bolter er syg, så det blev aflyst”.

”Hvor ærgerligt,” siger Debbie nedtrykt og vender sig så mod mig og lader, som om hun kaster op. Jeg griner.

”Ja, det sys' jeg også”, siger Eve, som selvfølgelig ikke har opfattet noget som helst. Den pige er simpelthen naiviteten selv.

”Hop ind,” lokker Debbie og gør et kast med hovedet mod bagsæderne.

Eve ser oprigtig glad ud. Vi er sikkert de eneste, hun har snakket med hele dagen, nu hvor hendes bedsteveninde, mrs. Bolter, ikke var i skole. ”Ellers tak. Jeg skal lige forbi apoteket, så det gør ikke noget”. 

”Nå, næste gang så. Det må du love os”. Jeg smiler igen, og Eve gengælder smilet med skinnende øjne.

”Tak”.

Så speeder Debbie op, og jeg holder øje med Eve i sidespejlet. Hun bliver mindre og mindre. ”Skulle vi køre efter hende for at se, hvad hun skal købe på apoteket? Hvad nu hvis hun har syfilis?” Siger jeg og vender mig i sædet for at se, når hun drejer om hjørnet.

”Er du gal? Hun er sgu da jomfru”. Debbie lyder helt overbevist, og oppe i mit hoved er der en lampe, der tændes, og en ondsindet idé tager sin smukke form.

”Hmmm. Måske ikke så meget længere”.

Debbie kender den tone, og hun ser nysgerrigt på mig, men jeg smiler bare hemmelighedsfuldt.

”I aften. Når de andre også er der,” lover jeg, og hun godtager det.

Debbie parkerer bilen ved centeret, og vi henter vores træningstasker i bagagerummet.

Pigernes omklædningsrum er godt fyldt, men jeg skubber et par tasker til side og sætter min på bænken i midten. Den kraftige pige ved siden af mig grynter irriteret, da hun må samle sine ting for at gøre plads til mig.

'Debbie tager fat i min arm og læner sig hen mod mig og hvisker: ”Skal vi ikke hellere gå hen i hjørnet?”

 ”Hvorfor?” Spørger jeg overrasket.

”Jeg gider bare ikke stå midt i det hele, hvor de alle sammen kan glo på os”.

Det er da ellers halvdelen af sjoven ved at være her, har jeg lyst til at sige.

”Jeg vil altså gerne stå her,” holder jeg fast, og med et sidste længselsfuldt blik hen mod de ledige hjørnepladser overgiver Debbie sig.

Jeg mærker tilfredshedens rus brede sig i min krop. Jeg holder aldrig op med at elske at få min vilje. Selv de mindste magtkampe er denne selvtilfredshed værd. Vi begynder at skifte tøj. Jeg lader, som om jeg ikke lægger mærke til, hvordan de andre kvinder kaste stjålne blikke på mig.

Jeg forstår dem godt. Jeg ligner bestemt ikke en, der har brug for at gå i fitness. Jeg er tynd og stram med en god røv. Debbies bryster et større end mine, hvilket jeg ikke kan lade være med at hade hende for. Til gengæld er jeg tyndere end hende. Jeg trækker den stramme træningsbluse ned over hovedet. Debbie fylder vores vandflasker op, og så går vi ind.

Fyrene kigger efter os, når vi går forbi dem. Det ved jeg. Det kan jeg mærke, og jeg prøver at skjule mit smil.

”Hvad med at løbe?” Foreslår Debbie. Hun er blevet ret glad for at løbebåndet på det seneste. Jeg kunne insistere på at styrketræne, og hun ville gå med på det, men denne magtkamp har jeg ikke behov for. Rusen fra den forrige har stadig ikke aftaget, og jeg træder villigt op på løbebåndet ved siden af hendes.

Den pumpede fyr ved siden af ser interesseret på mig, og jeg skyder umærkeligt brystet lidt frem, da jeg læner mig ind over den lille skærm.

”Gider du hjælpe mig med denne her, Debbs?” Spørger jeg højt nok til, at alle inden for en radius af fem meter kan høre det. Debbie træder undrende ned fra sit løbebånd og kommer hen til mig. Hun ser til, imens jeg taster alt ind på egen hånd.

Det er egentlig heller ikke, fordi jeg har brug for hendes hjælp, men jeg har tabt et helt kilo indenfor den seneste uge, og det vil jeg bare lige have, at hun ser. Så hun ikke skal tro, at hun er smukkere end mig, bare fordi ham den pumpede fyr også ser efter hende.

”Var der andet?” Spørger hun, og hendes stemme har en kant af anspændthed.

”Nej, tak for hjælpen”.

Hun smiler kort for derefter at vende tilbage til sit løbebånd.

Jeg plejer altid at starte ud i et lavt tempo for at varme kroppen op, men Debbie går lige på og hårdt. Bip, bip, bip. Siger det, hver gang hun trykket knappen ned og får båndet til at køre hurtigere, hurtigere og hurtigere. Før jeg ved af det, bevæger hendes lange, muskuløse ben sig frem og tilbage så hurtigt, at de næsten virker helt udvisket.

Et øjeblik tror jeg, hun gør det for at blære sig, som en hævn for det før, men da jeg hæver blikket fra hendes ben til hendes ansigt, kan jeg se, at hun ikke engang ser på mig. Hun stirrer ligefrem. Fokuseret. Jeg retter blikket mod min telefon for at finde noget godt musik og opdager, at jeg har fået en venneanmodning på Facebook.

Det er normalt ikke nogen big deal. Jeg får et par af dem hver dag. Forskellige fyrer fra skolen eller uden for skolen, som håber på at komme i kontakt med mig. Måske nogen fra en fest.

Men der er noget særligt over denne her. Ukendt Beundrer har sendt dig en venneanmodning.

Ukendt Beundrer? Først tænker jeg bare what the fuck, men så indser jeg, hvem det må være: Gavin, selvfølgelig!

Forleden aften kom vi endnu engang op at skændes, fordi jeg beskyldte ham for ikke at være romantisk nok. Det lader til, at den endelig er feset ind. Det er jo også snart Valentines Day. Med sommerfugle i maven accepterer jeg anmodningen.

Jeg skal til at fortælle Debbie om det, men noget i hendes ansigtsudtryk stopper mig. Hun virker ikke, som om hun har lyst til at blive forstyrret. I stedet går jeg ind på Ukendt Beundrers profil. Der er selvfølgelig ikke noget profilbillede. Jeg er vedkommendes eneste ven. Okay, det er helt sikkert Gavin. Jeg sætter et gammelt Katy Perry nummer på, men jeg har knap sat løbebåndet i gang, før der brummer noget nyt ind på min skærm.

Ukendt Beundrer har sendt dig en besked.

Jeg kan ikke styre min nysgerrighed. Jeg bliver nødt til at se, hvad Gavin har fundet på.

Roser er røde, violer er blå….

Jeg har kun læst den første linje, og jeg er allerede skuffet. Selvfølgelig har han fundet verdens ældste og mest banale digt og kopieret det ind. Original romantik er åbenbart for meget forlangt. Men den næste sætning overrasker mig.

Roser er røde, violer er blå. Dit liv er perfekt. Det tror vi alle på.

What the…hvad er det for noget at skrive? Er det en joke? Er det Gavins forsøg på at være romantisk? Sjov? Jeg skal til at skrive til ham, at han skal tage sig sammen, men så bliver der sendt en ny besked.

Kære Amanda. Jeg r en af dine mange beundrere <333

Det er først nu, jeg begynder at overveje muligheden af, at det måske ikke er Gavin alligevel.

Du r så perfekt! Du r smuk. Du r tynd. Du har alt det, vi andre gerne vil have: Et tæt forhold til dine veninder, en lækker kæreste og status som skolens mest populære pige. Du r en it-girl <33

Okay, dette her er fucking mærkeligt!

Dit liv r så fejlfri, så perfekt, at jeg bliver helt misundelig.

Så står der ikke mere, men jeg kan se, at personen er ved at taste. Det er helt sikkert ikke Gavin, men hvem fanden er det så? En hemmelig beundrer? Kunne det være…? Nej! Det er umuligt.

Selvom det alt sammen er temmelig mærkeligt, kan jeg ikke lade være med at blive smigret. Det er også lidt spændende, og hvem vil ikke gerne have en hemmelig beundrer, der skriver komplimenter til én?

Imens jeg venter på mere, ser jeg rundt i lokalet.

Der er et par stykke ud over mig selv, der er på deres telefoner…ikke at det, betyder noget. Ved siden af mig løber Debbie derudad, og hendes hestehale hopper fra side til side. Jeg er for spændt til at løbe, så i stedet træder jeg ned fra løbebåndet. Debbie er så koncentreret, at hun ikke engang opdager det.

Jeg begynder at strække ud. Spreder benene og bøjer mig forover ned mod gulvet. Den pumpede fyrs øjne bliver store, da jeg giver ham udsigt til min perfekte røv. Det er med røven strittende i vejret og hovedet nede ved gulvet, at jeg læser den næste besked fra Ukendt Beundrer.

Ét enkelt ord:

…Bullshit! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...