Alt det jeg ikke ved

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2017
  • Opdateret: 8 jul. 2017
  • Status: Igang
Amanda Hayes har alt, hvad en pige kan ønske sig: Hun er smuk, populær, har skolens lækreste kæreste og verdens bedste veninder. Der er bare ét problem....det hele er en stor løgn!
Ingenting er så perfekt, som Amanda tror, og hun er slet ikke selv så perfekt, som hun tror.

For sandheden er, at der er så meget, vi ikke ved. Alle har deres skjulte agendaer. ALLE kan lyve for dig. Og hvad nu, hvis den største løgn af dem alle, er den, du fortæller dig selv?

//Deltager i Pretty little liars-konkurrencen. Valgmulighed 3//

2Likes
11Kommentarer
481Visninger
AA

3. 1. Fredag eftermiddag

Jeg kigger på mig selv i spejlet på pigetoilettet. Jeg ser godt ud. Mine store, grønne øjne er indrammet af lange, mørke øjenvipper, og min næse er perfekt lille og spids.

Inden under laget af foundation gemmer der sig et fint slør af fregner hen over næseryggen og ud på kinderne, men det er det kun mig, der ved. Det er som et hemmeligt stjernebillede, kun jeg kan få øje på. Mine læber skinner af min nye kirsebær lipgloss.

Mit hår er godt nok blevet lidt fladt, mine kinder blusser rødt efter at have siddet i et varmt klasselokale i alt for mange timer, og mine øjne har stadig en rest af det der blanke udtryk, jeg altid får, når jeg har matematik. Men alt i alt ser jeg godt ud…mere end godt, faktisk.

Jeg er en klassisk skønhed. Det har jeg altid fået at vide.

Jeg kører hånden gennem håret, roder op i det og rykker rundt på et par totter og laver så trutmund til mit spejlbillede.

Nu er trætheden svær at spore i mit ansigt, selvom jeg i høj grad stadig kan mærke den. Jeg orker ikke mere skole, ikke mere matematik. Jeg har næsten hovedpine af alt den tavleregning, alle de prøver og alt det lort om, hvor vigtigt det er, at vi husker, hvad der bliver gennemgået, fordi det højest sandsynligt vil dukke op i ACT’en.

Gab! Hvem fanden gider tænke på college klokken tre en fredag eftermiddag?

Min næsten-hovedpine har sat sig lige under øjenbrynene, og jeg har virkelig lyst til at plaske noget koldt vand i ansigtet for at vågne op. Men det er desværre kun i film, at den slags kan lade sig gøre, uden at mascaraen begynder at løbe, og der kommer grimme, lyse striber i foundationen.

I stedet fisker jeg min telefon op af lommen på min nederdel og tjekker Facebook. Tænk, at mr. Bander tror, jeg er i gang med at skifte min stomipose lige nu.Kæft en nar! 

Det med stomien var et væddemål. Debbie, Julia og Alex havde sagt, at han aldrig ville hoppe på den, men det var gået let som en leg. Han åd hvert et ord råt og så på mig med et halvt medlidende, halvt ærefrygtigt blik, som om jeg havde forsvaret fædrelandet i krig og ikke bare fået opereret hul ind til min endetarm.

Det var flere dage siden nu, og Julia havde for længst givet mig min belønning i form af den nye Gucci-taske fra hendes forældre, men vi griner stadig af det.

Det er sgu for sjovt til sådan at glemme igen. Nu jeg tænker over det, burde den egentlig komme på vores liste over Practical Jokes.

Mr. Bander har i hvert fald heller ikke glemt det, og i dag da jeg rejste mig fra mit bord midt under prøven og hviskende forklarede ham, at jeg blev nødt til at skifte min stomi, nikkede han omgående og gav mig lov til at gå. På vej ud af lokalet fangede jeg Julias blik og rakte triumferende tunge til hende.

Jeg læner mig op ad væggen ved siden af håndvaskene og scroller ned gennem rækken af notifikationer og tags, for at se hvilke af dem jeg gider svare på. Hvor lang tid tager det overhovedet at skifte en stomipose? Kan jeg godt blive herude resten af time? Et kvarter? Ti minutter? Jeg skal til at google det, da døren til toiletterne bliver åbnet.

En let genkendelig stemme siger mit navn fuld af forventning. Det er Erica, og hun har fundet nålen i høstakken. ”Hej Amanda”.

Jeg behøver ikke at se på hende for at vide, at hendes bøjle skinner i lyset fra de kiksede institutionslamper. 

Jeg lader, som om jeg ikke har hørt hende. Jeg fornemmer, at hun bliver stående et øjeblik, men lidt efter bliver døren til en af båsene lukket. Nu må hun da snart fatte budskabet og lade være med at prøve at starte en samtale.

Jeg gider ikke være der, når hun kommer ud, og så snart jeg hører, at der bliver trukket ud i toilettet, går jeg.

Der er stadig 20 min. tilbage af timen, og jeg er meget fristet til at pjække det sidste stykke tid. Bare hente nøglerne i Debbies skab og sætte mig ud i hendes Audi, men vi har nået så langt i skoleåret, at det ikke længere er sjovt, men bare dumt.

Jeg giver dog mig selv et par minutter, før jeg går tilbage.

Jeg vandrer formålsløst rundt på gangene. Går forbi biblioteket og ser på min egen genspejling i glasdørene. Tjekker Twitter og snapchat.

Da jeg kommer tilbage til matematiklokalet, er de alle sammen på vej ud. Mr. Bander må have givet os fri før tid. Det er ellers ikke tit det sker nu, hvor vi er så tæt på de sidste eksaminer.

”Torturen er ovre”, siger Julia med en stønnen og strejker sig, som om hun har siddet spærret inde et meget trangt sted og nu endelig kan bevæge sig frit. ”Mr. Bander leder for resten efter dig”, tilføjer hun med et vidende blik.

”Han vil nok bare sikre sig, at jeg kan finde ud af den stomipose”, siger jeg, og hun griner højt.

”Eller også vil han tilbyde sin assistance”, bryder Debbie ind. ”Hive op i din bluse og ned i dine bukser”.

Vi fniser alle sammen, men jeg kan ikke lade være med at tænke: De skulle bare vide.

Julia, Debbie og Alex er mine bedste veninder. Jeg er deres Carry, og de er mine Charlotte, Samantha og Miranda. Jeg er deres Chloe, og de er mine Jade, Sasha og Yasmin. De er mine bitches.

Vi deler alting og ved alting om hinanden…næsten i hvert fald. Der er et par ting, de ikke ved om mig. Jeg er lidt mere kompliceret, end de tror.

Imens Julia og Debbie joker videre om mr. Banders og mit fiktive seksuelle forhold, går jeg ind i klassen og henter mine bøger og min taske. Bagefter følges vi ned ad gangen til vores skabe.

”Fuck, hvor var det kedelig!” Klager Julia.

”Jeg orker virkelig ikke at skulle til den ACT”. Debbie låser sit skab op og kaster skødeløst sine bøger ind.

”Heller ikke mig,” siger jeg.

”Du skulle da nødigt brokke dig”. Julia giver mig en albue i siden. ”Du har jo din lille kæledyrsnørd. Hvor var hun for resten henne i dag?”

Jeg sukker. ”Aner det ikke. Syg, vel”.

”Hvad gør du så i forhold til den prøve i dag?”

Jeg stønner. ”Finder på en undskyldning til på mandag”.

Min kæledyrsnørd hedder rigtig Ann og er klassens, ja hele skolens, ultimative nørd. Hun får topkarakterer i alle fag, og takket være hende får jeg det også – næsten i hvert fald. Men i dag var hun syg, for første gang i hele skoleåret. og jeg kunne ikke kigge efter hendes svar, hvilket betyder, at jeg måtte klare mig med min egen sparsomme viden, hvilket igen betyder, at jeg stensikkert dumper.

”Du kan nøjes med at give mr. Bander en tur ude på toilettet, og så er du tilgivet,” siger Debbie med mørk, sexet stemme og tager en bid af sin gulerod.

Julia griner så højt, at hun er ved at blive kvalt i sin vandtår.

Jeg trækker på smilebåndet og gør et kast med håret, da jeg helt uskyldigt siger: ”Det er da i hvert fald værd at overveje”.

”Var der for resten ikke noget med, at han ville snakke med dig?”

”Fuck det!” Jeg tager mine solbriller på og slynger min nye Gucci-taske over skulderen. Ud af øjenkrogen kan jeg fornemme, at Julia skæver til den med rynket pande. Da jeg blinker til hende, får hun pludselig travlt med at rode efter sin Black Berry.

På den anden side af mig går Debbie med sin gulerod i munden og tæller på fingrene, som om hun er ved at regne noget sammen. ”Hey, Debbs, matematiktimen er altså ovre. Du har fri," husker jeg hende på, og hun ser et øjeblik helt forvirret ud, men så smiler hun fåret.

I samme øjeblik går det op for mig: ”Hvor er Alex?” Jeg ser mig omkring, og det er først nu, jeg bemærker hendes fravær. At jeg ikke har hørt hendes hæse stemme i mere end 45 min.

”Øhm,” begynder Julia. ”Hun skulle noget”.

Jeg stopper op. ”Ej! Men det er jo vores træningsdag”. Vi plejer at træne mandage, tirsdage, onsdage, torsdage og fredage. Det er i hvert fald planen, men Julia, Alex eller jeg ender næsten altid med at aflyse nogle af dagene.

”Hvorfor har hun ikke sagt noget til mig?” Jeg lyder såret og vred, hvilket er lige, hvad jeg er.

”Det ville hun også,” skynder Debbie sig at sige. ”Men det var sådan noget sidste-øjebliks-noget. Du ved jo, hvordan Alex er”. Hun ruller øjne, og Julia nikker ivrigt.

”Det er for resten sammen med Adam. En form for…date, tror jeg”.

Jeg er sikker på, at jeg ser overrasket ud. Julia, Alex, Gavin og jeg har hele tiden prøvet at parre Alex og Adam sammen, men hver gang får de snakket og pjattet sig ud af det. Gavin er min kæreste, og Adam er hans bedste ven, så det ville passe perfekt, hvis Adam datede en af mine bedste venner. Debbie påstår, at hun er for stresset i øjeblikket til noget seriøst, og Julia er helt vild med vores idrætslærer mr. Blake, og så er der ligesom kun Alex tilbage.

”Seriøst?!” Spørger jeg og laver en lille sejrsdans. ”Hvor niiice”.

”Jep”. Debbie fisker endnu en gulerodsstav op af tasken.

”Bare helt tip top,” mumler Julia. I det samme ringer hendes telefon. Debbie og jeg udveksler et blik, da vi genkender den rynken på næsen, Julia altid gør, når hendes mor ringer. ”Jamen, jeg skal…," forsøger hun, men bliver tilsyneladende afbrudt.

”Det lader til, det bare bliver dig og mig, der får svedt igennem i dag,” hvisker Debbie til mig.

”Arh, det er da ikke helt sikkert. Hvem ved, hvad Alex og Adam laver?" Jeg sender hende et frækt smil, og hun griner skingert. ”…Haha…ja”. 

I samme øjeblik tikker der en besked ind fra Gavin:

Hey, babe <3 Fest hos Brandy i aften. På?

”Piger, der er fest hos Brandy. Hvad siger I?”

”Jeg er på,” siger Debbie.

”Tror I, jeg kommer i fængsel, hvis jeg drukner Laura og Noah?” Spørger Julia og klapper vredt sin Black Berry sammen. Laura og Noah er Julias små søskende, som hun passer mere, end hendes mor gør.

”Du bliver i hvert fald nok ikke et hit til den næste familiemiddag,” siger Debbie.

”Nå, men skriv, at jeg også kommer. Så må de snothvalpe sgu finde en anden at genere”.

”Sådan skal det lyde!” Opmuntrer jeg og skriver til Gavin, at vi kommer. ”Hvad med Alex og Adam?”

”Jeg skriver til dem og spørger,” tilbyder Debbie omgående og finder sin telefon frem.

”Cool”.

”Nå, girls, det forbandede, seriøst underbetalte storesøster-job kalder. Jeg bliver nødt til at smutte, men vi ses i aften”. Julia skråer over parkeringspladsen hen mod sin mors gamle Skoda.

Debbie og jeg sætter os ind i Debbies røde Audi. Vi er på vej ind i foråret, og luften er dejlig lun, og Debbie kører taget ned, så vi kan fange eftermiddagens sidste solstråler. Jeg tænder for radioen og skruer helt op, da jeg finder den rigtige kanal.

”Fitness-centeret watch out!” Råber Debbie, inden hun sætter bilen i gear og drejer ud fra parkeringspladsen og sætter kursen mod skinnyness.               

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...