Historien om Longbottom

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2017
  • Opdateret: 24 okt. 2017
  • Status: Færdig
Troldmandssamfundet er imidlertid præget af skaderne efter ham, som ikke må benævnes' storhedstid. Dødsgardisterne laver stadig ravage og fornyligt er en ministeriel sekretær forsvundet. Uvidende om, at det bliver det sidste, de gør, arbejder hr. og fru Longbottom hårdt for at opklare sagen.| 'Historien om Longbottom' modtog en tredjeplads i 'Battle of the Fandoms'.

5Likes
5Kommentarer
919Visninger
AA

5. Del IV


Efter at have betalt for den diminutive kaffe samt multismagsbønnerne forlod fru Longbottom en smule desorienteret slikbutikken. Hr. Longbottom havde virket så, så … ja, hendes ordforråd manglede endda et ord til at beskrive det, men vigtigst af alt havde han ikke været sig selv, og hans usædvanlige opførsel havde medvirket til, at fru Longbottom nu stod ude foran butikken uvidende om, hvad der ville være bedst at gøre. Skulle hun gå hen til apoteket for at sikre sig, at han virkelig havde talt sandt, eller skulle hun blot stole blindt ham, for tillid var vel meningen bag ægteskabet, var det ikke? Hvis hun besluttede at se efter, ville det så være et forræderi? Og ville konsekvensen af dette være større, end hun kunne til at bære? Men på den anden side …

Nej, intet i denne overdådige verden ville være mere værd end hendes mand, og det var nu, hun skulle vise, at hun havde gjort sig fortjent til at være hans elskerinde. Det var nu, hun skulle tage sig sammen og stole på ham.

Langsommeligt rev fru Longbottom sig ud af sin trance og begav sig hen mod Gringotts Banken, men ikke fordi hun havde intentioner om at besøge den, for det havde hun ikke. Det var snarere fordi, at der ved siden af den lå en sidevej kaldet Tusmørkegyden.

Tusmørkegyden var berygtet for det kolossale salg af magiske mørkegenstande, og mange af Voldemorts håndlangere, Dødsgardisterne, havde sin gang her. Det var her, troldmænd og hekse kom, når de ikke havde helt rent mel i posen. Når de enten skulle købe genstande af mørk magi, eller når de havde behov for at komme af med det. I disse tider var det jo ikke ligefrem sikkert at blive sat i forbindelse med sådanne sager.

Endelig nåede fru Longbottom den voluminøse, kridhvide marmorbygning, og varsomt drejede hun ned ad den dunkle sidevej. Det var nu hun skulle gøre op med sig selv, hvor Voldemorts tilhængere mon ville befinde sig? Det oplagte svar var vel et sted, hvor der ikke var risiko for at blive opdaget og tilfangetaget. Ja, dette var det oplagte, men oplagt var ikke altid lig rigtigt. Oplagt var dog det eneste spor, den vildfarne auror på daværende tidspunkt var i besiddelse af.

”Så langt, så godt,” mumlede fru Longbottom for sig selv. Nu manglede hun jo blot at finde et sted, hvor denne risiko ikke eksisterede.

En mand med blå øjne passerede hende i samme øjeblik. Han sendte hende et advarende, skæbnesvangert blik. De tynde, grå hår var redt bagover og fortsatte ned langs ryggen og brystet. Omkring ham hang der en dunst af friskt blod, og hans ansigt besad en stærk kæbemuskulatur. Han afbrød øjenkontakten og fortsatte sit raske tempo videre ned gennem Tusmørkegyden.

Fru Longbottom genkendte ham, da hun tidligere havde set denne mand i aktion. Eller, mand var nok ikke et passende ord, eftersom dette kun var et halvt menneske.

Dette var Fenris Gråryg, den berygtede varulv, som stod i ledtog med selveste Mørkets Herre, og som glædeligt spiste et barn til forret. Så slog det hende. Hvis der var nogen, der videste, hvor det ville være sikkert at befinde sig for en flok Dødsgardister, så var det vel en Dødsgardist. Og desuden, så kunne han vel lige så godt være manden bag bortførelsen.

Forsigtigt øgede fru Longbottom sit tempo, til det var det samme som hans, og der var omtrent fem meters afstand mellem dem. På den måde kunne hun forfølge ham uden at blive opdaget. Forhåbentligt.

Gråryg kiggede sig uventet over skulderen. Hans øjekast fangede fru Longbottom, som skyndte sig at slå blikket ned i jorden. Bare han nu ikke så hende. Bare hun nu forblev uset. Heldigvis syntes Gråryg at glemme hende, de fortsatte fremad. De strøg forbi diverse forskellige butikker, og til sidst endte de i en baggård.

”Alice Longbottom, korrekt?” Gråryg stod med ryggen til hende og talte med en foruroligende, behersket stemme. Han havde skam ikke glemt hende, og nu var hun gået direkte ind i en fælde. ”Egentlig burde jeg ikke lade dig slippe uskadt.” Fru Longbottom trak sin tryllestav, gik et par skridt nærmere, og rettede den mod hans hjerte. ”Beklageligvis er det ikke fuldmåne, så jeg ser ingen grund til at angribe.” Han vendte sig om. ”Men på den anden side…”

”Hvis der er nogen, der kommer til skade, så er det dig.” Hun havde aldrig været god til spydige kommentarer, og ved siden af hans, var denne det rene vand, men sagt er sagt, og der var ikke mulighed for at trække det tilbage nu.

”Ja, den synsvinkel deler vi jo naturligvis ikke.” Han gik hen mod hende, til de stod blot få tommer fra hinanden.

Lammer!” En rød lysstråle skød ud af fru Longbottoms tryllestav, men den nåede ikke langt, da Gråryg med det samme parerede med den tryllestav, som hun hidtil havde overset.

”Hvis du ikke ønsker, at dette skal ende fatalt, synes jeg, at det er på tide, at du vender om.” Han tog en dyb vejrtrækning. ”Men det er helt op til dig.”

Blot som fru Longbottom skulle til at kaste endnu en besværgelse, lod Gråryg sin hånd lave et flændsende snit i hendes jakke. Dette var på ingen måde en kamp, hun ville ind i, og hun var efterhånden blevet overbevist om, at han ikke var indblandet i Dumnam-sagen, men når man først havde kastet sig ud, var der vel ingen vej tilbage. Eller var der?

Netop som Gråryg endnu en gang slog ud efter hende, lod hun sig falde bagover i et baglæns rullefald og satte derefter i løb ned ad sidevejen, mens hun foruroligende kunne høre ham kalde, men hun stoppede ikke før, hun nåede et par hundrede meter ned.

På skiltet over døren til den butik, hun var stoppet foran, stod der med nedslidte bogstaver:


Selvfølgelig, tænkte fru Longbottom. Hvor er der mere sikkert en her? Stedet, hvor Voldemort i sin tid arbejdede?

Varsomt trådte hun ind i den støvdækkede butik.

Væggene i den diminutive, skumle butik var dækket af reoler, som hver var fyldt med diverse mørke og ondskabsfulde, magiske objekter. I midten af butikken var der en piedestal, hvorpå gammel, rynket hånd var udstillet. Fru Longbottom kiggede undersøgende på den, hvis hun havde nogen som helst intentioner, om at finde dem, der stod bag Dumnam-mysteriet, måtte hun på ingen måde virke mistænkelig, og på daværende tidspunkt var dette den nemmeste måde, hvorved hun kunne opfylde kriteriet. Tværtimod ville det være bedst, hvis hendes opførsel var så normal som mulig, og beklageligvis skulle hun konstant tage sig selv at stirre fascineret rundt i butikken. Hun var nødt til at få det til at se ud som om, hun hørte til her. Som om, det ikke var en af de førstegange, hun befandt sig netop her.

"Har De nogen idé om, hvor han er blevet af?" Fru Longbottom bemærkede en ru, vag stemme i det fjerne. Varsomt lod hun sit blik glide hen i retning af lyden. Hendes øjne fangede to ældre herre. Den ene med brunt pagehår, den anden skaldet, men fælles for dem begge var den dystre påklædning.

"Jeg ... beklager, men dette er ikke et emne, vi plejer at diskutere i offentligheden." Fru Longbottom forlod piedestalen, gik hen imod den nærmeste reolvæg og sørgede for at stå med ryggen til de talende.

"Jeg beder Dem, hr. Borgin, De må da vide et eller andet."

"Er det nødvendigt at gentage mig selv?"

Nej, nej, selvfølgelig ikke, men jeg troede bare..."

"Dette er ikke et emne vi bør diskutere i offentligheden." Han sænkede sin stemme yderligere. "Men hvis De virkeligt er så interesseret i at vide det, så..."

"Åh, Borgin – tusind, tusind tak!"

De stirrede begge dybt ind i hinandens øjne, kuldegysninger løb ned langs fru Longbottoms rygrad. "Medbring femten sølvsegl på lørdag, du ved hvor."

"Åh, tak – mange, mange tak."

Hr. Borgin rystede på hovedet og fangede et kortvarigt glimt af fru Longbottom, som ligeledes så sig tilbage over skulderen. "Og smut så ... vi skulle jo nødigt have de andre til at fatte mistanke."

"Ja, ja, selvfølgelig." Den skaldede mand kastede et blik rundt i butikken, som han derefter forlod. Fru Longbottom rettede igen sin opmærksomhed mod pokalen, som lå trygt i hendes hænder.

"Er der noget, jeg kan hjælpe Dem med?" Det gav et chok i hende og hun hoppede halvvejs ind i den spørgende hr. Borgin.

"Øh, nej ... ellers tak, jeg kigger bare." Men han var tilsyneladende ikke tilfreds med dette svar og begyndte straks at fortælle om pokalens historie samt dens excentriske egenskaber. Fru Longbottom lyttede desværre kun halvt åndsfraværende, hun var jo ikke taget hertil for at høre om en pokal, og desuden, hvad skulle det også nytte? Det var jo ikke ligefrem fordi, pokalen indeholdt løsningen på mysteriet, var det vel?

"Alice!" Butiksdøren blev smækket op, og ind trådte fru Longbottoms mand. Han hev stønnende efter vejret, øjnene flakkede usikkert. Hans ben dirigerede ham med et par kejtede skridt hen imod fru Longbottom, som han foruroligende greb fat i. ”Alice, jeg ved hvor de er!”

”Er det sandt?” spurgte hun, mens hr. Borgin blot kiggede uforstående på dem.

”Ja, selvfølgelig er det sandt, og kom så!” Han gjorde et forsøg på at hive hende med sig, men hun blev stående.

”Hvad med Alastor? Ved han det?”

”Det lige meget, jeg ved hvor de er!”

Fru Longbottom rynkede brynene. ”Men jeg troede…”

”Det er fuldstændigt lige meget, hvad du tror! Hvis vi ikke går nu, slipper de jo væk!”

”Men ville det nu ikke alligevel være en god idé, at informere ham om det?”

”Alice – kom nu!”

Denne gang var Alice uforberedt, og da han hev i hende, fulgte hun med, og de efterlod hr. Borgin og mørkegenstandsbutikken forvirrede. Men på den anden side, tænkte fru Longbottom, så er det vel også bedst, at jeg viser ham, at jeg stoler på ham, mistillid er jo skadeligt for alle former for relationer og i særdeleshed parforhold.

Hr. Longbottom hev hende med et par hundrede meter op ad gyden og ind i en faldefærdig, tom bygning uden vinduer og med vammel luft.

Men de var ikke alene.

I den fjerne ende af bygningen stod tre dødsgardister, Barty Crouch jr. samt Bellatrix og Rabastan Lestrange. På gulvet lå hr. Longbottom – vent, var det virkelig… der kunne da ikke være … to?

”Godeftermiddag Alice,” sagde Bellatrix og puffede til sit store, krøllede hår med sin krumbøjede tryllestav. ”Hvor er det glædeligt, at du kunne komme – og ja,” Fru Longbottoms øjne flakkede mellem de to ens mænd, den ene dog iklædt undertøj og et fjernt, pinefuldt blik, ”som du kan se, er der noget der ikke stemmer overens her.” Hun gjorde en desinteresseret gestus mod dem. ”Forklaringen er…”

Manden ved hendes side begyndte at boble, hårfarven blev lysere. Ansigtstrækkene ændredes, og ligeså gjorde kropsbygningen. Efter en ualmindelig kort stund var det ikke længere hendes mand, der stod ved hendes side. Det var dødsgardisten, Rodolphus Lestrange.

”… polyjuiceeliksir.” Bellatrix udstødte en uudholdelig latter. ”Genialt, hva’? Som du nok allerede har regnet ud, er dette også forklaringen på det såkaldte Dumnam-mysterium, det var jo naturligvis også os, der kidnappede hende, samt jeres lille tur til Sukkerblommes Slikbutik.”

Fru Longbottom stirrede måbende på hende. Kunne det virkeligt passe? Havde de virkeligt fået adskilt dem og Skrækøje med vilje? Og var det så også dem, der…

”Ja,” sagde Bellatrix, som kunne hun læse hendes tanker,” det var også os, der forgiftede multismagsbønnerne – jeg håber sandelig ikke at det skabte for meget postyr.” Det sidste sagde hun med en ironisk stemme. ”Men vi gjorde jo ikke din dag besværlig for ingenting, gjorde vi vel?” Hun udstødte endnu en latter, så overlegent på de andre, inden hun fortsatte sin tale. ”Vi vil gerne vide, hvad der skete med Mørkets Herre!”

”Jeg ved det ikke.” Fru Longbottom så ned i gulvet.

”Løgner!”

”Nej, je-jeg ved det virkelig ikke.”

”Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke!” Bellatrix udførte en overdrevet imitation af hende med en pibende accent. ”Sig det så! Hvor er han!?”

En idé skød gennem fru Longbottom, og hun rakte ud efter sin tryllestav, men modtog udelukkende synet af Rodolphus, der stod og legede med hendes tryllestav i sin ene hånd. Hvordan var det lykkedes ham at tage den? Var han en lommetyv?

DOLOR!” råbte Bellatrix, og en ulidelig, brændende smerte skar gennem hendes krop. Hun jamrede og stønnede, hendes blik blev fjernt. Hun ville gøre hvad som helst, hvad som helst, for at få det til at ophøre. Bare det dog ville stoppe! Men smerten vedblev, og for hvert sekund, der gik, blev mere og mere uudholdelig. I det fjerne hørtes en svag latter, men fru Longbottom ænsede den knap nok – smerten var simpelthen for skarp!

Men så, lige så pludseligt som den var begyndt, ophørte den. Hun sendte et hadsk blik mod Bellatrix, som blot fortsatte sin overlegne latter.

”Hvor er han?” men da der ingen respons var fra fru Longbottom, skreg hun med en stemme, der var på vanviddets grænse: ”DOLOR!”

Endnu en gang skød den ulidelige pine gennem hendes krop – det var som en kronisk smerte, der aldrig ville ende, og som begyndte med en fordoblet migræne. Denne gang bortfaldt den dog en smule hurtigere, eller også virkede det ikke nær så slemt anden gang. Begge dele var en mulighed, hun havde bare ikke nok hjernekapacitet til at afgøre det.

Fru Longbottom nåede lige at få et kort glimt af sin mand, inden hun endnu en gang blev udsat for dolorosoforbandelsen. Var det muligt, at de havde udsat ham for samme tortur?

DOLOR! DOLOR! DOLOR! DOLOR!

Efterhånden som hun blev udsat for mere tortur, blev angrebene kraftigere og kraftigere, og hun blev svagere og svagere. Til sidst ænsede hun næsten kun latteren og smerten, og eftersom hun igen og igen gav dem det svar, de ikke ønskede, men som jo i øvrigt var sandt nok, fortsatte angrebene ud i det uendelige.

Da hendes sind, var så grundigt beskadiget, at ingen rigtige tanker fandt sted længere, skete der endelig noget.

Døren ind til den faldefærdige lagerhal blev brudt op, og en række ministerielle folk stormede bevæbnede ind, de omringede hr. og fru Longbottom samt de fire vanvittige dødsgardister.

”I er omringet,” sagde manden med benprotesen, ”der er ingen vej ud. Klokken er 16:24, og i er anholdt for kidnapning samt udførelse dolorosoforbandelsen, som er en af de utilgivelige forbandelser. I bliver nu ført til ministeriet for magi, hvor I inden for fireogtyve timer individuelt vil have modtaget jeres dom.” Herefter gjorde han nonverbalt tegn til de andre aurorer om at lamme dødsgardisterne for at undgå borttransferering. Selv gik han stille hen til den sindsforvirrede hr. og fru Longbottom, hvor han, uden at de andre bemærkede det, fældede en lille tåre.

”Undskyld,” sagde han. ”Undskyld, at jeg ikke var der, da I havde brug for mig, undskyld, undskyld, undskyld…”


En uge senere havde speciallægerne på Skt. Mungos Hospital for Magiske Kvæstelser konstateret, at hjerneskaden var uredelig, og at de tragisk nok ville befinde sig på hospitalets lukkede afdeling resten af deres liv.

Da de påbegyndte arbejdet på at løse Dumnam-mysteriet, havde de aldrig troet, at de ville ende her uarbejdsdygtige. De havde heller aldrig troet, at deres kærlighed til Neville, kun ville bestå af gammelt tyggegummipapir, som de kunne overdrage til ham, når han kom på besøg.

Men sket er sket, og nu må de blot få det bedste ud af deres sidste stunder.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...