Historien om Longbottom

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2017
  • Opdateret: 24 okt. 2017
  • Status: Færdig
Troldmandssamfundet er imidlertid præget af skaderne efter ham, som ikke må benævnes' storhedstid. Dødsgardisterne laver stadig ravage og fornyligt er en ministeriel sekretær forsvundet. Uvidende om, at det bliver det sidste, de gør, arbejder hr. og fru Longbottom hårdt for at opklare sagen.| 'Historien om Longbottom' modtog en tredjeplads i 'Battle of the Fandoms'.

5Likes
5Kommentarer
917Visninger
AA

4. Del III


Den Utætte Kedel var et besynderligt sted. Det befandt sig i midten af London, skjult bag en boghandel og en musikforretning. Skjult, så mugglerne ikke fandt det.

Indenfor var værtshuset dog, på trods af dets berømmelse, meget lurvet og dystert. Troldmænd og hekse sad i hjørner og kroge, delvist gemt af skyggerne. Deres gevandter var slidte, og der hvilede en fastklemt stemning over de skævende blikke, som hvert andet sekund blev sendt til den lille flok ved hjørnebordet. Men den lille flok lod sig endskønt ikke distrahere af det. De fortsatte blot, som om intet var hændt.

Flokken var ankommet nogle stunder forinden, kort efter de havde været vidner til en sindsoprivende oplevelse i Ministeriet for Magi. Beklageligvis havde den smålige flok, som bestod af Skrækøje Dunder og hr. og fru Longbottom, ikke tid til at slappe af, da der var arbejde, der ventede.

Fru Longbottom udstødte et lavmælt suk – de var ikke kommet ret meget længere med opklaringen af Dumnam-mysteriet, end Ministeriets magispecialiserede forskere var med opfindelsen af den selvtryllende tryllestav. Det eneste spor, de på daværende tidspunkt var i besiddelse af, var fru Dumnams ubarmhjertige gåde. Gåden havde ikke desto mindre været fundamentet for, at de nu befandt sig i Den Utætte Kedel, men dette var også det eneste, den hidtil havde bidraget med.

Efter at være blevet bevidnet om gådens eksistens havde de ført en højlydt diskussion for at komme nærmere løsningen.

”Er der noget af det, som er mere indlysende end det andet?” havde fru Bagnold spurgt med en dybt koncentreret undertone. ”Nu er jeg jo ikke Auror og beskæftiger mig derfor med opklaringen af diverse sager.”

”Jo, altså,” ordene havde forladt hr. Longbottoms mund efterfulgt af et højlydt suk, ”i fjerde vers, første linje, Til knudepunktet jeg blev ført, burde ’knudepunktet’ vel sådan set betyde Ministeriet, for det er jo det mest centrale punkt i nutidens britiske troldmandssamfund.”

”Ja,” supplerede fru Longbotom, ”bortset fra at hun på daværende tidspunkt allerede var i ministeriet, og hvorfor i alverden skulle de ønske at føre et kidnappet offer til Ministeriet?”

”Du har en pointe, men hvor i alverden skulle hun ellers have befundet sig?” Skrækøje havde sendt hende et skeptisk blik.

”Tja…” Fru Longbottom kunne ikke lige umildbart komme på en anden lokalitet, der kunne gå under navnet ’Knudepunktet’.

”Kunne det være Hogwarts?” havde en eftertænksom udgave af hr. Longbottom spurgt.

”Nej, det tror jeg ikke vi skal regne med,” sagde fru Longbottom, men der var noget ved det, som hun alligevel ikke kunne benægte. Hogwarts. Men hvad var det, der var så specielt ved netop Hogwarts? Hendes hjerne arbejdede for fuld hammer, og til sidst var det lykkedes hende at frembringe en potentiel løsning – hvor samles Storbritanniens mindreårige lærlinge hvert år for at købe diverse tryllebøger og medicinske urter til deres kommende semester? ”Diagonalstræde! Selvfølgelig, hvorfor tænkte jeg ikke på det lidt før?”

”Ja, det er jo ikke til at vide,” havde hr. Ferm mumlet, men de var dog alle blevet enige om, at dette nok var den bedste løsning, de på daværende tidspunkt var i besiddelse af.

Det var i den anledning, Skrækøje og hr. og fru Longbottom nu befandt sig i Den Utætte Kedel. For at diskutere det sidste inden den sande mission begyndte. Missionen, de endnu ikke kendte de frygtindgydende konsekvenser for.


Minderne strømmede frem, som Skrækøje fremdrog sin tryllestav og prikkede på den røde murstensvæg, to sten op og tre sten på tværs. I netop dette øjeblik huskede fru Longbottom den første rigtige gang, hun havde befundet sig her, lige så tydeligt, som var det sket i går.

Det havde været blot få dage inden hendes første tur til Hogwarts. Hendes mor havde, ligesom Skrækøje nu var i færd med det, prikket på de fem forskellige mursten på den massive, røde væg. Først havde der lydt en svag rumlen, men efterhånden blev den højere og højere. Der, hvor der før havde været en solid murstensvæg, begyndte murstenene så småt at rykke på sig. De blev ved og snurrede vildfarne rundt om sig selv, indtil de til sidst havde dannet en stor, beundringsværdig indgang, og det havde ikke længere været muligt for den yngre udgave af fru Longbottom at skimte den forhenværende, solide mur. Nej, der var som om, at den aldrig havde været der.

Forsigtigt var de efterfølgende trådt ud i den solskinsdækkede, middelalderlige handelsbydel.

Ligeledes trådte de tre aurorer nu derud mange år efter.

Gaden var belagt med brosten, og husene, der formede vejen, tårnede sig op over dem i farvestrålende materialer.

Blandt de besøgende hærgede der en glædelig stemning. En stemning af frihed og tryghed. En stemning, der sjældent var set, siden ham, som ikke må benævnes havde været ved magten.

Fru Longbottom drejede hovedet og så på sine to kollegaer, sin bedre halvdel og tillidsfulde ven. Var det muligt, at de også blev ramt af denne unaturligt ivrige og glædelige følelse, hver evig eneste gang de satte deres fødder i denne del af hovedstaden?

Hr. Longbottom en flot, slank fyr, med pjusket brunt hår, som bar præg af den travle morgenstund. Hans højde var omtrent, som det gennemsnitlige menneske. Kort sagt var det eneste punkt, hvorpå han skilte sig ud fra normen, hans baggrund som troldmand. Af samme grund var iklædt nogle safirblå gevandter, med knapper så røde som roser. Derudover havde han som forventet en anelse svært ved at skjule sin begejstring, og fru Longbottom kunne lige akkurat ane det varsomme træk i hans mundvige, men han gjorde klogt i at skjule det – det havde ikke været sikkert at opholde sig sådanne steder siden tiden, hvor det var Mørkets Herre, der hærgede. Nej, farerne lurede stadig bag ethvert gadehjørne, og alene frygten for det, der burde være utænkeligt, hjemsøgte hver eneste troldmand og heks, levende som død.

Ved siden af hr. Longbottom stod Skrækøje med benprotesen plantet urokkeligt på brostenene, men han var desværre ikke tilnærmelsesvis lige så køn som hendes mand. Hans ligblege hår hang filtret ned langs ørerne, og de slidte gevandter bar samme farve som visnede blade. Hans ene øje var erstattet af et fortryllet ét, så det var i stand til at se igennem diverse objekter. I modsætning til hendes mand ville det være løgn, hvis nogen påstod, at han var udfordret angående evnen til at skjule sine følelser, for det gjorde Skrækøje aldrig. Der gik sågar også rygter om, at han ikke så meget som havde fortrukket sit ansigt i smerter, da han i sin tid mistede det ene øje. Denne gang syntes han dog at være ualmindeligt lidt påvirket. Det var som om, at der var noget andet, der havde fået æren af hans opmærksomhed.

”Gå I to bare lidt rundt og kig jer omkring,” sagde han med en stemme, der rummede en ildevarslende undertone. ”Så komme jeg tilbage om lidt … jeg har lige et ærinde jeg skal have ordnet først.” Den sidste sætning forlod hans læber som en næsten uhørlig mumlen.

Derefter forlod han dem tavst for at fuldføre sit såkaldte ærinde. Bare han dog kommer tilbage i god behold, tænkte fru Longbottom, selvom det blot var en unødvendig tanke. Selvfølgelig ville der ikke ske ham noget, det var jo Skrækøje. Men hendes bekymrede sind havde nu alligevel svært ved at fralægge sig tanken.

Derefter blev de forladt af Skrækøje, som nysgerrigt trippede hen imod apoteket. Da der ikke var andet for, greb hr. Longbottom fast i fru Longbottoms arm, og hun fulgte modstræbende med ham.

Nonverbalt var de blevet enige om, at de i mellemtiden kunne tage hen til Sukkerblommes Slikbutik og få dem en lille forfriskning, så det var der, de på daværende tidspunkt var på vej hen.

Slikbutikken var placeret på højre side af Madam Malkins – Kapper til enhver lejlighed og tårnede sig op over dem som en kolossal karamel.  

Dette var undtagelsesvis ikke en af de butikker, troldmænd og hekse kom rejsende langvejs fra for at besøge, da der i de fleste byer fandtes en lignende. Men fru Longbottom og hendes mand nagede nu et særligt forhold til netop denne butik, der i øvrigt solgte markedet bedste multismagsbønner.

Da fru Longbottom rakte ud, tog fat i håndtaget og skubbede døren op, blev de mødt af en kortfattet julemelodi samt synet af tusindvis af slikfyldte, højglanspolerede egetræsreoler så høje, at de næsten stødte mod loftet i dette enorme lokale. På hylderne bugnede det med snesevis af troldmandsslik. Der var platugler, lakridstryllestave, fortryllede vingummikoste, kedelkager, græskartærter og karameludgaver af miniature Hogwarts.

Parret gik beundrende forbi reolerne og videre hen til butikkens caféafdeling. Her satte de sig ved et lille, rundt bord, og kort tid efter ankom en ung, kvindelig tjener, klar til at tager imod bestillingen.

”Hvad skal det være?” spurgte hun med en sukkersød dialekt.

”Hvis det er muligt, vil vi gerne have en lille kaffe samt,” hr. Longbottom sendte sin hustru et afventende blik, hvorefter der blev nikket som svar, ”en lille portion Berties Multismagsbønner.”

”Så gerne, jeg vil være tilbage om lidt.”

Tjeneren forlod dem, og inden længe havde tavsheden endnu en gang sneget sig hen og omringet dem, som var den en spion fra den anden side. Men denne gang var det ikke blot tavsheden der omringede dem. Det var som om, at der et sted i butikken var nogen, der vågede over dem. Nogen, der kunne finde på at slå til hvornår, det end skulle være. Som nogle uvelkomne gæster. Som fjender.

En kuldegysning randt ned ad ryggen på fru Longbottom. I den modsatte ende af lokalet syntes at stå den kvindelige skygge, som havde befundet sig i deres have selv samme morgen. Måske var dette ikke bare indbildning. Hun sank en klump, og kvindeskyggen trådte et skridt frem i deres retning. Nej, dette var bestemt ikke indbildning. Et gardin blev trukket fra, og en solstribe ramte kvinden i ansigtet. Endelig lykkedes det fru Longbottom at genkende hende – men kunne det være rigtigt?

 

Smånynnende kom tjeneren tilbage, og fru Longbottom blev igen nærværende. Tjeneren stillede forsigtigt kaffen foran hendes mand og porcelænsskålen med multismagsbønner foran hende selv.

”Velbekomme.” Tjeneren gik igen sin vej.

”Det er sandelig ikke så ringe,” sagde hr. Longbottom og nippede til kaffen i koppen.

”Nej, jeg klager skam ikke.” Fru Longbottom stirrede tankefuld ned i sin skål. Skulle hun vælge den brune eller den grønne? Hvad var værst, ørevoks eller bussemænd? Bussemænd, helt klart. Omhyggeligt stak hun sin venstre hånd ned i skålen, fiskede den orange multismagsbønne op og puttede den i munden. De første tre gange, hun tyggede på, smagte den dejligt af fersken, men så skete der noget.

En ubeskrivelig, pinefuld smerte skar pludselig op gennem hendes krop, og det føltes som om, at hendes hals var ét stort flammehav. Fru Longbottom skar ansigt i smerte. Hun udstødte en højlydt jamren. Hvis blot denne … smerte … ville ophøre … Det var jo næsten ikke muligt at få en tanke gennemført. Sorte og grå prikker dukkede op og skærmede hendes syn. Hun drænedes langsomt for energi. En våndefuld sitren løb gennem hendes krop. Ville denne uudholdelige smerte ikke snart ophøre?

Med ét begyndte omverdenen at tåge, og hun hørte knap nok fodtrinene nærme sig, inden hun pinagtigt døsede hen.


”Alice? ALICE!?” Hr. Longbottom stod foroverbøjet og ruskede i sin bevidstløse hustru. Efter en stund, hvor han blot havde stået og rusket i hende, åbnede fru Longbottom endelig øjnene igen. Det gik langsomt, og i starten havde hun betydeligt svært ved at fokusere.

”Alice?” gentog hr. Longbottom. ”Er du okay?”

Som svar brummede hun et eller andet uigenkendeligt, men det var da trods alt et svar.

Og så, som et lyn fra en klar himmel, var det som om, at hun kom til sig selv og så sig panisk omkring. Butikkens andre gæster stirrede målløse på hende, men hun var ligeglad. For når hun tænkte sig om, måtte den eneste logiske forklaring på denne reaktion være forgiftning, og gerningsmanden burde ikke være langt væk – alt andet ville virke for mistænkeligt. Men nej, der var beklageligvis intet at se, alle gæsterne så uskyldige ud.

Eller rettere: alle, undtagen en.

Hr. Longbottom stirrede hende dybt ind i øjnene på en fraværende måde. ”Har du det bedre? Godt, for det er også ved at være tid til at komme afsted. Alastor har været her, og han siger, at han foretrækker at køre solo fra nu af. Det samme bør vi gøre.” Fraværende hjalp han hende op, vendte sig om og gik sin vej uden at give det mindste tegn på farvel.

Fru Longbottom stod nu alene tilbage i slikbutikken med en tvivlløs fornemmelse af, at dette umuligt kunne være et godt tegn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...