Historien om Longbottom

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2017
  • Opdateret: 8 aug. 2017
  • Status: Igang
Troldmandssamfundet er imidlertid præget af skaderne efter ham, som ikke må benævnes' storhedstid. Dødsgardisterne laver stadig ravage og fornyligt er en ministeriel sekretær forsvundet. Uvidende om, at det bliver det sidste, de gør, arbejder hr. og fru Longbottom hårdt for at opklare sagen.| 'Historien om Longbottom' deltager i 'Battle of the Fandoms' med Harry Potter som fandom.

2Likes
4Kommentarer
265Visninger

2. Del I


 

Modsat de fleste andre tilhørte hr. og fru Longbottom bestemt ikke den ordinære del af befolkningen, og det var de ganske stolte af.

For det første besad de magiske evner. Dette gjorde dem til henholdsvis troldmand og heks, hvilket i sig selv var en yderst sjældenhed, eftersom der kun eksisterede én eneste troldmandsskole i hele Storbritannien. Men på daværende tidspunkt havde de begge færdiggjort deres troldmandsuddannelse, og arbejdede som anerkendte aurorer for Ministeriet for Magi.

For det andet havde de for blot en måned siden i al hemmelighed med dæmpede stemmer udbragt en skål til ære for Harry Potter – drengen, der ikke kunne slås ihjel. Dette, da netop Harry, en etårig dreng, der kun var en dag yngre end deres egen søn, Neville, havde sat en stopper for mørkets herre, Lord Voldemort. Men uheldigvis havde det kostet både Lily og James Potters liv, og deres arme søn, Harry, var nu tvunget til at bosætte sig hos sin tyranniske og usympatiske tante og onkel, som ifølge Minerva McGonagall var nogle af de værste af deres slags.

På trods af alle de ting, der skulle rettes op på efter ham, som ikke må benævnes fald, sad den lille fuldblods familie nu i deres diminutive køkken og nød dagens første måltid en ganske almindelig mandag. Deres husalf, Evy, havde været så venlig at lave den engelske delikatesse bestående af røræg, bagte bønner, bacon og stegte pølser, som hr. og fru Longbottom elskede højere end noget andet. Evy havde førhen tilhørt Augusta, hr. Longbottoms mor, men da han og Alice blev gift havde hun foræret dem husalfen i bryllupsgave, som en hjælpende hånd til stiftelsen af Longbottom-slægtens nye generation.

Hr. Longbottom havde blot slugt det sidste af sin pølse, idet Neville spyttede tudsemos i hovedet på fru Longbottom. Hun nåede kun lige præcis at lukke sine øjne, inden den tyktflydende, olivengrønlige substans ramte hendes øjenlåg og gled videre ned over næsen og munden. Dog var hun ikke indsmurt tudsemos i mange øjeblikke, da Evy straks hastede hen for at tørre det op, mens hun mumlende bebrejdede sig selv, at hun ikke havde forudset, at det kunne ske. Men fru Longbottom, som aldeles ikke kunne se meningen bag hen selvbebrejdelse, gjorde et helhjertet forsøg på at få det til at ophøre, hvilket udelukkende resulterede i, at Evy nu monotont dunkede sit hoved ind i væggen som straf, og for hver gang, hendes skaldede og rynkede isse stødte mod væggen, rungede det i hele huset. Da hun ingen anden udvej så, prøvede fru Longbottom sig med at trygle den ulykkelige Evy til at stoppe, men beklageligvis resulterede også dette i, at hun nu bebrejdede sig selv endnu mere end før, og ydermere begyndte hun at jamre.

”Du skal ikke tage det så tungt, lille Evy,” brummede hr. Longbottom med munden fuld af røræg. ”Du gør det så godt, du kan. Hvad mere er der at forlange?”

Men ikke desto mindre vedblev den lille, fortvivlede husalfs jamren indtil en lille, nøddebrun slørugle fløj hen og landede på det sagte, dugdækkede bord, hvorefter den vaklede et par usikre skridt hen mod hr. Longbottom. Han fiskede en knut op af sin inderlomme og lagde den ned i den rustbrune læderpung, der var bundet rundt om sløruglens vom. Dernæst tog han dagens eksemplar af Profettidende, som uglen havde medbragt.

Forsiden af avisen var ryddet til fordel for et billede af en stramtudseende heks. Heksen besad et aflangt, rynket ansigt med en spids næse og et par opmærksomhedskrævende øjne. Hun var iført formidable gevandter og nogle ovalformede briller. Hr. Longbottom genkendte hende straks. Han havde set hende før: på gangene i ministeriet, til diverse møder og i amfiteateret, når dommen var faldet over de dømte dødsgardister. Heksen på det bevægelige fotografi forestillede Memoria Damnum.

”Så er det alligevel sluppet ud.” Han bladrede op på den anviste side og vendte avisen, så det var muligt for fru Longbottom, som var i færd med at fodre sløruglen med et stykke bacon, at se, hvad der stod:

 


 

Fru Longbottom stirrede målløs på artiklen. Hun vidste udmærket godt, at Profettidende ville gøre mange ting, og dermed risikere mange ting, for at få fat i de eftertragtede nyheder, men at de ligefrem i smug overhørte private samtaler i ministeriet var mere, end hun havde forventet. Hun havde jo selv overværet samtalen med hr. Ferm. Samtalen havde fundet sted, da han havde overdraget den fortrolige opgave, det var at løse mysteriet om fru Damnums forsvinden, til hende, hendes mand og Alastor Dunder, en af deres bedste venner og anerkendte kollega. Det faldt hende dog ikke ind at undre sig over, hvordan Profettidende mon var i stand til det, da hun vidste, at de i deres varetægt havde en lang række midler til illegal overhørelse af konversationer. Nej, det, der undrede hende, var, at det var lykkedes reporteren, at overtale sin chef til at få tilladelse til, benytte at sig af det. Men så var det, hun kom i tanke om, hvilken karakter hr. Verba var af. Nu kunne hun jo næsten vide sig sikker på, at det var afpresning, der var årsagen, for hr. Verba havde tydeligvis tilbudt sin chef en generøs løsesum.

En smule småmopset over at det var lykkedes den åndssvage, ubegavede, tykpandede, stupide hr. Verba at aflytte samtalen, der kun skulle have foregået under otte ører, gav hun sløruglen det sidste stykke bacon, inden den påskønnende lettede og fløj sin vej.

”Jeg forstår det simpelthen ikke, Frank,” sagde fru Longbottom. ”Hvordan kan de tillade sig selv at gøre sådanne ting?”

”Tja … jeg forstår det egentlig heller ikke.” Hr. Longbottom ruskede i sit mørke, pjuskede hår. ”Men måske tillader de det ikke … måske gør de det bare, Alice, helt uden at tænke.”

”Ja, måske, men… ”

”Det kan også være,” husalfen åbnede, for første gang siden sløruglens ankomst, munden og talte med en skinger stemme, ”at han har en chef et højere sted fra, som har forlangt, at han skulle skrive en artikel om netop denne situation … måske for at skabe forvirring og lave ravage – det er jo ikke ligefrem fordi, at ministeriet har brug for problemer og mistillid i øjeblikket.”

”Du mener,” brød fru Longbottom ind, ”at chefen det højre sted fra kan være en af Du-Ved-Hvems tætteste tilhængere, og at vedkommende af raseri over sin herres fald både ønsker, at ministeriet skal lide af en voksende mængde skepsis fra folket og at folket skal have den samme frygt, som de havde, da Du-Ved-Hvem havde sin storhedstid.”

”I har sikkert ret, men jeg tror, der er vigtigere ting, vi bør bekymre os om,” konkluderede hr. Longbottom fast. ”Som for eksempel at Profettidende ikke får fat i hele historien om Dumnam-mysteriet.”

”Ja, gudskelov,” sukkede fru Longbottom, mens hun gumlede på nogle bagte bønner. ”Nu hvor jeg tænker mig om, er vi faktisk sluppet ret billigt. Prøv bare at forestille jer hvad der ville ske, hvis de fandt ud af, hvad der er sket med hende. Jeg tør slet ikke tænke på det.”

Hun skovlede endnu en skefuld olivengrønt tudsemos ind i gabet på Neville, som denne gang glædeligt spiste det.

”Nej, det tør jeg sandelig heller ikke tænke på,” sagde hr. Longbottom. ”Selvom, at jeg ikke tror, de ville gøre det store ud af det, hvis de fandt ud af, at det er lykkedes os at finde hende. Det er mere hendes tilstand, efter hun er kommet tilbage, der bekymrer mig. Hvad vil der ikke ske, hvis den oplysning falder i hænderne på Profettidende?”

Da ingen af dem kunne finde på noget fornuftigt at tilføje til emnet, afsluttede de det her og gav sig til at fortsætte måltidet i fuldkommen tavshed.

Fru Longbottom åbnede flere gange munden for at sige noget, men fortrød derefter med det samme. I realiteten skyldtes den konstante åbning og lukning af hendes mund ikke, at hun brændte efter at fortælle noget. Den skyldtes nærmere, at hun afskyede (og altid havde afskyet) den akavede tavshed, der nu hærgede i den lille fuldblodsfamilies køkken.

Den bedste bemærkning, fru Longbottoms sind besad i dette forhenværende moment, alluderede til vejret. Hun tænkte, at hun kunne bevidne hr. Longbottom og Evy om hvor fortrinligt vejret var, men dette ville være at fortælle dem en hvid løgn. For på den anden side af den trange villas murer skulle der ganske vist ligge et tyndt lag sne, eftersom julens måned blot havde taget sin begyndelse. Da hun ønskede at bekræfte sin teori, værdigede hun beskedent landskabet udenfor sprossevinduet, som sløruglen var fløjet ud igennem enkelte stunder forinden, et blik.

Fru Longbottom modtog synet af et landskab, der var svøbt ind i et tyndt lag af den pureste, mest funklende sne, og de nøgne træer stod varsomt i baggrunden og betragtede havenissernes forsøg på at generobre haven. Den tilfrosne å løb tværs henover den snedækkede græsplæne, og himlen, som husede en række store, hvide skyer, lod langsomt dusinvis af snefnug dale ned, hvorefter de fortrinligt øgede tykkelsen af landskabets kridhvide olmerdug.

På trods af årstidens lave temperatur besad fru Longbottom dog i dette øjeblik en glædelig, varm følelse, da landskabet fremdrog en erindring fra hendes tidlige barndom. Den havde fundet sted dagen inden hendes niende juleaften, hvor loven om mindreåriges brug af magi endnu ikke var trådt i kraft for hendes vedkommende.

Hendes mor var netop vendt tilbage fra sit indkøb i diagonalstræde, og havde, til den yngre udgave af fru Longbottoms store fryd, medbragt et fornyet lager af troldmandsslik. Lageret indeholdt alt fra lakridstryllestave og platugler til kedelkager og græskartærter. Men det, der i sandhed havde fået hende til højt og helligt at sværge, at hun ville tage opvasken indtil nytår af ren og skær taknemmelighed, var, da hun nedenunder alt troldmandsslikket opdagede en pakke med Berties multismagsbønner, som altid havde været (og altid ville være) hendes svaghed.

”Åh, mor,” havde hun sagt med en sukkersød stemme og et smil på læben, ”tusind, tusind tak! Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver i stand til at takke dig så meget, som du fortjener.” Hun havde end ikke ladet sin mor svare, før hun var sprunget hen for at omfavne hende.

”Alice, min søde,” Fru Longbottoms mor havde trukket sig tilbage fra omfavnelsen for derefter at sætte sig på knæ og stirre intenst ind i sin datters øjne, ”som jeg har fortalt dig før, så er julen hjerternes fest – det er en tid, hvor man glæder andre. Det er af den grund, jeg har investeret i multismagsbønnerne til dig. Fordi du er min datter, og fordi jeg elsker dig.”

”Så jeg må altså godt spise dem uden at tage opvasken?” Pigebarnet sendte sin mor et afventende blik, hvorefter hun fortsatte: ”Det er ikke for sent at trække det tilbage, er det vel?”

Fru Longbottoms mor havde udstødt en latter. ”Alice, som jeg sagde før, så har jeg købt det for at glæde dig, det er en gave.” Den lille pige havde udstødt et suk af lutter lettelse. ”Men hvis jeg var dig, så ville jeg skynde mig at tage multismagsbønnerne og smutte ud for at lege i sneen, for ellers kan det jo være, at jeg ombestemmer mig.”

Ganske få øjeblikke senere stod fru Longbottoms niårige jeg udenfor i den knæhøje sne iført overtøj. Hun havde stukket det øverste af de hjemmestrikkede luffer ind under jakkeærmet og trukket huen godt ned over ørerne. I en meters afstand fra hende stod snemanden, som hun dagen inden havde skabt præcis, som en muggler ville have gjort det.

Efter at have sikret sig at ingen, især ikke hendes mor, observerede hende, trak hun varsomt posen med Berties multismagsbønner op af jakkelommen. Efterfølgende var hun gået et par skridt hen mod snemanden, hvor hun havde placeret dem midt på den ene af dens hænder. En følelse af at gøre noget illegalt var sivet ned gennem hendes krop, netop som hun var gået tilbage og endnu varsommere end før havde frembragt morens tryllestav. Det var kun med nød og næppe, at hun havde fået fat i den, men det var stadig ikke sikkert, at hun ville kunne slippe af sted med det, for hvis hendes mor opdagede det …

Uden videre omtanke havde hun svunget tryllestaven og udført besværgelsen, som hun så møjsommeligt havde indstuderet den forløbne måned. Snemanden begyndte omgående at kaste slikbønnerne over mod hende en efter en. Den mindreårige fru Longbottom havde forsøgt sig med at gribe dem med munden, men det lykkedes hverken første, anden eller tredje gang.

Snemanden havde kastet endnu en multismagsbønne, og denne gang havde hun mærket den glide ind i hendes mund. Beklageligt nok havde bønnen smagt af blomkål, og hun havde spyttet den ud kort efter. Den næste, snemanden havde kastet, smagte af kanel, og den næste igen af jordbær.

For en stund havde de blot fortsat deres mærkværdige leg, mens dagen langsomt var gledet hen mod sin ende.

Den fortryllede snemand havde kastet igen, men inden den yngre udgave af fru Longbottom overhovedet havde nået at gribe multismagsbønnen, havde snemanden kastet endnu en. Den havde igen og igen ladet multismagsbønnerne glide ud af sine hænder og over mod hende. Legen havde pludselig ændret form og gik ikke længere ud på at gribe bønnerne, men snarere at undvige dem.

Ti minutter senere havde snemanden kastet så mange multismagsbønner, at den lille pige nu lå helt og aldeles begravet i dem, fuldkommen urørlig. Hendes første tanke havde bedt hende om at råbe på hjælp – selvom, at det ville betyde, at hun ville få ballade. På den anden side kunne hun jo også bare prøve at komme ud selv, denne mulighed så dog ud til at være umulig. Blot som hun havde åbnet munden for at råbe om hjælp, var hendes mor kommet grinende hen til hende.

”Undskyld, mor. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg gør det aldrig igen. Du må virkelig undskylde … mor, hvorfor er det egentlig, at du griner?” Den niårige pige havde vendt sit hoved, som var den eneste del af hendes krop, der ikke var dækket af slik, mod sin mor.

”Jo, ser du, kort tid efter, at du var gået udenfor, opdagede jeg manglen på min tryllestav, og da jeg så opdagede dig gribe de multismagsbønner, som snemanden kastede, var det ikke svært at regne ud, hvem der havde taget den.” Fru Longbottoms yngre jeg havde skamfuldt ladet sit blik glide ned mod det, der burde være jorden, men nu var tusindvis af Berties multismagsbønner.

”Undskyld, det var meget dumt af mig, og endnu dummere af mig at tro, at jeg ville være i stand til at udføre den slags avanceret magi.”

”Da jeg så var på vej ud til dig, slog det mig, at det vel ikke ville skade at lave en smule sjov for på den måde at sørge for, at du aldrig ville glemme, at man ikke bare tager andres ting, uden at have fået lov, og specielt ikke deres tryllestave.” Hendes mor lød slet ikke vred, og når alt kom til alt, eksisterede der stadig en smule af hendes forhenværende latter. ”Så mens jeg endnu befandt mig uden for din synsvinkel, fremdrog jeg min reservetryllestav og sørgede for, at snemanden ville kaste slikket hen mod dig i et uhyrlig højt tempo. Jeg havde dog ikke forudset, at du ville ende fuldstændig begravet i multismagsbønner.” Sætningen var lige knap blevet færdig, inden de begge atter lod trangen, til at grine, rive dem med.

Fru Longbottom blev med et sæt revet tilbage til virkeligheden. Udenfor havde hun i netop dette øjeblik bemærket en dyster skikkelse luske rundt bag buskene. Hendes øjne fæstnede sig på skikkelsen. Den stivnede bag buskene. Hun bed sig nervøst i læben. Forsigtigt vendte skikkelsen sit hoved. Kuløren drænede fra hendes førhen livlige ansigt. De fik øjenkontakt.

Var det blot indbildning, eller virkede skikkelsen bekendt? Hun var langtfra sikker, men at lægge eventualiteten fra sig var trods alt ikke en mulighed. Det syntes at være en spinkel, feminin skikkelse med filtret, krøllet hår og en krumbøjet tryllestav placeret solidt i højre hånd. Beklageligvis var fru Longbottom på daværende tidspunkt ikke i stand til at identificere, hvem det var.

Hun rejste sig og gik hen til vinduet, men ikke just, som hun var nået derhen, transfererede kvinden sig væk.

Frustreret, over at den uidentificerede kvinde var forsvundet, udstødte fru Longbottom et skuffet suk.

”Hvad er der galt, Alice?” spurgte hr. Longbottom, men før hun overhovedet kunne nå at svare, udbrød han, ”Desmond!”

En fortvivlet, kaffebrun hornugle fløj ind af det samme halvt åbne vindue, som Profettidendes budbringer var fløjet ind ad tidligere samme morgen, hvorefter den fortumlet landede på køkkenbordet. Hornuglen, Desmond, manglede en del fjer og så ud til at have brækket mindst fire knogler. Den bar præg af at være opsnappet alt for mange gange.

”Jamen,” sagde fru Longbottom, som havde glemt alt om den mystiske kvinde i haven, ”Frank, er det ikke … er det ikke Alastors ugle?”

”Jo, det skulle jeg mene,” sagde han og trak hornuglen hen til sig. I næbet bar den et lille stykke krøllet pergament. Hr. Longbottom foldede pergamentet ud og læste beskeden, som var nedriflet med kragetæer, højt for de tre andre tilstedeværende:

 


 

Fru Longbottom stirrede befippet på bagsiden af pergamentet i hr. Longbottoms hånd. Der var adskillige spørgsmål, der susede rundt i hovedet på hende. Hvad i alverden skulle det betyde? Var der en sammenhæng mellem Dunders brev og Dumnam-mysteriet? Mente han, at de skulle derhen nu? Hvordan havde Augusta tænkt sig at tage sig af Neville, når de var to forskellige steder?

Inden der nåede at opstå flere spørgsmål, lød der, præcis som brevet havde forudsagt, et højt brag. Fru Longbottom kiggede rundt i det diminutive køkken, hun søgte efter kilden til braget. Heldigvis behøvedes hun ikke at lede længe, da svaret var henne ved den trebenede træstol, som før havde huset hende. Augusta havde brugt spektral transferens og stod nu mellem hende og træstolen.

”Mor…? ” sagde hr. Longbottom sagte og kiggede i retning af Augusta.

”I må hellere se at komme af sted,” afbrød hun. ”Der er sket noget meget vigtigt. Det er netop lykkedes dem at … nåh, det er der vist ikke tid til. I må hellere skynde jer afsted, ministeren har en meget vigtig besked til jer.”

Hr. Longbottom frembragte en bordeauxrød silkepose fra sin inderlomme. Han lod sin ene hånd dykke ned i den, og da han trak den op igen, var den fyldt med susepulver. Derpå stak han silkeposen i hånden på sin kone, gav Neville et farvelkys på panden og gik hen til kaminen. Med en beslutsom mine fejede han asken til side for derefter at stille sig i midten. Han smed pulveret ned mod jorden og sagde højt og tydeligt, ”Ministeriet for Magi.” Smaragdgrønne flammer lyste op omkring ham samtidig med, at han forsvandt.

”Vi ses,” sagde fru Longbottom til Augusta, som med det samme omfavnede hende.

”Du må love mig at passe godt på Frank.” Augustas mundvige vibrerede, idet hun sagde det. Hun havde aldrig brudt sig om sin søns karrierevalg, det var alt for farligt for hendes smag.

”Det skal jeg nok.” Fru Longbottom trak sig væk fra omfavnelsen og gav Neville et kys. ”Jeg elsker dig.” Hun fremdrog noget susepulver fra silkeposen, som hun bagefter lagde fra sig. Så gik hun, ligesom sin mand, ind i kaminen, smed susepulveret fra sig og sagde tre tydelige ord, ”Ministeriet for Magi.” De grønne flammer blussede op og omsluttede hende, hvorefter hun forlod sin husalf, svigermor og søn med en kildende, men nervøs, summen i maven.

Hr. og fru Longbottom havde, uden at vide det, blot påbegyndt den farefulde rejse, der ville ændre deres liv for altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...