Pure

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2017
  • Opdateret: 29 jun. 2017
  • Status: Igang
De 18-årige tvillingesøstre Aurora og Annabelle Morgan, har altid været meget forskellige. Hvor Aurora er eventyrlysten, festglad og fremme i skoene, er Annabelle tilbageholdene, genert og forældrenes kæledægge - så da Aurora en aften beslutter sig for at snige sig ud og tage til fest, er det på egen hånd. Hun krammer Annabelle farvel og lister ud, uden at blive opdaget. Men før hun når frem, render hun ind i en mystisk, ukendt dreng, som kender hendes navn. Det er ikke unormalt, taget i betragtning at hendes forældre er succesfulde forretningsfolk, som tit er fremme i medierne - men der er noget, som virker forkert. Før Aurora kan nå at se sig om, bliver hun holdt fast og tvunget ned på jorden, mod sin vilje. Ude af stand til at skrige eller flygte, mærker hun hvordan kluden bliver tvunget nedover hendes mund, og alting bliver sort.

39Likes
18Kommentarer
5519Visninger
AA

4. KAPITEL TRE

 

KAPITEL TRE

Jeg blev siddende i sofaen uden at sige et eneste ord, imens drengene gik frem og tilbage i køkkenet og diskuterede. Huset vi befandt os i var enormt, og havde flere etager - jeg kunne ikke se hvor mange, men taget i betragtning at der var to stuer og et sammenhængende, åbent køkken, kunne det godt tænkes at det var mere end 'bare' en etage. 

Jeg fokuserede dog kun på én ting: at finde en udvej. 

Hvis ikke det var fordi at drengene holdte skarpt øje med mig og at jeg ikke kendte området, ville jeg være løbet ud af den halvåbne dør der førte fra stuen og ud til terrassen. Men hvis min plan - som jeg endnu ikke havde udtænkt - skulle kunne lykkedes, ville det tage noget tid. Først måtte jeg finde ud af, hvilken udgang jeg skulle benytte - dernæst hvilken vej jeg skulle løbe, når jeg fandt ud af at komme om på den anden side af den kæmpe port jeg kun lige akkurat kunne se igennem vinduet, og sidst men ikke mindst, hvornår jeg skulle forsøge at tage afsted. Det bedste tidspunkt måtte næsten være imens de sov. 

Når det kom til pleje, var jeg endelig kommet ud af kjolen og hættetrøjen. Jeg havde været i bad, og siden jeg ikke havde nogen at skulle imponere, var mit hår bare blevet kastet op i en rodet knold. Jeg havde fået tildelt en af Harrys alt for store, sorte t-shirts, og et par af Nialls løse, sorte fodboldshorts, som jeg hoppede i uden at klage. Nye sokker havde jeg ikke fået, men mine egne var ikke længere våde, så jeg var ligeglad. Jeg tog hvad jeg kunne få. 

Jeg brød hurtigt ud af den trancelignende tilstand jeg befandt mig i, da jeg hørte mit navn blive nævnt. Først troede jeg at det var en af drengene, hvilket dog umuligt kunne passe, da stemmen tilhørte en kvinde. Det var der jeg opdagede, at fjernsynet der hang på væggen var tændt.

"... Den 18-årige Aurora Morgan som er ikke er set siden i forgårs aften, hvor hun sneg sig ud for at tage til fest. Aurora beskrives som værende 165 centimer høj, slank af kropsbygning og lys i huden. Hun har langt, brunt hår, blågrønne øjne og et tydeligt ar på venstre underarm. Hvis man har nogen informationer vedrørende hendes forsvinden, bedes man kontakte politiet, på nummeret der står på skærmen. Vi stiller nu om til hendes familie, som har - "

Det var det sidste jeg nåede at høre, før fjernsynet blev slukket for næsen af mig. "Tænd igen" hvæsede jeg desperat, og vendte mig om mod Liam som stod med fjernbetjeningen i hånden. De fire drenge delte et par alvorlige blikke med hinanden, før de rystede på hovederne. "Det tror jeg ikke ville være den bedste ide, Aurora." mumlede han, og lagde den fra sig. Mine øjne begyndte hurtigt at løbe i vand, og der gik ikke mange sekunder før jeg spurgte ham igen - denne gang på en sødere måde, men stadigvæk lige så desperat som før. Svaret var stadigvæk nej. 

Jeg kunne knapt nok mærke min krop, da jeg vendte mig om igen. Var det virkelig allerede to døgn siden? Vi nærmede os ihvertfald aftentimerne, og siden nyhedsoplæseren havde omtalt min forsvinden som "i forgårs", var det jo den eneste forklaring. "Hvis det er penge i vil have, kan i lige så godt opgive" mumlede jeg, og kunne mærke hvordan drengene endnu engang rettede opmærksomheden mod mig. "Så skulle i have kidnappet Annabelle. Hende ville min far øjeblikkeligt give sin krop og sjæl for. I valgte den forkerte tvilling."

De spurgte ikke indtil hvad jeg mente, men det var også tydeligt at se, at de allerede havde forstået det. Selvfølgelig elskede mine forældre mig, de elskede bare Annabelle højere - og det var der ikke noget at gøre ved. "Siden du nok skal være her i et stykke tid, har vi - " begyndte Harry, men jeg afbrød ham hurtigt.

"I et stykke tid? Hvad så hvis min far giver jer de penge, som han han åbenbart skylder jer - slipper i mig så bare fri? Jeg ved jo for fanden hvordan i ser ud, og ville kunne identificere jer så let som ingenting! Jeg tror ikke at jeres plan er helt så gennemtænkt, som i ellers gik rundt og troede."

Harry sukkede en smule, men fandt et lille smil frem. "For det første, skal du ikke afbryde mig" begyndte han, og gestuerede med sin venstre hånd at jeg skulle sætte mig op til spisebordet, hvor der var dækket fint op til fem. Jeg blev placeret ved enden, hvor de alle sammen kunne holde øje med mig, selvfølgelig. "Og for det andet, kommer det ikke til at ske - for til den tid er vi ovre alle bjerge. Men selvfølgelig har vi en lille forsikring, i form af Annabelle."

Mit blik fór øjeblikkeligt op fra den skål pasta der var blevet placeret foran mig, og direkte ind i hans øjne. Jeg behøvede ikke engang at spørge hvad fanden han mente med det, i og med at mit blik var nok i sig selv. "Hvis du så meget som hentyder til hvem vi er, har vi kontakter der med glæde vil tage sig af din tvillingesøster. Det får din far selvfølgelig også at vide, så mon ikke han råder dig til at holde kæft?"

Jeg sank en klump, for selvfølgelig havde han ret - men det ændrede ikke på, hvor stor en lyst jeg havde til at slå ham ihjel. Jeg var hurtig til at gribe fat om en smule pasta, og kyle det direkte i hovedet på ham. "DU ER SINDSSYG. I ER ALLE SINDSSYGE!" skreg jeg, inden jeg for alvor begyndte at kaste med maden og slå ud efter dem. De var hurtige til at rejse sig, og lade stolene vælte bag dem.

Louis var den første der nåede om bag mig, og fik viklet sine arme omkring min krop. Det gjorde selvfølgelig at jeg knapt kunne bevæge mig og trække vejret, men jeg blev ved. Hellere dø i forsøget på at skade dem, end at leve videre og vide at jeg ingenting gjorde. Det var min umiddelbare første tanke ihvertfald. "Slap så af!" vrissede han bagfra, og jeg kunne mærke hvordan han måtte bruge kræfter på at holde mig på plads. Så virkede det da en smule! Jeg skreg af mine lungers fulde kraft som svar, og håbede at han forstod en hentydning.

Da Harry stillede sig foran os nåede jeg lige akkurat at snitte ham med min fod inden Louis tacklede mig, hvorefter jeg landede fladt på ryggen på gulvet. Det tog ham ingen tid at holde mine hænder fast til hver sin side, og sætte sin på min mave - men jeg opgav ikke sprælleriet. Jeg hev, sled og vred i min krop for at komme fri, men intet virkede. 

"Er du færdig?" mumlede Harry, da jeg endelig slappede en smule af i kroppen. Jeg nikkede. "Sig det." 

Jeg forstod ikke hans problem, og absolutte behov for at få en verbal bekræftelse - men alt jeg havde at sige var "fuck dig", hvilket selvfølgelig ikke blev taget så godt imod. Louis skulle lige til at slå mig igen, da Harry smågrinende stoppede ham. "Lad hende være. Hun har været igennem en del." 

De andre drenge virkede ikke just tilfredse med hans svar, men accepterede det alligevel. De gik på kompromis og smed mig tilbage i kælderen i stedet, denne gang med en sovepose under armen, så jeg ikke skulle ligge på det kolde gulv. Måske gemte der sig alligevel ordentlige drenge, under deres hårde ydre. "Kan du ikke sætte den på den anden ankel, please?" bad jeg, da Niall skulle låse kæden fast til mit ben. Jeg var stadig blå og hævet efter sidste gang, som jo kun var en time eller to siden, men han virkede heldigvis ligeglad og gjorde som jeg bad om.

"Hvis du bare ville opføre dig ordenligt, ville det her slet ikke være nødvendigt" sukkede han, inden han gik tilbage mod døren. Jeg lod et ukontrolleret grin forlade min mund, til vores begges store overraskelse. "Kan i slet ikke se, hvad i gør? I har kidnappet mig på baggrund af noget med min far, og truer derudover min søster på livet. I er forfærdelige, og jeg forstår ikke hvordan i kan leve med jer selv!"

Han virkede ikke overrasket over mine ord, men trak i stedet bare på skuldrene og forlod mig alene i kælderen, inden han låste døren bag sig.

Og så passerede minutterne, timerne og dagene.

Jeg ved ikke hvor længe jeg blev siddende og liggende dernede, da det var fuldstændig som at miste tidsfornemmelsen. Lyset var slukket på alle tidspunkter, så jeg kunne absolut ingenting se. Jeg havde ikke spist siden jeg tog afsted hjemmefra, hvilket kunne være alt fra to til tyve døgn siden. Nok ikke tyve, men you get the point. Dog følte jeg mig ikke sulten, selvom min mave rumlede. Jeg følte mig til gengæld drænet for energi, og ude af stand til at holde oprejst.

Det opdagede Liam også, da han kom ned for at kontrollere hvordan jeg havde det. "Ikke godt" var svaret, men det sagde jeg selvfølgelig ikke højt. De få portioner mad de havde været nede med, havde jeg ikke spist - for jeg havde ikke behov for det. Jeg ville hellere dø, hvis jeg skulle være helt ærlig. Og det tror jeg også ret hurtigt, at han fandt ud af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...