Pure

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2017
  • Opdateret: 29 jun. 2017
  • Status: Igang
De 18-årige tvillingesøstre Aurora og Annabelle Morgan, har altid været meget forskellige. Hvor Aurora er eventyrlysten, festglad og fremme i skoene, er Annabelle tilbageholdene, genert og forældrenes kæledægge - så da Aurora en aften beslutter sig for at snige sig ud og tage til fest, er det på egen hånd. Hun krammer Annabelle farvel og lister ud, uden at blive opdaget. Men før hun når frem, render hun ind i en mystisk, ukendt dreng, som kender hendes navn. Det er ikke unormalt, taget i betragtning at hendes forældre er succesfulde forretningsfolk, som tit er fremme i medierne - men der er noget, som virker forkert. Før Aurora kan nå at se sig om, bliver hun holdt fast og tvunget ned på jorden, mod sin vilje. Ude af stand til at skrige eller flygte, mærker hun hvordan kluden bliver tvunget nedover hendes mund, og alting bliver sort.

39Likes
19Kommentarer
4518Visninger
AA

3. KAPITEL TO

 

KAPITEL TO

"Hvad skal vi gøre med hende?"
"Vi beholder hende her, til vi får vores penge."
"Hvad hvis hun prøver på at flygte?"
"Umuligt. Ikke med den kæde bundet om benet."
"Skal hun bare være i kælderen?"
"Hun kan gøre rent og lave mad, tænker jeg."

Jeg kunne ikke genkende stemmerne omkring mig, hvilket hovedsageligt var årsagen til at jeg blev liggende på gulvet med lukkede øjne. Det tog et par minutter før aftenen kom tilbage til mig, og før det gik op for mig, at jeg rent faktisk var blevet kidnappet. Jeg vidste ikke om det var nat eller dag, hvor jeg var henne og hvad formålet var med det hele, men nu fortrød jeg virkelig, at jeg ikke havde lyttet til Annabelle. Jeg prøvede at ignorerer kvalmen og faktum at hele min krop snurrede rundt, men det var svært - og det opdagede drengene med de ukendte stemmer også hurtigt, for ikke mange sekunder efter blev jeg tvunget op og sidde, og min krop blev rusket i. Jeg slog forsigtigt øjnene op, hvor en lyshåret dreng med det samme kom til syne, siddende på hug foran mig, 

"Det ser ud til, at vores veninde endelig er vågnet op." mumlede han, og kiggede rundt på de tre drenge der stod bag ham. Allerede ved første blik kunne jeg genkende drengen der havde tvunget kluden nedover munden på mig, og som havde smidt mig ind på bagsædet af sin bil. Ham der havde kidnappet mig. Det var svært at se deres ansigter ordenligt i lyset fra den lille elpære i loftet, men knapt så svært at se det smørrede smil der fandt vej til hans læber, da det gik op for ham at jeg genkendte ham. Han tog et par faste skridt fremad, i samme øjeblik som jeg prøvede at rykke mig tilbage - det var dog uden nytte, for det skulle vise sig at jeg var lænket fast til væggen jeg sad opad, ude af stand til at flytte mig mere end et par meter. 

Han satte sig hurtigt ned på hug foran mig, og strøg min kind med sine fingerspidser.

"Godmorgen, Aurora" begyndte han, og forværrede den kvalmende følelse i min mave. "Eftersom at du skal være her i et stykke tid, må vi hellere introducere dig til vores regler. Mit navn er Harry, og det her er Liam, Louis og Niall" mumlede han, imens han pegede rundt på de tre drenge. "Imens du er i vores varetægt, skal du gøre præcis som du får besked på. Du skal ikke være næsvis, og du skal ikke svare igen - ellers bliver det værst for dig selv. Du skal lave mad til os, gøre rent for os og hvad der ellers må høre med. Hvis du bryder nogle af de regler kommer du herned i kælderen igen, hvor du vil blive lænket fast væggen - præcis som nu. Hvis du bare så meget som forsøger på at flygte, kommer du til at rådne op hernede. Er reglerne forstået?"

Jeg rystede på hovedet. "Hvorfor gør i det her? Hvad er formålet?" mumlede jeg, og undgik så vidt som muligt at danne øjenkontakt. Jeg måtte for alt i verden ikke virke svag foran dem, da de kunne bruge det til at udnytte mig - og ved at kigge alle andre steder hen end i øjnene på dem, kunne jeg højst sandsynligt undgå at græde. Louis grinede hånligt af mig, og lagde armene over kors.

"Det kommer ikke dig ved, men jeg kan sige så meget, at din far skylder os en stor sum penge - og indtil vi får dem, beholder vi dig. Så nu holder du din fucking kæft, og svarer på Harrys spørgsmål. Er reglerne forstået?"

Jeg vidste udemærket godt, at jeg ikke burde have gjort det. Der kunne umuligt komme noget godt ud af det. Men følelsen af at plante en stor, fed spytklat i hovedet på ham, var bedre end noget andet - så jeg gjorde det. Lige imellem øjnene, på toppen af næseryggen. Jeg så knapt nok hans knyttede hånd svinge i luften, før den havde ramt min kæbe og hele mit hoved fløj til siden.

En smertende, brændende fornemmelse bredte sig hurtigt i mit ansigt, og langsomt løftede jeg min hånd op som støtte. "Det gør du aldrig igen! Er det forstået?" halvskreg Louis og greb fat om hele min kæbe med sin venstre hånd, imens han tvang mig til at kigge op. Jeg vred mig i smerte for at slippe fri og prøvede gentagende gange at slå hans hånd væk, imens de andre drenge grinende kiggede på. Jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage, og lod dem få frit løb. "Ja!" hulkede jeg lavmælt, og kiggede op på ham. "Ja, det er forstået!". Med de ord hev han sin hånd til sig, og jeg måtte kæmpe for at få vejret.

Jeg blev siddende imens de rejste sig op og gik ud af døren, som de låste bag sig. Efter et par minutter fyldt med tårer og selvmedlidenhed, besluttede jeg dog at det ikke var det værd. Jeg måtte overbevise mig selv om, at jeg var stærk og sagtens kunne klare mig. Jeg var stadig en smule rundtosset efter Harrys stunt med kemikaliekluden, så det tog et stykke tid at komme på benene. Det var sikkert både usunde og farlige stoffer jeg havde indåndet, men forhåbentlig ville det ikke give mig nogen konsekvenser. 

Det var ikke svært at se, at jeg befandt mig i et kælder-lignende lokale. Det var ikke særlig stort og der var ingen vinduer - det eneste lys kom fra den lille elpære, som hang ned fra loftet i en tynd ledning. Den tykke kæde der var bundet om mit ben, tillod mig kun at bevæge mig omkring en meter til hver side. Det var ikke meget, men nok til at jeg kunne nå elpæren, og lyse rundt i krogene af kælderen. 

Op langs den ene væg stod et skrivebord hvorpå der lå en blok og en stak blyanter, og under bordet stod en stol. Det var dog for langt væk til at jeg kunne komme derover, så jeg kunne ikke helt se pointen. På den anden væg hang et kæmpe spejl, og det var først da jeg lyste på det og så min reflektion, at det gik det op for mig hvilket tøj jeg havde på. Min stilfulde-sexede kjole var så godt som ødelagt, beskidt og flænset, hvilket stak en smule i mit hjerte. Min hættetrøje fejlede dog - imod alle odds - absolut ingenting. Mit hår var uglet, min makeup var udtværet og af en eller anden grund var mine sokker våde.

Og det var egentlig det. Det var kælderen, og det var her jeg sad lænket fast. Ikke så meget som en madras, havde jeg fået ned.

Jeg ved ikke hvor længe jeg blev siddende, men efter et godt stykke tid, gik lyset ud. Om det var drengene der havde slukket det, vidste jeg ikke - jeg udnyttede bare tiden, og lagde mig fladt ned på det kolde gulv for at sove. Jeg foldede forsigtigt min hættetrøje sammen, og brugte den som hovedpude. Det burde ikke kunne lade sig gøre at falde i søvn under de omstændigheder, men det var præcis hvad jeg gjorde. 

Så jeg sov. Jeg ved ikke hvor længe, men jeg vågnede ved en hånd der let strøg igennem mit hår, og lyden af en meget tung vejrtrækning over mig. Jeg fløj øjeblikkeligt op og pressede mig selv op ad væggen, i et forsøg på at komme væk. Døren til kælderen stod åben og lyset udefra blændede mig, så det tog et stykke tid før det gik op for mig, at det var Harry der sad foran mig. "Du skal ikke være bange" mumlede han, og rejste sig op. Jeg sagde ingenting, men prøvede endnu en gang at skubbe mig længere tilbage, hvilket selvfølgelig gav bagslag. Han grinte hæst, og rystede på hovedet. "Du kommer ingen vegne på den måde." 

Jeg sank en klump og opgav. Han havde jo alligevel ret. "Jeg låser kæden op nu, og så følger du med mig ovenpå. Jeg gider ikke nogen flugtforsøg, for så kommer du direkte herned igen. Er det forstået?" begyndte han, og lænede forsigtigt sin krop op af væggen. Jeg nikkede. "Sig det". For første gang kiggede jeg ham direkte ind i øjnene, og fandt min selvsikre stemme frem. "Jeg lover, ikke at løbe væk". Et smil fandt vej til hans læber, inden han satte sig på hug og drejede nøglen rundt i låsen. Han lod hurtigt kæden - der ellers havde siddet og strammet til om min ankel - falde til jorden, og jeg masserede den forsigtigt med begge mine hænder, for at få smerten til at gå væk. Den var blevet helt blå og hævet.

"Det var jo ikke så svært, vel?" mumlede han en smule retorisk, men jeg rystede alligevel på hovedet som svar. Han fik hevet mig op og stå på benene, og med et fast greb om min overarm, førte han mig hen mod døren og op ad trapperne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...