Pure

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2017
  • Opdateret: 29 jun. 2017
  • Status: Igang
De 18-årige tvillingesøstre Aurora og Annabelle Morgan, har altid været meget forskellige. Hvor Aurora er eventyrlysten, festglad og fremme i skoene, er Annabelle tilbageholdene, genert og forældrenes kæledægge - så da Aurora en aften beslutter sig for at snige sig ud og tage til fest, er det på egen hånd. Hun krammer Annabelle farvel og lister ud, uden at blive opdaget. Men før hun når frem, render hun ind i en mystisk, ukendt dreng, som kender hendes navn. Det er ikke unormalt, taget i betragtning at hendes forældre er succesfulde forretningsfolk, som tit er fremme i medierne - men der er noget, som virker forkert. Før Aurora kan nå at se sig om, bliver hun holdt fast og tvunget ned på jorden, mod sin vilje. Ude af stand til at skrige eller flygte, mærker hun hvordan kluden bliver tvunget nedover hendes mund, og alting bliver sort.

39Likes
19Kommentarer
4599Visninger
AA

5. KAPITEL FIRE

 

KAPITEL FIRE

"Aurora, hvis du ikke frivilligt vil spise, så bliver vi nødt til at tvinge maden i dig. Det er ikke sundt at sulte sig selv, og vi ved godt at du ikke kan lide at være her, men det betyder ikke at du bare kan boycotte mad. Forstår du det?" 

Jeg kiggede sløvt op fra sofaen som jeg endnu engang var blevet placeret på, og direkte ind i Liams øjne. Han sad på hug foran mig, side om side med Niall, med sin ene hånd på mit knæ. Louis og Harry stod bag dem med armene over kors og kiggede alvorligt på mig, men jeg var for træt til at komme med spydige kommentarer, så jeg lod muligheden passere. "Man kan overleve i en måned uden mad" mumlede jeg, og lukkede øjnene i med et gab. 

"Se på os, Aurora" hvæsede Harry, hvilket jeg i første omgang ikke hørte og som han derfor måtte gentage, hvorefter jeg opgivende kiggede op på ham. "Du har ikke spist siden du kom, hvilket er fem døgn siden. Enten sætter du dig hen til bordet nu og spiser, eller også hiver vi dig derhen. Dit valg."

Jeg rystede langsomt på hovedet og lukkede et lille grin ud, hvilket de ikke brød sig specielt meget om. "I fatter det bare ikke, vel?" begyndte jeg, for efterfølgende at give dem fingeren på skift. "Fuck jer alle sammen. Jeg gør hvad jeg har lyst til, og i kan ikke tvinge mig til andet. Lad mig rådne op i kælderen, jeg er fucking ligeglad. Bare lad mig være!". 

Jeg rullede forsigtigt om på siden, og lukkede øjnene i igen. Hvad der helt præcist skete i de efterfølgende sekunder, vidste jeg ikke - så da Louis greb fat i mine arme og rev mig op af sofaen, imens han mumlede noget i retning af "så er fucking nok", gik jeg i baglås. Det undrede mig dog ikke, han havde jo allerede bevist at han ingen grænser havde.

"SLIP MIG SÅ DIN PSYKOPAT!" skreg jeg af mine lungers fulde kraft, imens han slæbte mig på tværs af stuen. Det var svært for ham at holde mig på plads når jeg sparkede og slog fra mig, så det blev jeg ved med, indtil han endelig gav slip og jeg landede på gulvet. De var hurtigt ovre mig, og da først Niall havde grebet fat i min fod efter at jeg havde sparket ud efter ham, kunne Louis så let som ingenting sætte sig på mig, og holde mine arme fast.

Jeg ved ikke hvorfor de hele tiden brugte det trick, og hvorfor at jeg ikke kunne komme fri - jeg havde trods alt gået til karate, som tidligere fortalt. Men det stressede mig. Følelsen af ikke at kunne flytte sig, og blive holdt nede - det var uudholdeligt. At se Harry nærme sig med den selvsamme pasta jeg havde kastet efter ham var dog dråben, så jeg skreg. Jeg skreg og jeg vred mig, indtil jeg ikke kunne skrige og vride mig mere. Til min store overraskelse, lod de mig dog bare gøre det. De ventede tålmodigt - selv da Liam spurgte om jeg var snart færdig og klar til at tage mig sammen, og jeg endnu engang begyndte at skrige, ventede de. 

Harry havde i mellemtiden sat sig på knæ bag mit hoved, og delvist oven på mit hår - og så skete det. Han tvang pastaen ned i halsen på mig, og for at undgå at jeg spyttede det ud igen, pressede han sin hånd nedover min mund. Enten kunne jeg tygge maden, eller kvæle mig selv i den. Jeg havde allerede opgivet at virke stærk - tårerne trillede ukontrolleret ned af mine kinder, imens jeg fortsat prøvede at skrige. I et forsøg på at overgive mig, udstødte jeg noget der til uigenkendelighed kunne lyde som "Mmhokkamyy", og så hvordan de rynkede panderne og prøvede at forstå hvad jeg mente. 

"Hvis du ligger stille og holder kæft, er jeg sikker på at Harry nok skal fjerne hånden" hvæsede Louis, og strammede sit greb om mine håndled en smule. Det var imod alle mine principper at overgive sig, men jeg havde ikke noget valg - så jeg stoppede med at vride mig, jeg stoppede med at skrige og jeg forsøgte at stoppe med at græde. 2/3 ting lykkedes. Drengene udvekslede i et kort øjeblik blikke, hvorefter Harry forsigtigt fjernede hånden. 

​"Okay" peb jeg, og forsøgte at fokusere. "Jeg skal nok". Harrys blik fangede mit, på trods af at han fra min synsvinkel vendte på hovedet, og jeg kunne bogstaveligtalt fornemme hvordan han skulle til at begynde på sit 'sig det' pis, så jeg kom ham i forkøbet. "Jeg skal nok spise. Jeg skal nok opføre mig ordentligt, jeg skal nok gøre hvad i beder mig om, jeg skal nok gøre alt hvad i vil have. Bare slip mig, og lov mig at jeg aldrig kommer tilbage i den kælder."

At se tilfredsstillelsen i deres øjne gav mig kvalme - blikke, der bogstaveligtalt betød fuck-ja-vi-har-lige-knækket-en-atten-årig-pige. Louis der løftede min svage, trætte krop op fra gulvet og puffede mig i retning af bordet, hjalp heller ikke. Jeg hev langsomt stolen ud og satte mig, inden jeg skar pastaen ud og spiste. Der skulle blod, sved og tårer til, men jeg spiste - og det var fantastisk. Jeg kunne virkelig mærke hvor sulten jeg egentlig havde været, og var næsten skuffet da der ikke var mere tilbage. Det var indtil Niall placerede endnu en skål foran mig, og bad mig spise op. Noget i stil med, at jeg var i kalorieunderskud - jeg lod som om at det gik mig på, men det var egentlig en lettelse. Knapt så rart at blive nedstirret, men noget jeg kunne leve med.

"Flot, Aurora" mumlede Harry, da jeg var færdig. Jeg gav ham et forsigtigt blik, uden at sige noget. "Jeg tror, at det er det rette tidspunkt" fortsatte han, og greb fat om min overarm for at hive mig op. Jeg rev den dog hurtigt til mig af ren forskrækkelse, og blev straks mødt af hans lynende blik. Jeg sank en klump, og lod ham tage fat om mit håndled i stedet,

Han førte mig op af trapperne, til anden etage - for enden af gangen, ved det eneste soveværelse der havde dobbeltdøre, skubbede han mig ind og præsenterede lokalet som mit, når jeg altså 'opførte mig ordentligt'. Jeg slog med det samme øjnene op ved synet. En kæmpe seng, et kæmpe skab og et kæmpe skrivebord kom til syne, og frydede mine øjne. Sengen var selvfølgelig fyldt med bløde puder, skabet med tøj og skrivebordet med bøger samt tegneserier, blyanter og blokke - alt jeg skulle bruge, for at underholde mig selv.

Jeg prøvede at ignorere tremmerne for vinduerne, og de mange hængelåse og nøglehuller på ydersiden af døren, men Harry kunne sagtens se at det gik mig på. "Hør, Aurora. Jeg ved godt at det ikke er det fedeste, men der er ikke noget vi kan gøre. Tro mig!" mumlede han, og jeg fnøs ukontrolleret. Det var bare en vane, når folk var så snotdumme at sige noget der havde en logisk forklaring. "Selvfølgelig er der noget i kan gøre. I kan tale med min far, som er det egentlige problem. Ikke kidnappe hans datter, og afpresse ham på den måde. Jeg ved ikke engang hvorfor at han skylder jer penge, men det er også ligemeget. Må jeg gerne være alene nu?"

Han sukkede stille og gav mig et lille nik, uden at svare på mit indirekte tydeligvist-ikke-ligegyldige-spørgsmål om, hvorfor min far skyldte dem penge. Jeg var ved at dø af nysgerrighed! 

"Du skal nok komme hjem, når din far har betalt os. Vi skal lige i kontakt med ham først, selvfølgelig. Jeg skal nok fortælle ham, at du savner dem". 

Jeg var ikke taknemmelig, det ville være synd at sige - men taknemmeligere end før ihvertfald. Jeg nikkede og satte mig på sengekanten, imens jeg observerede hvordan han lukkede dørene bag sig, og låste de mange låse. Jeg var ikke træt, men det kunne meget vel være min eneste mulighed for at få noget ordenligt søvn, så jeg lagde mig tilbage og lukkede øjnene i. Nu skulle jeg bare finde ud af, hvordan jeg bedst muligt kunne flygte, uden at blive opdaget. Jeg kunne prøve at liste tremmerne løse, men eftersom at de var lavet af metal og sikkert boltret fast, virkede det ikke som min bedste chance.

Desuden ville det betyde at jeg enten skulle hoppe eller klatre ned ad muren fra anden etage, hvilket ikke ligefrem var noget jeg var vant til, eller kunne finde ud af. Det gik jeg da ud fra, ihvertfald. Det skulle også være noget jeg kunne gøre lydløst, så den ide var allerede strøget. 

Jeg kunne stjæle deres nøgler og låse mig selv ud i friheden? Men det krævede selvfølgelig at jeg skulle låse døren op fra ydersiden, og eftersom at jeg var på indersiden... Ja, ikke nogen god ide. Rettere sagt umuligt.

Sådan fortsatte jeg hele natten. Jeg tænkte over hver eneste mulighed for at flygte, eller på en anden måde informerer omverdenen om, hvor jeg befandt mig. Og så pludselig efter flere timer, ud af ingenting - så vidste jeg det bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...