Pure

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2017
  • Opdateret: 29 jun. 2017
  • Status: Igang
De 18-årige tvillingesøstre Aurora og Annabelle Morgan, har altid været meget forskellige. Hvor Aurora er eventyrlysten, festglad og fremme i skoene, er Annabelle tilbageholdene, genert og forældrenes kæledægge - så da Aurora en aften beslutter sig for at snige sig ud og tage til fest, er det på egen hånd. Hun krammer Annabelle farvel og lister ud, uden at blive opdaget. Men før hun når frem, render hun ind i en mystisk, ukendt dreng, som kender hendes navn. Det er ikke unormalt, taget i betragtning at hendes forældre er succesfulde forretningsfolk, som tit er fremme i medierne - men der er noget, som virker forkert. Før Aurora kan nå at se sig om, bliver hun holdt fast og tvunget ned på jorden, mod sin vilje. Ude af stand til at skrige eller flygte, mærker hun hvordan kluden bliver tvunget nedover hendes mund, og alting bliver sort.

39Likes
19Kommentarer
4658Visninger
AA

2. KAPITEL ET

 

KAPITEL ET

Jeg trak lydløst min hættetrøje over hovedet og bandt snørebåndene på mine sko, inden jeg prikkede Annabelle på skulderen og bad hende gøre sig klar, så vi kunne komme afsted til tiden. Klokken var lidt over elleve om aftenen og vores forældre havde akkurat lige lagt sig til at sove, hvilket betød at vi endelig kunne snige os ud, uden at de ville opdage os. "Er du sikker på at det er en god ide, Aurora?" mumlede hun lavmælt, og først dér gik det op for mig, at hun stadig var iført sin pyjamas. 

"Anna" begyndte jeg sukkende, og greb fat om hendes skuldre. "Det her er årets fest! Alle de populære elever kommer, og som din bedrevidende tvillingesøster ved jeg, at det er en aften du ikke vil gå glip af!"

Jeg vidste godt at vi kun var blevet inviterede, fordi at vores forældre var meget succesfulde forretningsfolk. Alle vil jo være venner med dem, der har penge og mediernes opmærksomhed - men jeg så det ikke som en dårlig ting, tværtimod. Vi kunne jo lige så godt udnytte muligheden, og få en fest ud af det! 

Annabelle kiggede tøvende ned i gulvet, inden hun lagde sine arme over kors. Hver eneste gang hun gjorde det, vidste jeg udemærket godt at hun havde tænkt sig at bakke ud fra vores planer. Det gjorde hun altid. Måske var det fordi at mor og far havde forbudt os at tage med til festen, eftersom at det var en ældre dreng fra årgangen over os der var vært, og hun var deres kæledægge som aldrig kunne finde på at bryde deres regler. Vi talte aldrig om det, men det var tydeligt at se, at hun var deres yndlingsbarn. 

"Vi er 18 år gamle, Anna. Du kan ikke blive ved med at leve i skyggen af mors og fars regler, for så kommer du jo aldrig ud! Du må tage chancer engang imellem, og gøre hvad du selv har lyst til. Vi er ikke små børn mere, vi er myndige og de kan ikke holde os tilbage."

"Kan vi ikke bare blive hjemme, Aurora?" begyndte hun, og hev mig i ærmet. "Vi kan se lykkehjulet og drikke kakao, eller spille et brætspil hvis du har lyst?" 

Jeg rystede forsigtigt på hovedet, og kunne straks se hvordan skyldfølelsen overvældede hende. Hun havde trods alt lovet at tage med. Jeg havde allerede taget min fineste kjole på, der var den perfekte blanding mellem stilfuld og sexet, og lagt min makeup. Normalt var jeg ikke typen der gjorde så meget ud af mig selv, men hvis alle de populære drenge og piger skulle se mig, var det vigtigt at være smuk. Ihvertfald for en enkelt aften.

"Det er fint nok, Annabelle" mumlede jeg, og listede nedenunder. Hun fulgte ugideligt efter mig, og gav mig et kram på vejen ud. Hvis ret skulle være ret, var jeg på ingen måde sur - jeg vidste godt på forhånd, at hun ville sige fra. Vi var bare meget forskellige på det område, og det var der ikke noget at gøre ved.

Med tasken over skulderen hev jeg den røde cykel ud af cykelstativet, og drønede ned ad gaden. Josh Ranch, drengen der var vært for festen, boede kun et par kilometer væk, så det burde ikke tage så forfærdeligt lang tid at nå frem. Hans forældre var taget på ferie, og ifølge rygterne der var i omløb på skolen betød det, at han ville holde fest hver dag. Det havde han bare 'glemt' at fortælle sine forældre. 

Jeg kunne selvfølgelig ikke ankomme på min mors gamle vrag af en cykel, så min på-ingen-måde-gennemtænkte-plan var at smide den i en hæk et par hundrede meter væk, og gå det sidste stykke selv - hvilket var præcis hvad jeg gjorde. Jeg fumlede med at få den låst fast til lygtepælen, for selvom at min mor aldrig ville opdage at den var væk og sagtens ville kunne erstatte den, blev jeg jo stadig nødt til at passe på den.

"Aurora Morgan?"

Det gav et sæt i mig ved lyden af den ukendte stemme bag mig, og af ren forskrækkelse vendte jeg hurtigt rundt på hælen, hvor en brunhåret dreng stod. Jeg kunne kun se farverne og omridset af ham, eftersom at han stod udenfor lygtepælens lyskegle, men det var nok til at skræmme mig. "Kender jeg dig?" mumlede jeg forsigtigt og uden at forvente et svar, før jeg begyndte at gå i retning af festen. Selvom jeg var et par hundrede meter væk, kunne jeg sagtens høre den høje musik. Til min store overraskelse fulgte drengen dog efter mig, hvilket fik mig til at stoppe op.

"Undskyld, jeg ville ikke skræmme dig" begyndte han, da han nåede op på siden af mig og så min reaktion. "Jeg var bare usikker på, hvor festen var." Han var endelig fremme i lyset, hvilket gav mig en chance for at se ordentligt på ham. Han havde brunt, krøllet hår, strålende grønne øjne, et markeret ansigt og var desuden en del højere end mig. Han trådte et skridt tættere på. "Følg musikken" mumlede jeg, og blev stående. Det var da et åndssvagt spørgsmål, med et logisk svar. Han nikkede en smule men rykkede sig ikke, hvilket fik mig til at tænke videre.

"Hvis du bare skulle spørge om vej, hvordan kendte du så mit navn?"

Et spørgende blik fandt vej til hans ansigt, men før han kunne nå at åbne munden, fortsatte jeg. "Og hvis du skal til fest, hvor er så din billet? Hvis du kendte Josh Ranch ville du vide, at han altid laver adgangsbilletter til sine gæster". Den sidste del var en løgn - eller, det gik jeg ihvertfald ud fra. Jeg ville bare gerne se hans reaktion, hvilket skulle vise sig ikke at være en god ide. Det milde, spørgende ansigtsudtryk blev hurtigt udskiftet med et vredt, og han trådte endnu et skridt frem.

"Du spørger godt nok meget, Aurora" begyndte han, og greb hårdt fat i min arm. Jeg havde aldrig oplevet nogen lignende, og kunne knapt nok få mig selv til at skrige. "Verden er et farligt sted. Du skulle være stukket af imens du kunne". Hans greb strammede til, og først dér gik alvoren op for mig. I samme øjeblik som jeg åbnede munden, dækkede han den til med en klud jeg ikke før havde set. Jeg kunne med det samme lugte at den var sprøjtet med kemikalier, og tyede til selvforsvar. Jeg havde tre års karatelektioner på bagen, som ikke var gået til spilde. 

I en hurtigt bevægelse hamrede jeg min hæl ned på hans fod, og gav ham en albue i maven med min frie arm. Hans første reaktion var - som forventet - at give slip på mig, og tage sig til maven. Jeg snuppede muligheden, og satte i løb. Af mine lungers fulde kraft skreg jeg på hjælp, imens jeg fortsatte ned ad vejen. Musikken fra festen blev delvist lavere, hvilket betød at jeg var løbet i den forkerte retning. Det havde været en del sikrere at være omgivet af mennesker, end at løbe alene. 

Så jeg løb, og jeg løb, og jeg løb. Så hurtigt at jeg knapt kunne få vejret, og jeg satte ikke farten ned. Men selvfølgelig var han hurtigere. Ud af ingenting blev jeg tacklet bagfra, og landede med fronten først i det våde græs. Hans hænder var hurtige til at gribe fat om mine arme, og holde dem fast. Det gav ham selvfølgelig et problem med kluden, for hvis meningen var at han ville bedøve mig, skulle han jo sørge for at jeg indåndede kemikalierne. 

Så jeg begik min største fejl - jeg fik vendt mig selv rundt, så jeg lå på ryggen. Han sad jo med et ben på hver sin side af mig, og tvang mig ned.

Han kunne nemt holde begge mine håndled fast over mit hoved, med en af sine hænder. Han var både stærkere og tungere, så det var intet problem. Selvom jeg vred mig i smerte og skreg for at komme fri, pressede han kluden nedover mit ansigt. Jeg holdte vejret, og håbede på et mirakel. Et smørret smil fandt vej til hans læber, imens han blev siddende.

"Du kan ikke holde vejret for evigt, Aurora." begyndte han, og jeg vidste udemærket godt at han havde ret. "Der er ingen der kommer og hjælper dig. Se dig omkring, vi er alene! Du kan lige så godt opgive - så lover jeg, at jeg passer på dig". Med de ord åbnede jeg munden og trak vejret normalt. Der gik ikke lang tid før jeg kunne mærke min krop blev svagere, og jeg stoppede med at kæmpe imod. Han skulle heller ikke bruge nær så mange kræfter længere.

Et hånligt grin undslap hans mund i sekunderne inden jeg lukkede øjnene i, og jeg kunne tydeligt høre ham hviske, hvor dygtig jeg var. Det gav mig for alvor kvalme, men der var ingenting jeg kunne gøre. Jeg vidste udemærket godt, at han havde vundet - og så blev alting sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...