Ensomhedens tilstedeværelse

Ignoreret, alene, ensom. // Bidrag til konkurrencen "Piger 2018" med emnet Ensomhed.

2Likes
0Kommentarer
86Visninger

1. -

Jeg tjekker min snapchat for hvad føles som hundredende gang, men det er nok kun den syvende. Der er endnu ikke sket noget nyt. Michelle har endnu ikke åbnet den, jeg sendte til hende. Sune har åbnet, men det var for tretten minutter siden, så jeg har droppet at forvente et svar. Sådan fortsætter det hele vejen ned af listen, der er kun lyserøde eller lillae pile, ingen firkanter der venter på at blive åbnet.

Jeg fortsætter ind på instagram, hvor jeg lagde et billede op i går, af mine nye sko. Jeg har dem på i dag. Røde converse. Der er stadig kun de tre likes fra i går. Min mor, tante Karen og Louisa, en af mine søsters irriterende veninder. Jeg sukker. Mit feed er fyldt med de andres billeder, der er mindst ti, der bare er fra den her weekend og dens vilde fester. De andre får mindst nioghalvtreds likes på alle deres billeder. Det er næsten pinligt, hvor få jeg får. Jeg har til gengæld også kun otteogfyrre følgere i modsætning til de andre, der alle svæver omkring de syvhundrede.

Det er mandag, så alle snakker om de fester, de var til i weekenden. Ja, alle undtagen mig. Jeg går ikke til fester. Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst, men jeg blev aldrig inviteret. Jeg har vel heller ikke så meget imod det, jeg har aldrig været fuld, men jeg bryder mig heller ikke om smagen af alkohol, i hvert fald ikke øl. De griner høj lydt alle sammen, som om de alle er inde på den samme interne joke.

Nogle gange har jeg det som om, at de har aftalt ikke at tale til mig, for det er dem alle sammen. Jeg er som usynlig, det er kun lærerne, der opfatter min tilstedeværelse, men det er så også fordi, jeg er den eneste, der rækker hånden op, når vi bliver spurgt indtil Pythagoras, og så sukker de andre højlydt.

Jeg overvejer tit, hvorfor de ikke bryder sig om mig. Jeg har aldrig gjort dem noget. Min mor siger, at det er fordi, jeg er anderledes, men på en god måde. Jeg ved ikke hvordan, det er godt at være anderledes. Specielt når man bliver holdt ude af fællesskabet på grund af det. Jeg ved godt, at min mor bare prøver at hjælpe, men det nytter ikke noget, når jeg går i det forkerte tøj og ikke interesserer mig for de samme ting.

Jeg har aldrig haft en samtale med nogen af dem, så jeg ved ikke hvordan, de kom til den konklusion, at de ikke bryder sig om mig. Simone virkede flink nok i starten, hun smilede altid til mig om morgenen, når jeg kom ind i klassen, men så blev hun venner med Karoline og Johanne, og så fik jeg ikke nogen smil længere.

Drengene har også valgt at ignorere mig, jeg snakkede lidt med Mikkel sidste år, og jeg troede, at han kunne lide mig, men så stoppede han med at svare på mine snapchats og like mine billeder på instagram. Han kiggede heler ikke længere på mig, da jeg kom ind i klassen. Jeg ved ikke hvad der gik galt, men det havde altid været sådan for mig. Igennem hele folkeskolen, og så håbede jeg jo, at det ville ændre sig i gymnasiet, det gjorde det så bare ikke.

Jeg har brugt mange ensomme nætter på at undre mig over, hvordan jeg kunne komme ind i fællesskabet, men intet virker til at hjælpe. Jeg har prøvet, at stille mig over til pigerne og komme med vittige kommentarer, men det fnøs de bare af og fortsatte deres samtale uden mig. Min mor har prøvet at snakke med læreren, som der så indirekte-direkte sagde til klassen at de skulle inkludere alle, men det skete heller ikke.

Jeg har efterhånden givet op, jeg ved ikke, om jeg kan holde det ud længere. Skolen, min mor, mig selv, livet. Det går bare alt sammen imod mig. De sidste par måneder har jeg planlagt noget, som jeg ikke har kunne fortælle nogen, ikke engang min mor som jeg fortæller alt, og i dag ville jeg gøre det, eller det var i hvert fald planen.

Jeg sider og piller ved den krakalerede neglelak der skaller nådesløst på min nedbidt negle. Jeg har droppet at kigge rundt på de andre, der gør mig bare endnu mere deprimeret, end jeg allerede er. Ingen af dem skæver over til mig længere, jeg er ikke engang værd at bagtale. Det er ikke fordi, jeg nogensinde er blevet mobbet af dem, men det er næsten værre at blive ignoreret fuldstændig. De får mig til at føle mig usynlig, og der er ikke noget, jeg kan gøre ved det. Jeg har prøvet alt, men de griner eller fnyser bare af mig, hver gang jeg gør dem opmærksom på min eksistens. Undtaget Simone der bare kigger akavet væk, fordi hun ikke ved, hvad hun skal gøre af sig selv. Jeg giver hende dårlig samvittighed, og jeg ved ikke hvorfor, men hun er godt klar over, hvad hun gør ved mig, hvad de gør ved mig. Måden de knuser mig og min selvtillid på fuldstændig uden overhoved at nænne mig et blik eller to. Jeg ved ikke hvad deres mål er, om de vil have mig til at flytte skole, fordi jeg er så svær at holde ud. Det er jo ikke mig, der er den mest højtråbende i klassen, men måske er det bare fordi, jeg er den eneste med nok kompetence til overhovedet at vide, hvad Pythagoras sætning er.

Jeg kigger ikke længere op, hver gang der er nogle, der kommer ind af døren, det plejede jeg at gøre, i håb om at det var min frelser, prinsen på den hvide hest, eller hvad man nu vil kalde det. Det var det aldrig, det var altid de samme piger med det platinblonde hår og påtegnede øjenbryn. Jeg gav op for flere måneder siden, og som jeg sider og tænker på, hvad jeg har planer om at gøre senere, er det den første gang, jeg har følt glæde, lettelse, i flere år. Det er kvalmende, hvor tilfredsstillende det er at vide, at jeg vil tage mit eget liv, og jeg ikke længere skal holde dette ensomhedshelvede ud. Min mor er nok den, det kommer til at gå mest på. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen af pigerne overhovedet vil fælde en tåre over mit evige fravær. Jeg kan se hele scenariet for mig. Marianne, vores dansklære, stå med et forsørget blik, fordi hun vidste, hvordan jeg havde det, med de lange og konstante samtaler hun havde med min mor, foran klassen, i gang med at fortælle de andre, at jeg var fundet død og at det var selvmord. Jeg vil skrive et brev, eller det er allerede skrevet, det skal bare rives ud af min notesbog og lægges ved siden af min døde krop. Ingen af pigerne fælder en tåre, som Marianne giver dem nyhederne. De trækker bare på skuldrene og hvisker videre om, hvem de nu har knaldet med. Drengene vil kigge akavet rundt og ikke vide, hvad de skal gøre af dem selv, for de har i det mindste en smule skyldfølelse.

Det er med stor overraskelse, at Simone sætter sig ved siden af mig. Overraskelsen er selvfølgelig fra min side af, Simone ser lidt akavet ud og kigger ned på sine hænder. Jeg har ikke lyst til at vise min overraskelse, så jeg bliver bare ved med at pille ved min skallende neglelak indtil, hun åbner munden op og nærmest hvisker.

”Har du lyst til at være sammen i dag efter skole?”

Hele min krop fryser, jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere. Jeg skæver over til hende, for at se om hun er seriøs, eller om det her er en idiotisk joke.

”Jeg ved godt, at jeg sådan har ignoreret dig og sådan noget, men Johanne og Karoline er ret bestemmende og sådan, men jeg syntes, du virkede rigtig sød i starten, da jeg kom her, og jeg fik aldrig rigtig sat mig og ned og snakket med dig eller sådan noget … så jeg vil gerne hænge ud med dig,” fortsatte hun hurtigt, ”hvis du altså har lyst …”

Der er ti minutter til, klokken ringer, og vi vil have fri. Det er enten en beslutning hun lige, har lavet, eller hun er blevet udfordret til at invitere mig til at hænge ud.

”Er det her en eller anden syg joke?” mumler jeg stadig med blikket fæstnet til mine negle. Hun ryster straks på hovedet, ”Nej, er du syg! Johanne og Karoline har det her kørende med, at ingen af os må kigge på dig, det er ekstremt latterligt, og jeg er egentlig bare træt af dem,” svarer hun straks. Det stikker lidt i øjnene og gør ondt indeni, som min teori bliver bekræftet om, at det var en eller anden latterlig plan, at de alle sammen ignorerede mig.

”Ja,” siger jeg så, og jeg tror, jeg bliver lige så overrasket over mit svar, som Simone gør.

”Ja, du vil gerne hænge ud?” siger hun så, og jeg nikker tøvende, jeg er ikke sikker på, at det her er en god idé, men pilleglasset kan vel godt vente en dag.

”Fedt! Det bliver så sjovt! Og hvis du har lyst, kan du nok godt overnatte og sådan noget, selvfølgelig kun hvis du må for dine forældre, men hvis ikke, er det også helt okay!” jeg kan se ud af øjenkrogen, at hun sitrer af spænding, og det ser ikke ud til at være skuespil. I den anden ende af lokalet står pigegruppen alle sammen og sender lede blikke i vores retning og hvisker sammen. En følelse af anderkendelse sniger sig ind på mig, og som klokken ringer ud, river jeg mit afskedsbrev ud af min notesbog. Simone kævler løst om alt der falder hende ind, så hun bemærker slet ikke, at jeg smider papiret ud, som vi forlader skolen. Hun opfatter sikkert heller ikke, at hun lige har redet mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...