Cold Coffee ღ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2017
  • Opdateret: 1 sep. 2017
  • Status: Igang
Han var som et maleri. Smuk at se på, men umulig at forstå. AU // Deltager i Battle of the Fandoms

20Likes
57Kommentarer
3982Visninger
AA

3. two // "Answer me"


two // ANSWER ME

Shape of you spillede ud gennem radioen i min røde Mini Cooper. Jeg sang ikke med, hvilket jeg ellers plejede at gøre. Lige i dette øjeblik gjorde sangen ondt på mig, for det mindede mig om alt det, han stod for. Søde ord og handlinger, men intet af det var ægte. Det havde det aldrig været.

Come on, be my baby, come on,” lød det på repeat, og jeg var ved at blive skør. Jeg ville for alt i verden være hans prinsesse, men det var blot drømme. Alle vidste, at det ikke ville ske.

Jeg drejede til højre på Walworth Road, og lidt længere fremme kunne jeg se The Gym. Der var masser af ledige parkeringspladser, hvilket gav god mening, eftersom det var en onsdag aften.

Udover min egen bil, holdt der én anden, en Audi Cabriolet, men det vidste jeg godt. Han stod lænet op ad bilen med en smøg i munden. Typisk. Han så op, men han vinkede ikke som en hilsen. Ikke engang et smil forlod hans læber.

Han smed sit cigaretskod på jorden, hvorefter han tværede det ud med sin fod. Med de velkendte trætte og slaskede bevægelser nærmede han sig min bil, og jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte sprang et slag over, før det begyndte at banke vildt mod min brystkasse. I et kort øjeblik troede jeg, at det ville springe ud af mit bryst.

Bildøren til venstre for mig blev åbnet, og han slyngede sig ind på passagersædet. Lugten af cigaretrøg mødte min næse, og jeg bandede indvendigt over, at min bil nu ville komme til at lugte. Det var ikke første gang, at hans parfume af røg hærgede min bil.

”Hey,” sagde han og smækkede døren i med så stor kraft, at jeg hoppede lidt i sædet. Jeg sank en klump, og tvang mig selv til ikke at se på ham. I stedet startede jeg bilen og prøvede at fokusere på at køre ordentligt.

”Hvor skal du hen?” hviskede jeg. Mit blik fastholdt sig ufrivilligt på vejen, for jeg havde en trang til at se over på skønheden, der sad i sædet ved siden af mig. Hvis jeg bare kunne få lov til at kysse ham.

”Queen of Hoxton,” svarede han. ”Det er en bar over på den anden side af floden.”

Jeg ville sukke, men jeg gjorde det ikke. Det havde jeg ikke modet til at gøre, for jeg var bange for, hvordan han ville reagere.

”Vil du række mig gps’en? Den ligger i handskerummet,” sagde jeg. Jeg kunne mærke, hvordan hans blik pludselig hvilede køligt på mig. ”Så er du sød.”

Han mumlede noget utydeligt, men alligevel åbnede han handskerummet og fandt gps’en, som han kastede ned i skødet på mig.

”Tak,” sagde jeg og smilede, men stadig uden at se på ham. Trafiklyset længere fremme skiftede til rød, og jeg bremsede. I mellemtiden nåede jeg at indtaste Queen of Hoxton på gps’en og sætte den fast til bilruden, så jeg både kunne koncentrere mig om trafikken og finde vej.

Lyset skiftede til grøn, og jeg trykkede blidt på speederen. Jeg kastede et hurtigt blik på gps’en for at danne et overblik over, hvor jeg skulle hen og for at finde ud af, hvor langt der var.

”En halv time?” hviskede jeg til mig selv. Hvordan kunne det tage så lang tid at køre lidt over syv kilometer, og så endda om aftnen? Sveden begyndte at pible frem på min pande. Hvordan skulle jeg overleve en halv time i hans selskab, når min lyst til ham var som en tikkende bombe?

”Ja, en halv time,” sagde han. ”Har du noget i mod det?”

Der var noget i hans tone, som jeg ikke kunne tyde. Den lød drilsk og legesyg, som jeg kendte ham, men samtidig lød den også irriteret. Jeg kunne ikke finde ud af, hvilket humør han var i.

”Nej, nej, overhovedet ikke,” skyndte jeg mig at sige. Ud af øjenkrogen kunne jeg fornemme det selvtilfredse, skæve smil, som han altid lavede, når jeg svarede det rigtige. Det lettede noget af den ubehagelig trykken i mit bryst. ”Men hvordan kan det tage så lang tid at køre syv kilometer?”

”Fordi, prinsesse, der er masser af vejarbejde og du skal også betale for at komme over broen,” svarede han kækt. Jeg sank en smule ned i sædet, og mine kinder blev varme. Prinsesse.

”Det giver vel … mening?” sagde jeg i et forsøg på at holde samtalen kørende. Han fnøs kort og rystede på hovedet, så de små krøller dansede.

”Der er vidst én, der er hurtig på aftrækkeren,” sagde han og slog en kort latter op.

”Faktisk, så… “ begyndte jeg, men tiede. Han brugte udtrykket forkert, men jeg skulle ikke kommentere på det. Det ville bare gøre ham vred, og jeg havde ikke lyst til at se ham vred.

”Sagde du noget?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet.

”Nej,” hviskede jeg.

Han rakte sin hånd mod mit lår, eller det troede jeg i et kort øjeblik. I stedet lod han sin hånd glide hen over radioen, hvor han skiftede musikkanal. Jeg åndede ud, selvom jeg ikke vidste, at jeg havde holdt vejret. Han skruede op for musikken.

”Hvad er det her for en sang?” halvråbte jeg i et forsøg på at overdøve musikken. Han svarede ikke, for han havde travlt med at synge med og tromme med hænderne på sine lår. Jeg prøvede at lytte til hans stemme, men musikken var for høj.

 

 

Jeg standsede bilen. På den anden side af gaden lå baren, hvor musikken strømmede ud af de åbne vinduer. Folk stod i en lang kø i et håb om at komme ind, men vagten lod ikke nogen passere.

Turen her hen havde været mærkelig. Jeg havde nydt hans nærvær, men han havde ikke snakket til mig, og jeg turde ikke sige noget til ham. Man vidste aldrig, hvor man havde ham. Alligevel var det noget specielt, når man sad alene med ham.

For første gang i løbet af den sidste halve time, så jeg på ham. Han så ud af vinduet, fordybet i sine egne tanker. Et svagt smil bredte sig på mine læber. Han var så dyrebar. Gid han var min.

Han drejede hovedet og så på mig. Hans øjne var tomme for følelser, men sådan var de altid, når de så på mig. Der var dog stadig noget magisk over dem, det havde der altid været.

”Tak for liftet, Barbara.” Han brød stilheden i mellem os. En varme bredte sig i min krop som en steppebrand. Den måde han sagde mit navn på, gjorde mig blød i knæene.

”In-intet problem,” sagde jeg og sendte ham et skævt smil. Han gengældte det ikke. Men hvad havde jeg forventet? Han gengældte nærmest aldrig mine smil.

Hvorfor skulle han være så forvirrende og så dejlig på samme tid? Han sendte blandede signaler, og jeg kunne ikke finde ud af hvilke, der var de ægte. Jeg vidste godt, at han havde sagt, han ikke ville noget seriøst, men det var ikke sikkert, at det var sandheden. Måske ville han bare ikke indse, at jeg var den rette for ham.

”Jeg burde nok… “ sagde han og pegede hen mod baren.

”Ja, det ville nok være en god ide,” sagde jeg en smule skuffet. Jeg vidste godt, at han på et tidspunkt ville blive nødt til at forlade bilen, men jeg ønskede, at han blev. Bare lige et par minutter endnu.

Før jeg nåede at reagere, mærkede jeg hans bløde læber mod mine. Sommerfuglene i min mave baskede ivrigt med deres vinger, og jeg slappede af. Jeg kørte en hånd gennem hans krøller.

Det føltes som om kysset varede i en evighed, men på den anden side var det overstået på et splitsekund. Han trak sig ud af kysset og så mig dybt i øjnene.

”Jeg…” Ordene lå på min tunge, men de kom aldrig. Han så væk, rømmede sig og steg så ud af bilen. Bildøren blev smækket i, og han efterlod mig med et virvar af tanker og følelser.

 

 

Parkeringskælderen var kold, og kun svagt oplyst af lysstofrør, der nærmest ikke virkede. Jeg låste min bil og begyndte at gå mod elevatoren for at komme op i min lejlighed.

Mit hoved var bombet med tanker og fyldt med kaos. Jeg kunne ikke glemme følelsen af hans læber mod mine. De var bløde som smør, og jeg følte, at vi smeltede sammen til én, når vi kyssede.

Lyden af den ankomne elevator afbrød mine tanker. Jeg sukkede og gik ind. Dørene lukkede i, og jeg trykkede på fire-tallet. Elevatoren gav et ryk, inden den begyndte at køre opad.

Han gjorde mig så fandens forvirret, og jeg kunne ikke holde det ud. Kunne han ikke bare fortælle mig, hvad han ville? Det ville gøre være meget lettere for os begge. Han havde leget med mit hjerte i lang tid nu, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for en afslutning på det her. Jeg var træt af at blive holdt for nar, men jeg havde også svært ved at give slip på ham.

Elevatoren stoppede, og dørene gik op. Opgangen henlå i mørke, så jeg trykkede på stikkontakten, da jeg trådte ud af elevatoren. Lysene blinkede kort, inden de tændtes helt.

”Hvor har du været?”

Det gav et sæt i mig, og jeg så hen mod min dør, hvor stemmen kom fra. Grace sad på gulvet i skrædderstilling og med armene lagt over kors. Hendes blik var surt.

”Jeg har bare, øh,” begyndte jeg, men jeg tav. Hvis jeg fortalte Grace, at jeg havde hentet ham og kørt ham til en fest, ville hun blive stiktosset.

”Du har hvad?” pressede Grace på. Hun rejste sig op fra gulvet og børstede noget snavs af sit tøj. Jeg så på hende og rynkede panden. Hun havde ikke festtøj på.

”Hvorfor er du ikke klædt på endnu?” spurgte jeg.

”Du kan ikke svare på et spørgsmål med et nyt spørgsmål,” vrissede hun. Hendes næsebor sitrede, og jeg var godt klar over, at jeg havde sat hendes pis i kog.

”Jeg har ringet til dig syv gange.” Grace hævede sin stemme. ”Syv gange!”

”Grace, det må du altså virkelig undskylde,” sagde jeg. ”Men der kom noget i vejen.”

”Hvad? Hvad kom i vejen, som du ikke kunne fortælle din bedste veninde?” Grace stod og nærmest råbte af mig. Kvalmen ramte mig, og jeg havde lyst til at give mig til at græde.

”Please, Grace. Du må ikke råbe af mig,” tiggede jeg. Jeg følte mig som et lille barn, der havde åbnet sine julegaver for tidligt.

”Svar mig.” Graces stemme blev kold, og jeg sank en klump. Jeg kunne sagtens forstå, hvorfor hun blev sur, men alligevel syntes jeg, at hun overreagerede. Der var ingen grund til at stå og råbe af mig.

”Jeg kørte ham til en fest, okay? Han ringede til mig, og jeg troede, at jeg kunne nå det, inden vi skulle i byen,” sagde jeg og så ned i jorden. Faktisk var jeg slet ikke klar over, hvad klokken var, og hvor længe jeg havde været væk.

Jeg turde ikke se Graces reaktion, og jeg frygtede også, hvad der ville komme ud af hendes mund.

Men der kom ingenting. Der var helt stille i opgangen. Alt for stille. Jeg så op på Grace, der kiggede på mig med vrede øjne.

”Du er simpelthen for meget, Barbara Mariah Davies,” sagde Grace og gik hen mod mig. ”Hvornår lærer du det?”

”Nu,” hviskede jeg.

”Jeg vil se det, før jeg tror det,” sagde Grace. Hun rettede sig op og gennemborede sine øjne ind i mine, inden hun vendte om og forsvandt ned ad trappen. Jeg blev stående og hørte hende smække med døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...