Cold Coffee ღ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2017
  • Opdateret: 30 okt. 2017
  • Status: Igang
Han var som et maleri. Smuk at se på, men umulig at forstå. AU // Anden pladsen i Battle of the Fandoms 2017

20Likes
69Kommentarer
5593Visninger
AA

4. three // "Game over"


three // GAME OVER

Aldrig i mit liv havde jeg været så målrettet, som jeg var i dette øjeblik. Jeg gik med hurtige skridt, og jeg følte, at der ikke var noget, som kunne stoppe mig.

De sidste par dage havde jeg brugt på at tænke over det, Grace havde sagt. Jeg havde tænkt meget over, hvornår det ville være slut mellem ham og mig, og jeg var blevet enig med mig selv om, at det var i dag.

Det var derfor, at jeg åbnede dørene ind til The Gym, hvor jeg forleden havde hentet ham. Jeg vidste, at han hver fredag formiddag ville tage ned for at træne. Og nu skulle det være. Nu skulle han have at vide, at han ikke kunne lege med mine følelser længere.

Træningscenteret var fyldt med mennesker, specielt unge fyre på min alder, men de fangede ikke min opmærksomhed. Mine øjne spottede hurtigt de velkendte krøller over ved en boksepude i hjørnet. Jeg satte kursen mod ham.

Han slog løs på den slidte boksepude med boksehandsker, og hver gang han ramte, blinkede jeg forskrækket med øjnene. Man skulle nærmest tro, at jeg var bange for ham.

”Undskyld mig,” sagde jeg med en rømmen. Han stoppede med at slå og trak vejret dybt.

”Hvad?” Han løsnede sine boksehandsker, inden han tog dem af og smed den hen til sin taske, der stod op ad væggen.

”Jeg er kommet for at snakke,” sagde jeg med en klar stemme. Det var første gang, jeg havde snakket til ham uden at snuble over mine ord. Et rus af selvtillid skyllede ind over mig, og jeg følte, at jeg voksede nogle centimeter.

”Så snak.” Han vendte sig omsider om. Sveden dryppede fra krøllerne og landede i små perfekte cirkler nede på gulvet.

I et kort øjeblik tabte jeg tråden, og jeg stod blot og så på ham. Jeg rømmede mig endnu en gang.

”Det er slut. Dig og mig, det er forbi,” sagde jeg efter lidt tid og rettede ryggen. Nu var det mig, der bestemte. Han havde ikke noget at skulle have sagt.

”Der har aldrig været et dig og mig,” svarede han koldt, og jeg tabte modet endnu en gang. Jeg så på ham, betragtede hans bevægelser, da han tog håndklædet, som lå ved siden af tasken. Han tørrede svedet på sin pande væk.

”Ikke officielt nej,” fortsatte jeg. ”Men det, du har haft gang i, det er slut. Du skal ikke lege med mine følelser mere. Det er slut.”

Han fnøs.

”Jeg ’leger’ ikke med dine følelser.” Han lavede anførelsestegn ved ’leger’. ”Du er for svag. Du har altid brug for nogen at støtte dig op ad. Du kan ikke klare dig selv.”

”Jeg kan sagtens…” begyndte jeg, men han afbrød.

”Det eneste du kan, er at græde. Du er ingenting uden mig.”

”Stop,” hviskede jeg. Det var første gang jeg sagde fra overfor ham, men det lod ikke til at have den store virkning på ham.

”Hvorfor? Jeg fortæller dig bare sandheden,” sagde han og grinte. Jeg sank en klump, og min mund begyndte at bævre.

Det blev for meget. En enkelt tåre trillede langsomt ned ad kinden på mig. Han smilede smørret. Jeg tørrede tåren væk, inden jeg vendte om for at gå. Han havde vundet, jeg kunne ikke besejre ham.

”Tudeprinsesse,” lo han stille for sig selv.

Jeg stoppede op og knyttede mine hænder. Vreden og modet, der var forsvundet for et øjeblik siden, vendte pludselig tilbage, og jeg kunne mærke, at mine kinder blev varme.

”Hvad kaldte du mig?” Jeg vendte mig om og så ham direkte i øjnene.

”Det hørte du vist godt,” sagde han og blinkede med det ene øjne.

”Det er sidste gang, du kalder mig det,” hvislede jeg ud mellem mine sammenbidte tænder.

”Var det en trussel?” sagde han og tilføjede, ”Tudeprinsesse.”

Før jeg kunne nå at tænke det hele igennem, svang jeg min hånd gennem luften og plantede en syngende lussing på hans kind. Det gav et højt smæld, og jeg var overbevist om, at de unge fyre havde rettet deres fokus hen mod os.

Han tog sig til kinden, hvor et rødt mærke af min hånd havde sat sig. Mit hjerte hamrede mod mit bryst, og adrenalinen pumpede i mit blod.

”Din satans møg tøs,” bandede han lavmælt, så kun jeg kunne høre det. Jeg kunne se på ham, at han lyst til at slå igen, men jeg kendte ham godt nok til at vide, at han aldrig ville slå en pige.

”Møg tøs eller ej, så er det slut,” hviskede jeg. ”Du har tabt.”

Med de ord vendte jeg om på hælen og forlod træningscentret. Jeg kunne mærke alles blikke mod mig, men jeg kunne specielt mærke hans glødende øjne, der borrede sig igennem mig. For første gang nogensinde var jeg ligeglad. Jeg var ligeglad med, hvad han tænkte om mig. Det var slut. Jeg havde vundet.

 

 

Jeg parkerede min bil på den sædvanlige plads i parkeringskælderen. Adrenalinen fra lussingen var ved at aftage, og min hjerterytme var ved at være normal igen.

Det var stadig ikke helt gået op for mig, at jeg havde gjort det. Tænk engang – jeg gav ham en lussing, og så endda i offentligheden! Jeg kunne slet ikke forestille mig den snak, der ville brede sig i hans omgangskreds. Alle ville vide, at det var mig, der slog ham.

Jeg åndede tungt ud og lukkede øjnene. Et smil bredte sig på mine læber. For første gang i over et år, hvis ikke i to år, følte jeg mig fri og lettet. En ubevidst byrde havde lettet sig fra mine skuldre, og den tunge sten i min mave var væk.

Så kom tårerne. Det var ikke fordi, jeg var ked af det. Tværtimod. Tårerne var glædestårer, og de var kommet af ren og skær lettelse. For første gang i lang tid var jeg oprigtigt glad.

Jeg rakte ud efter min taske, der lå på passagersædet, for at få fat i min telefon. Min glæde skulle ikke kun opleves af mig, den skulle deles.

Af ren og skær vane tastede jeg Graces nummer ind, men jeg ringede ikke op. I et kort øjeblik havde jeg glemt, at hun var sur på mig. Hun ville garanteret ikke snakke med mig, også selvom jeg lige havde bevist, at jeg sagtens kunne glemme ham.

Jeg overvejede at sende Grace en besked, men det virkede også for tamt. Det skulle siges ansigt til ansigt, men det var lidt svært, eftersom hun højst sandsynligt ikke ville se mig. Grace trængte nok bare til et par dage for hende selv, så det ville jeg give hende. Min glæde ville nok ikke være forsvundet om nogle dage.

Med et suk steg jeg ud af bilen. Mine tanker ville ikke stoppe med at kredse omkring Grace. Jeg havde forfærdelig meget lyst til at tage over til hende og dele min bedrift med hende, men jeg var også klar over, at jeg virkelig havde jogget i spinaten. Hun havde aldrig været så vred på mig før, og ærligt, så vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle håndtere det.

Nogle sår ville tage tid at hele, og dette ville være et af dem.

 

 

Mørket var ved at lægge sit tæppe over byen, og dyrene var så småt på vej ind i drømmeverden. Det var jeg til gengæld ikke, for jeg farede rundt nede i restauranten som en gal.

Normalt arbejdede jeg ikke på en fredag, men der var ufattelig mange gæster her til aften, så en af mine kollegaer, Noah, havde ringet efter mig. Det passede mig helt fint at tage en ekstra vagt, for så ville jeg ikke tænke på Grace i nogle timer.

Af en eller anden grund kunne jeg ikke få hende ud af mit hoved. Jeg havde virkelig prøvet på at distrahere mig selv, men det var endnu ikke lykkedes. Hun fandt altid vejen ind i mine tanker, selv når jeg endelig fik skubbet hende ud.

”Barbara, tager du i mod bestillingen ved bord 42?” Det var Noah. Han var en høj ung mand med naturlig solbrændt hud og mørkt hår. Meget tiltrækkende, men han var ikke en hvis anden.

”Jeg er på vej,” sagde jeg med et smil og smuttede endnu engang ud i restauranten. Det summede af liv, glæde og fyldte maver, hvilket fik et lille smil til at brede sig på mine læber.

Bord 42 var et tomandsbord udenfor, hvor man havde fantastisk udsyn til Tower Bridge. Der sad tit nyforelsket par ved det bord, og det var også det, jeg forventede i dag, men jeg tog fejl.

Ud gennem vinduet kunne jeg se krøllerne, som havde været en del svedigere tidligere på dagen. Overfor ham sad en fyr, som jeg ikke kunne genkende.

Jeg stod i et øjeblik og overvejede, hvad jeg skulle gøre, for jeg havde på ingen måde lyst til at gå derud. På den anden side var jeg nødt til det, eftersom det var mit job, og jeg måtte virke professionel. Desuden ville han nok heller ikke lave en scene, når der var så mange mennesker her.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad han lavede her. Han vidste udmærket godt, at jeg arbejdede her, men jeg var ikke sikker på, at han kendte min arbejdsplan. Jeg mindes ikke, at jeg havde fortalt ham den.

”Hej,” sagde jeg til bord 42, da jeg besluttede mig for at være professionel. ”Er I klar til at bestille?”

Han tog solbrillerne af og så op på mig, og det gjorde hans ven også. Jeg kunne ikke helt læse hans ansigt, men han var sikkert ikke glad.

”Åh, er det dig?” sagde han ligeglad. Jeg sank en klump og blev hurtigt utilpas. Man skulle altid være på vagt med ham, for man vidste aldrig, hvor man havde ham.

”Louis, ved du, hvad du skal have?” spurgte han sin ven. Jeg rettede min opmærksomhed mod Louis. Det var først nu, at jeg så ordentligt på ham. Han havde et magert ansigt og en tatovering hen over brystet.

”Jeg tror, jeg tager jeres kylling,” sagde Louis og sendte mig et smil, jeg ikke gengældte.

”Lad mig få det samme,” sagde han uden at se på mig.

”Noget at drikke?” spurgte jeg på rutinen. Jeg fastholdt mit blik på Louis.

”Vi deler en flaske af husets vin,” svarede Louis for dem. Jeg skrev det ned på min blok og sendte Louis et skævt smil, inden jeg forsvandt ind i restauranten igen med deres menukort under armen.

Jeg satte kursen mod køkkenet, hvor jeg vidste Noah befandt sig. På vejen var jeg ved at kollidere med en anden tjener, der kom gående med fire tallerkner. Jeg undskyldte mange gange og forsvandt ind gennem døren til køkkenet.

”To gange kylling,” råbte jeg til kokken, der svarede med tommel op. Jeg vendte min opmærksomhed mod Noah. ”Jeg kan ikke servere for det bord, Noah.”

Noah så uforstående på mig. ”Hvad er det for noget sludder? Selvfølgelig kan du det. Det er jo ikke fordi, dronningen sidder der.”

”Seriøst, jeg mener det, Noah,” sagde jeg. ”Jeg har haft nogle… uenigheder med en af gæsterne. Han skal nødigt have en dårlig oplevelse, bare fordi jeg skal være hans tjener.”

Noah så på mig med rynket pande. Jeg sendte ham de mest bedende øjne, jeg kunne præstere.

”Okay, fint,” sagde Noah sukkende. ”Find Sarah. Så serverer hun for dem.”

Jeg sendte Noah et stort smil, inden jeg forsvandt ud af døren ud til baggården, hvor Sarah tit stod og røg. Nu skulle jeg forhåbentlig ikke se på hans ansigt længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...