Cold Coffee ღ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2017
  • Opdateret: 30 okt. 2017
  • Status: Igang
Han var som et maleri. Smuk at se på, men umulig at forstå. AU // Anden pladsen i Battle of the Fandoms 2017

20Likes
70Kommentarer
5873Visninger
AA

2. one // "You're the best"


one// YOU'RE THE BEST

Lyden af splintret glas kunne høres i den tætpakkede restaurant. Den ellers muntre snak hos de mange borde syntes at forstumme, og alles øjne rettedes mod baren, hvor lyden kom fra.

Fortumlet så jeg mig omkring og opdagede, at det var mig, der havde tabt glasset. Dets glasskår lå overalt heromme i baren, hvor jeg havde været i færd med at tørre vinglas af. Jeg kunne mærke varmen og den røde farve ramme mit ansigt, og jeg bøjede mig ned for at samle skårene op. Mine kinder brændte, og jeg kunne stadig fornemme de mange blikke fra restaurantens gæster.

Normalt var jeg ikke den klodset type, der tabte alt, de fik i hænderne. Det skete bare, og jeg vidste udmærket godt hvorfor. Ud gennem restaurantens vinduer havde jeg set de skønneste, mørke krøller, som jeg savnede at køre hånden igennem. Han traskede med de samme trætte bevægelser, som han altid havde gjort.

I et kort øjeblik havde jeg troet og drømt om, at han ville komme herind for at hilse på mig. Men han så end ikke ind gennem vinduerne. Egentlig kom ikke rigtig bag på mig, for han kom aldrig forbi for at hilse. Han vinkede ikke engang.

Jeg fik samlet de sidste glasskår sammen og lagde dem ned i en skål, der normalt var nødder i, for jeg vidste ikke ellers, hvor jeg skulle gøre af skårene.

Gæsterne havde igen rettet deres opmærksom mod deres mad og hinanden, og snakken imellem dem var atter livlig.

Jeg tog et nyt vinglas op, som jeg begyndte at tørre – denne gang mere forsigtigt. Det ville ikke se for godt ud, hvis jeg tabte endnu et glas. Jeg kunne kun forestille mig, hvordan monsieur Bernard ville se ud i hovedet, hvis han fandt ud af, at jeg havde ødelagt hele to vinglas. Eftersom han var franskmand, tog han madlavning meget alvorligt, og det respekterede jeg ham for. Derfor skulle alt også være tip-top.

Mine tanker begav sig ned ad den klassiske sti, der gjorde mit blik fjernt, og jeg koncentrerede mig ikke rigtigt om at passe på vinglassene længere. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvorfor han ikke ville hilse på mig. Det ville jo ikke skade. Han kunne jo bare gøre det for at være venlig, men det faldt ham sjældent naturligt.

På den ene side var jeg vred på mig selv for at blive ved. Han havde flere gange gjort det klart, at han ikke ville noget seriøst, men jeg kunne bare ikke lade være. Hvordan skulle jeg kunne glemme de skønneste krøller og det dejligste smil for slet ikke at snakke om hans øjne, man fortabte sig i? Jeg var vred på sig selv for at blive ved med at tro på, at han mente hvert et ord, han sagde.

 

 

”Barbara, vent lige!” Jeg vendte mig om, og længere nede ad gaden fik jeg øje på Grace. Hendes mørke hår svang vildt i vinden for hvert skridt, hun løb.

”Hey, Grace,” sagde jeg og sendte hende et stille smil. Hun stoppede op foran mig og tog sin arm i min, hvorefter vi begyndte at gå.

”Skal du et bestemt sted hen?” spurgte Grace og så på mig. Jeg rystede på hovedet og så ned på mine fødder.

”Skal vi så ikke lave et eller andet?” fortsatte Grace. Jeg trak på skulderen. Egentlig havde jeg ikke specielt meget lyst til at være social, men Grace betød meget for mig, og jeg hadede at skuffe hende.

Grace standsede op, hvilket resulterede i, at jeg også holdt op med at gå. ”Seriøst, hvad er der galt med dig?” Hun rynkede på panden, mens hun studerede mig. Jeg ville normalt have kigget væk, når folk studerede mig, men Grace kendte mig alligevel så godt, at det ikke ville nytte noget.

”Tænker du nu på Harry igen?” Et suk forlod Graces læber, og hun himlede med øjnene.

”Vil du ikke godt være sød at lade være med at sige hans navn?” bad jeg. Det gjorde ondt at høre hans navn, selvom jeg hele tiden tænkte på ham.

”Hvorfor? Fordi det gør, øh, så ondt at høre det?” begyndte hun. ”Fordi det føles som at blive stukket i hjertet med en kniv?”

Hendes ord fik mig til at se ned i jorden igen. Det var præcis sådan det føltes, men Grace forstod det ikke. Hun havde aldrig været forelsket, i hvert fald ikke så længe jeg havde kendt hende, hvilket var længe.

”Ja,” hviskede jeg. Grace sukkede irriteret, for jeg vidste hvordan, hun havde det med ham.

”Kom over det, Babs, han er ikke det værd.” Grace tog mig under armen, og vi begyndte at gå igen. Inderst inde vidste jeg godt, at hun havde ret, men jeg kunne bare ikke glemme ham. Lige meget hvad han gjorde, så betød han stadig noget for mig. Det ville han altid gøre.

”Jeg ved det godt, okay?” sagde jeg næsten uhørligt. Selvfølgelig havde Grace ret, det havde hun altid. Men hvad skulle jeg gøre, når jeg var blevet ramt af Amors pil?

”Så gør noget ved det,” blev Grace ved. Hun havde en irriterende vane med at blive ved med at træde i det. ”Nu skal du høre, Babs. I aften tager vi i byen, dig og mig, og så finder vi en sød fyr til dig. Lyder det ikke som en plan?”

Jeg tøvede. Måske ville det hjælpe mig med at glemme ham. I hvert fald for en stund. Men ærligt, så havde jeg ikke lyst til at kysse på en fremmed fyr, som jeg alligevel aldrig skulle se igen.

”Det ved jeg ikke helt,” begyndte jeg og prøvede at finde på nogle gode argumenter, men Grace kom mig i forkøbet – som altid.

”Du har ikke et valg, vi skal i byen i aften. Punktum.” Hun sendte mig et stort smil, men for første gang i lang tid gengældte jeg det ikke.

”Men, Grace,” protesterede jeg, men Grace tyssede på mig. Jeg tiede, for jeg havde alligevel ikke noget at skulle have sagt. Når hun først havde besluttet sig, var hun urokkelig. Det var en umulig kamp, og enhver ville tabe mod hende.

Grace drejede til højre, hvilket fik mig til at se op. Jeg havde slet ikke bemærket, at vi var nået hen til den gade, hvor mig lejlighed befandt sig. Nu var det heller ikke fordi, at det tog særlig lang tid at gå fra restauranten og hjem, men alligevel.

”Jamen, så ses vi i aften,” sagde Grace og gav slip på mig, da vi nåede opgangen til min lejlighed. ”Jeg er her klokken otte, på slaget.”

Med et muntert blik og et bredt smil hvilende på læberne, vendte hun om på hælene og gik tilbage ad den vej, vi kom fra. Jeg så efter hende. Hendes stædighed irriterede mig, og jeg havde lyst til at råbe efter hende. Men det ville ikke nytte, og det vidste jeg også godt. Hun var ligeså stædig som et æsel, hvis ikke mere.

 

 

Klokken nærmede sig alt for hurtigt otte, og jeg havde endnu ikke overvejet at gøre mig klar. Den sidste halvanden time havde jeg ligget i min seng, godt begravet under dynen. Byturen med Grace var nok det sidste, jeg havde lyst til. Jeg gad virkelig ikke. Det havde aldrig været mig at kysse på en tilfældig fyr. Jeg havde aldrig forstået konceptet med det, men det var nok bare mig.

Med langsomme bevægelser rullede jeg om på ryggen. Jeg stirrede op i de kedelige, hvide brædder, der blev mere og mere triste at se på, for hvert sekund der gik. Trangen til at ringe efter ham blev stor, men jeg gjorde det ikke. Jeg vidste, at han ikke ville tage den. Det gjorde han aldrig.

Alligevel sparkede jeg dynen af mig og stod op. Jeg stod i nogle sekunder og overvejede, hvad jeg skulle. Bytur eller ej? Jeg kendte godt mit svar på det spørgsmål, mens Grace ville svare det modsatte.

Jeg gik ud i køkkenet, hvor vægtelefonen hang på sin sædvanlige plads ved åbningen ind til stuen.

Tøvende lagde jeg min hånd på telefonrøret og forestillede mig, hvad Grace ville sige. Jeg spekulerede på, hvor meget jeg ville få ud af samtalen, og jeg blev enig med mig selv om, at det næsten ville være spildt. Men jeg følte, at jeg var nødt til at fortælle Grace, at jeg ikke havde lyst til at gå i byen. For det ville være synd for hende, at hendes aften blev ødelagt på grund af mig.

Jeg spjættede, da telefonen begyndte at ringe. Usædvanligt. Telefonen ringede sjældent, og når den endelig gjorde, var det enten Grace eller en sælger.

”Ja, hallo?” sagde jeg, da jeg tog røret op til øret. Der var stille i den anden ende i nogle sekunder.

”Hey, det er mig.” Mit blod frøs til is. Det var ikke den stemme, jeg havde forventet. Jeg havde næsten glemt, hvordan den lød. Men alligevel var den hæse stemme så velkendt og tryg.

”Hey-y,” fremstammede jeg.

”Jeg ved godt, at det er lang tid siden, at vi har snakket,” begyndte han, og jeg vidste godt, hvad dette betød. ”Men jeg, øh, jeg har lidt problemer. Ikke noget alvorligt.”

”Hvad har du brug for?” spurgte jeg. Et suk var på vej op gennem min hals, men jeg gennede det væk. Det var ikke første gang, at han ville have mig til at gøre noget. For at være præcis, så var det faktisk den otteogtyvende gang inden for det sidste års tid.

”Jeg skal hen til den her fest, men min bil er løbet tør for benzin,” svarede han og holdt en kunstpause. ”Kan du måske hente mig?”

”Ja, ja selvfølgelig,” svarede jeg. ”Hvor er du?”

”The Gym, Walworth Road,” sagde han. “Du er den bedste.”

Han lagde på. Jeg bed mig selv i læben, og jeg kunne ikke stoppe det smil, der havde banet sin vej frem til mine læber. Du er den bedste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...