Cold Coffee ღ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2017
  • Opdateret: 21 sep. 2017
  • Status: Igang
Han var som et maleri. Smuk at se på, men umulig at forstå. AU // Deltager i Battle of the Fandoms

20Likes
64Kommentarer
4710Visninger
AA

5. four // "Don't cry"


four // DON'T CRY

Søndag havde aldrig været så grå og trist, som den var i dag. Regnen silede ned, og dråberne på vinduet havde gang i intense kapløb.

Jeg havde overvejet at tage over til Grace i går for at snakke om vores skænderi i onsdags. Dog var jeg blevet enig med mig selv om, at hun stadig havde brug for en dag eller to til at køle helt ned igen. Desuden havde jeg det heller ikke godt med at presse mig på, og jeg ville heller ikke gøre situationen endnu værre.

Men i dag var dagen, hvor jeg skulle rette op på min fejl. For sjette gang denne morgen stod jeg ude i køkkenet med vægtelefonen i hånden, klar på at ringe til Grace. Jeg vidste stadig ikke helt, hvad der skete forleden, men det var tydeligt, at jeg havde gjort hende vred. Grace havde aldrig været sådan overfor mig før, og det skræmte mig stadig. Hvad nu, hvis der var sket noget alvorligt?

Det var ren indbildning. Selvfølgelig var der ikke sket noget, ellers havde hun sagt det. Ikke?

Hvad var der så galt med hende? Jeg var godt klar over, at hun ikke ville have, at jeg snakkede med ham, men hun kunne ikke bestemme over mig. I øvrigt havde jeg også besluttet mig for, at nu var det nok med ham, hvilket jeg også havde bevist i går.

Jeg rystede på hovedet og hang telefonen tilbage, da jeg egentlig ikke vidste, hvad jeg ville sige til hende. I nogle minutter stod jeg blot og stirrede på telefonen, mens jeg forestillede mig forskellige scenarier, der kunne forekomme. Ingen af dem endte behageligt.

”Fint,” mumlede jeg til mig selv, som om jeg overgav mig i en diskussion med telefonen, og jeg tog den endnu engang op til øret. Jeg tastede Graces nummer ind og ventede.

Grace fortjente at få en undskyldning for min opførsel i onsdags, og det vidste jeg også godt. I virkeligheden var det mig, der havde gjort noget forkert. Jeg havde været en dårlig veninde og ødelagt det, der skulle have været en hyggelig aften. Hvor dum havde man lige lov til at være?

”Det er Grace,” lød det langt om længe i den anden ende af røret. Jeg holdt vejret og overvejede omhyggeligt mine ord.

”Hej, det er mig. Barbara,” sagde jeg uden helt at vide, hvor samtalen var på vej hen. Allerede nu mindede den ikke om nogle af de scenarier, jeg havde gennemgået i mit hoved. ”Jeg … jeg ville bare undskylde for forlede.”

Der blev helt stille i den anden ende, og jeg blev i tvivl om, om Grace overhovedet var til stede. Måske havde hun lagt på igen?

”Okay.”

Jeg sank en klump. Vreden i Graces stemme var ikke til at tage fejl af, og jeg blev utilpas.

”Du må virkelig undskylde, at jeg glemte vores aftale,” begyndte jeg. ”Rettelse, at jeg mere eller mindre undgik vores aftale.”

Jeg lukkede øjnene og lænede mit hoved mod væggen. I den anden ende kunne jeg kun høre Graces åndedræt, der var stødt.

”Det er slut nu, det lover jeg,” fortsatte jeg. ”Ikke mere ham. Jeg lader mig ikke narre længere.”

”Hvordan ved du så det?” sagde Grace efter nogle sekunder. ”Det er ikke første gang, at du har lovet at holde dig væk fra ham, vel?”

”Nej, det ved jeg godt,” sukkede jeg. ”Men den her gang mener jeg det, virkelig.”

”Okay.”

”Du tror ikke på mig, gør du?” spurgte jeg, men jeg kendte godt svaret.

”Nej.”

”Kan jeg ikke komme forbi, og så snakker vi om det?”

”Du kan komme igen, når du vil være en god veninde og har droppet den klovn,” sagde Grace med en hvæsende undertone.

”Grace, det… “ Før jeg kunne nå at afslutte min sætning, havde Grace lagt på.

Jeg hang telefonen tilbage og sukkede. Hvis Grace bare havde ventet fem sekunder med at lægge på, så kunne det være, at vi kunne have løst det. Det krævede ikke mere end fem sølle sekunder, men det skete ikke. Hun var stadig meget sur på mig. Jeg forstod hende godt, men jeg havde brug for at forklare mig.

 

 

Jeg trykkede uafbrudt på dørklokken til Graces lejlighed. Den summende lyd fra klokken begyndte at irritere mig, men jeg stoppede ikke med at ringe.

Efter en lille time med overvejelser hjemme på køkkengulvet, havde jeg besluttet for at tage over til Grace. Jeg var ved at være træt af, at jeg ikke kunne komme i kontakt med hende, for jeg havde virkelig brug for at snakke. Hun skulle vide, at jeg havde skilt mig af med ham.

”Hallo, hvem der?” svarede Grace. Der var noget anderledes over hendes stemme, men det skyldtes nok mere kvaliteten fra dørtelefonen.

”Det er Barbara,” sagde jeg. Jeg krydsede fingre for, at hun ville lukke mig ind.

”Farvel.”

”Grace, vær sød at lukke mig ind,” bad jeg.

”Nej.”

”Jo, kom nu,” blev jeg ved. ”Jeg kan forklare. Vil du ikke godt lytte?”

Grace svarede ikke, men alligevel lukkede hun op for mig. Et svagt selvtilfreds smil bredte sig på mine læber. Grace hadede mig vist ikke. Ellers havde hun ikke lukket mig ind.

Jeg løb op ad trapperne, to trin ad gangen, hele vejen op til tredje sal. Sveden piblede frem på min pande, og min puls var høj, men jeg var ligeglad. Jeg skulle bare op til Grace hurtigst muligt.

Da jeg endelig nåede tredje salen stoppede jeg op og hev efter vejret. Det var tydeligt, at jeg ikke var i særlig god form, men jeg havde heller ikke haft tid til at træne, desværre. Jeg havde været travlt optaget af arbejde. Og ham.

Jeg bankede på døren, og Grace lukkede op med det samme. Hendes øjne var svagt røde, og det så ud som om, hun havde grædt.

”Grace, hvad er der sket?” spurgte jeg og rynkede bekymret brynene. Det var sjældent, at Grace græd, så når hun endelig gjorde, var det alvorligt. Ligesom jeg havde frygtet.

”Jeg… “ Grace så på mig med tårefyldte øjne, og inden længe væltede de ned ad kinderne på hende. Jeg slyngede armene om hende og trak hende helt ind til mig. Grace lod hendes personlige barriere brase sammen, og hulkene blev højere og højere.

”Ssh, så så,” prøvede jeg at berolige hende med, men det syntes ikke at hjælpe, for hun fortsatte med at hulke hysterisk.

”Hey, du.” Jeg trak mig ud af omfavnelsen og så på Grace. Hendes øjne var endnu mere røde end før. ”Kom, vi sætter os i sofaen.”

Grace gik hen og satte sig i sofaen uden en lyd. Jeg lukkede hendes hoveddør, hvorefter jeg gik hen og satte mig ved siden af hende. Grace tørrede sine øjne, men tårerne ville ikke stoppe.

”Se på mig, Grace,” sagde jeg og tog hendes hænder i mine. Hun så op. ”Fortæl mig, hvad er der sket?”

Grace sank en klump og åbnede munden, men hun sagde ikke noget. Jeg kunne se på hende, at ordene lå på hendes tunge, men der var noget, der holdt dem tilbage.

”Du kan fortælle mig alt, det ved du godt, ikke?” Jeg så på hende med medfølende øjne, og hun nikkede. Grace tog en dyb indånding og lukkede øjnene.

”Jeg…” prøvede Grace, men tav. Hun åbnede øjnene og så på mig. Jeg gav hendes ene hånd et blidt klem, hvorefter jeg strøg den med min tommelfinger.

”Lover du, at du ikke … bliver sur?” Grace sank endnu en klump. Hendes øjne blev igen blanke, og hun blinkede vildt for at få tårerne til at forsvinde.

”Selvfølgelig bliver jeg ikke sur,” sagde jeg og sendte hende et forsigtigt smil. ”Hvorfor skulle jeg dog det?”

”Fordi,” sagde Grace og tog en dyb indånding. ”Jeg er gravid.”

Jeg stivnede.

”Hvad?” hviskede jeg. Grace så på mig. Hendes øjne var fyldt med rædsel.

”Jeg er gravid,” gentog Grace.

”Hvordan? Hvornår?” Jeg begyndte svagt at hyperventilere. Grace kunne ikke være gravid. ”Hvem?”

Mit sidste spørgsmål hang længe i luften. Grace så væk, og hendes blik blev fjernt.

”Det… det ved jeg ikke.”

Mine øjne blev store, og trangen til at råbe og skrige af Grace blev stor, men jeg gjorde det ikke. Det kunne jeg ikke.

”Mit liv er ødelagt,” sagde Grace. Hendes stemme knækkede over, og hun begyndte at hulke igen. ”Jeg kan ikke være mor, ikke allerede.”

Grace begravede sit hoved i sine hænder og lod tårerne få frit løb. Jeg kunne godt forstå hende. Hendes liv ville blive vendt på hovedet i løbet af de næste mange måneder.

”Du skal ikke græde,” hviskede jeg. ”Det hele skal nok gå.”

 

 

Mit hoved var tungt, og jeg følte mig utilpas, da jeg nogle timer senere forlod Graces lejlighed. Hun havde grædt uafbrudt, og mine beroligende ord havde ikke hjulpet. Til sidst var hun faldet i søvn på sofaen, så jeg havde valgt at lade hende sove ud. Nogen gange var en god lur alt, hvad man havde brug for.

Selvom mit hoved var tungt, kunne jeg tænke klart. Jeg følte mig på en måde lettet. Lettet over at vide, hvorfor Graces humør havde været så svingende igennem den sidste periode. På den anden side var jeg også vred på hende, for hun havde ikke tid til at have et barn – hun var i gang med at studere.

Jeg sukkede. Det hele var et stort rod, og af den grund valgte jeg at tage hen på en pub for at tænke på noget andet.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at lade mine tanker vandre. For hvorfor ville Grace have mig med i byen i onsdags, hvis hun vidste, at hun var gravid? Måske vidste hun det ikke i onsdags. Det var ikke til at vide, for jeg kunne ikke få et ord ud af hende. Hun kunne ikke stoppe den endeløse strøm af tårer.

Pubben var tom, da jeg ankom, hvilket gav god mening, eftersom det kun var omkring middag. Jeg satte mig op i baren, hvor en mørkeblond tjener stod og tørrede glas af. Han så først op på mig, da et suk forlod mine læber.

”Dårlig dag?” spurgte han og stillede glasset fra sig. Hans øjne var klare blå.

”Mere end overvældende og trættende dag,” sukkede jeg og gned min pande med begge hænder. ”Kan jeg få en White Russian?”

Bartenderen lo kort.

”Det må være en meget trættende dag, hvis du skal lege russer så tidligt.” Han sendte mig et bredt smil, som jeg ikke gengældte.

”Jeg orker ikke dårlige jokes, okay?” sagde jeg træt. ”Det hele er noget rod, og jeg skal bare have noget at skylle det væk med.”

”Du er vel klar over, at alkohol ikke får problemer til at forsvinde?” sagde han med et glimt i øjet. Jeg himlede med øjnene, men han så det ikke, for han havde vendt sig om efter vodka, kahlùa og fløde.

”Men man kan glemme dem for en stund,” sagde jeg.

Han sendte mig et skævt smil, hvorefter han begyndte at lave min drink. Først røg vodkaen i cocktailshakeren og bagefter kahlùa.

”Hov, ikke så meget af kahlùa,” udbrød jeg. ”Det giver sådan en bitter smag.”

Bartenderen så på mig ud af øjenkrogen, men han holdt igen med den mexicanske likør. Han satte låget på, hvorefter han begyndte at ryste den.

”Der er vidst én, der kender sin drink,” sagde bartenderen. Han stoppede med at ryste shakeren og puttede isen i.

”Jeg er selv bartender en gang om ugen,” sagde jeg og fulgte hans bevægelser. Han rystede endnu engang drinken uden at fjerne sit blik fra mig.

”Hvor arbejder du så henne?” spurgte han og hældte min drink op i et lille, rundt glas. Han fandt noget fløde frem, som han forsigtigt hældte i. Til sidst puttede han et sugerør i og skubbede drinken hen til mig.

”En fransk restaurant, der hedder Le Pont de la Tour,” sagde jeg og smilede svagt af stolthed, siden jeg trådte ind på pubben. ”Den har udsigt til Tower Bridge.”

”Ja, den har jeg hørt om,” sagde bartenderen. ”Det er vist en ret fin restaurant.”

Jeg tog en tår af min drink, og en brændende fornemmelse skyllede ned gennem halsen på mig. Det var lige, hvad jeg havde brug for.

”Meget fin,” rømmede jeg for at få den brændende fornemmelse væk. ”Monsieur Bernard er en meget seriøs mand.”

”Han er også franskmand,” lo bartenderen. Jeg lo med, inden jeg tog endnu en tår af min drink.

”For resten, så hedder jeg Niall,” sagde han.

”Godt at møde dig, Niall,” sagde jeg med et smil. ”Barbara.” Jeg rakte hånden frem mod Niall, som trykkede den.

”Nu hvor vi officielt kender hinanden, synes jeg, at vi skal tage ud at spise.” En svag rødme bredte sig på Nialls kinder, hvilket fik mig til at bide mig i læben.

Jeg skulle lige til at sige ja, men jeg kom i tanke om ham. Kunne jeg virkelig godt tillade mig, at tage ud at spise med en anden fyr? Han ville bestemt ikke blive glad for det, hvis han fandt ud af det, men omvendt, så kunne jeg være ligeglad. Jeg havde ikke noget at gøre med ham længere, han var ude af mit liv. Det var slut med at lade ham bestemme over mit liv.

”Det lyder skønt,” svarede jeg efter noget tid. Min mave trak sig sammen, og jeg så mig over skulderen for at se, om han holdt øje med mig, men han var der ikke. Jeg åndede lettet op. Nu skulle jeg vise ham, at jeg ikke havde brug for ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...