Cold Coffee ღ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2017
  • Opdateret: 21 aug. 2017
  • Status: Igang
Han var som et maleri. Smuk at se på, men umulig at forstå. AU // Deltager i Battle of the Fandoms

18Likes
48Kommentarer
3001Visninger
AA

6. five // "It's Barbara"


five // IT'S BARBARA

Jeg knipsede med fingrene efter bartenderen, der straks fyldte mit glas med whisky. Det var ved at være det fjerde glas, jeg hældte i mig her til eftermiddag, men det var ikke noget nyt. Alkohol ville til hver en tid være et godt plaster på såret.

Hvorfor jeg havde brug for et plaster, var jeg ikke helt sikker på, men jeg havde det som om, jeg var blevet slået op med. Hvilket jeg egentlig ikke kendte til, eftersom det altid var mig, der afsluttede et ’forhold’.

Dette ’forhold’ var jo ikke et rigtigt forhold, og det havde det aldrig været, så jeg forstod ikke, hvorfor jeg drak det væk. Jeg havde nok bare brug for en dårlig undskyldning for at drikke whisky. For i virkeligheden var jeg ligeglad med, om Barbara var en del af mit liv. Hun havde aldrig som sådan sagt mig noget, hun havde bare altid været der.

Alligevel følte jeg mig underligt til mode, ja, nærmest tom indeni. Jeg forstod ingenting. Sådan her burde jeg ikke have det, for jeg følte jo ikke noget for hende. Det havde jeg aldrig gjort.

Man kunne så spørge mig, hvorfor jeg så havde leget med Barbara igennem de sidste par år. Svaret ville ærligt være, at det vidste jeg ikke. Hun var der bare, og jeg havde altid kunnet regne med hende. Jeg havde ikke tal på hvor mange gange, hun havde gjort mig en tjeneste. Det var i hvert fald blevet til flere, end jeg kunne tælle til.

Jeg bundede mit glas og så rundt i baren. Der var ikke særlig mange mennesker, hvilket ikke gjorde mig noget. Det var rart at sidde for mig selv uden at skulle holde en facade oppe. Lige nu kunne jeg ikke overskue mennesker.

”Hey, Harry.”

Et suk forlod mine læber. Skæbnen ville bare, at jeg skulle forstyrres af folk, når jeg mindst havde lyst til selskab. Jeg vendte mig alligevel om i stolen og så hen mod indgangen, hvor stemmen kom fra.

Louis, min gode kammerat og sambo, lukkede døren efter sig, inden han gik op mod baren. Han sendte mig et vink og et skævt smil som hilsen. Jeg svarede ham ikke, men vendte mig i stedet mod baren igen.

Nogle sekunder senere dumpede han ned i sædet ved siden af mig og bestilte et glas gin og tonic. Bartenderen kom hurtigt med Louis’ drink, som han tog en stor slurk af.

”Hvad så, Louis?” sagde jeg tog en slurk af glasset, som bartenderen åbenbart lige havde fyldt op.

”Du har bare ikke været hjemme hele dagen,” sagde Louis. ”Jeg har ledt efter dig både i træningscentret og nede ved Liams garage, men du var ikke nogen af stederne.”

”Næh,” sagde jeg lettere ligegyldigt og tog endnu en slurk. Whiskyen begyndte svagt at virke, da mine knæ rystede en smule.

”Hvor har du været henne?” spurgte Louis og kørte en hånd igennem sit hår.

”Ikke rigtig nogen steder,” svarede jeg. Sandheden var, at jeg mere eller mindre havde siddet på baren hele eftermiddagen.

”Har du bare siddet her?” Jeg himlede med øjnene. Louis stillede altid en masse spørgsmål, hvilket var pisse irriterende. I dag var ingen undtagelse.

”Ja,” sagde jeg. ”I hvert fald hele eftermiddagen.”

”Harry, for helvede,” sukkede Louis og tog en slurk af sin drink. Jeg så ikke på ham, men jeg kunne mærke hans bekymrede blik hvile på mig.

”Altså, jeg har ikke drukket hele dagen,” forsikrede jeg Louis. ”Det er kun mit femte glas.”

Louis himlede med øjnene, ligesom jeg havde gjort for kort tid siden. Han vidste godt, at jeg var en tand for glad for alkohol. Det havde jeg været i en del år efterhånden, men jeg kunne ikke lade være.

”Hvad foregår der, Harry? Hvad er det, der går dig på?”

Jeg bandede indvendigt over, at Louis ikke ville stoppe med sine spørgsmål. Hvis jeg kendte ham ret, ville han ikke lade mig være i fred, før jeg gik i seng, og det magtede jeg virkelig ikke. Jeg havde brug for, at han smuttede, så jeg kunne være alene med mine tanker.

”Ikke noget, Louis,” sagde jeg og så på ham for første gang, siden han havde sat sig. ”Må jeg nu ikke nyde et par glas?”

”Selvfølgelig må du det, men du nyder aldrig et par glas alene,” pointerede Louis.

Det var sandt. Når jeg drak alene, var der altid noget, der gik mig på. Sådan var det også i dag, men jeg havde ikke lyst til at dele det med Louis. Jeg var ikke sikker på, at han ville forstå, for jeg forstod det ikke engang.

”Sandt. Skål for det,” sagde jeg med et smil og bundede glasset. Louis bundede også.

”Så, er det noget, du vil dele?”

”Nej.”

Louis sukkede. Jeg kunne mærke på ham, at han var ved at give op på mig. Det kunne jeg godt forstå, for igennem den sidste periode havde jeg for ofte nydt et par glas alene. Jeg vidste ikke hvorfor, men der var noget, som gik mig på, og det hjalp ikke ligefrem på det, at Barbara blev ved med at poppe op i mit hoved.

”Det er Barbara,” sukkede jeg. Louis så uforstående på mig.

”Hvad mener du? Hvad er der med hende?” Louis kaldte efter bartenderen og bad om to glas whisky.

”Hun har… droppet mig?” begyndte jeg. ”Altså, ikke rigtigt droppet mig, for vi var aldrig nogensinde sammen, men…”

”Men hvad?” pressede Louis på.

”Men hun gider ikke snakke med mig længere,” sagde jeg opgivende.

”Jeg kunne godt fornemme, at der var et eller andet mellem jer på restauranten,” sagde Louis. ”Hvad gik det egentlig ud på? Jeg havde egentlig ikke lyst til at spørge ind til det, men nu gør jeg.”

”Hun ’droppede’ mig i går.” Jeg lavede anførselstegn ved ’droppede’. ”Hun kom stormende ind på træningscentret og stak mig en lussing. Jeg ved virkelig ikke, hvad der ramte hende, men hun har fået nok.”

”Det forstår jeg faktisk godt. Du har heller ikke behandlet hende fantastisk,” sagde Louis ærligt.

”Jeg ved det godt,” indrømmede jeg. ”Det har bare altid været så let med hende. Jeg har altid vidst, hvor jeg havde hende, og jeg kunne virkelig sno hende om min lillefinger.”

”Måske er det godt for jer begge, at hun stak dig den lussing,” sagde Louis og fortsatte, ”Så kan I måske endelig få styr på jeres liv.”

”Hold nu op, Louis,” udbrød jeg. ”Få styr på mit liv? Du ved godt, at det er umuligt, når jeg har min far hængende over hovedet. Det eneste jeg skal, er væk herfra.”

”Du ved, hvad jeg mener, Harry,” sukkede Louis.

”Nej, Louis, det gør jeg ikke,” snerrede jeg. ”Ved du hvad? Jeg får aldrig styr på mit liv, aldrig! Det eneste jeg får, er dømmende øjne, der stråler af skuffelse.”

Jeg rejste mig arrigt op og tog min jakke, inden jeg vendte om på hælene og stormede ud fra baren. Det kunne virkelig ikke passe, at Louis ikke fattede det. Han om nogen burde vide, hvad jeg gennemgik med en far som min.

Det eneste, jeg virkelig ønskede, var at komme væk. Væk fra London, så langt væk fra min far som muligt.

Jeg sparkede hårdt til en dåse, der lå på fortovet. For fanden også. Hvorfor skulle det hele også være så indviklet? Jeg kunne ikke gå nogen steder, uden at problemer ville opstå, og lige meget hvad jeg gjorde, ville min far ryste på hovedet og gå sin vej. Det gjorde han altid.

Hvorfor kunne jeg ikke gøre noget rigtigt? Jeg havde aldrig i mit 23 år lange liv hørt min far sige, at han var stolt af mig. Ikke én eneste gang havde de ord forladt hans mund. Jeg ville aldrig nogensinde kunne gøre ham stolt. Det var også derfor, at jeg måtte væk herfra. Jeg kunne ikke holde det ud længere.

En let brise rev mig tilbage til virkeligheden, da den legede med mine krøller, og fik det til at kilde let på min hals. Solen var ved at gå ned. Jeg burde tage hjem, men jeg havde ikke lyst, for jeg vidste, at Louis ville skælde mig ud for min opførsel.

Selvfølgelig var min opførsel uacceptabel. Jeg burde slet ikke råbe af Louis, men jeg var bare et totalt rod. Mit liv var så fandens indviklet, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle stille op. Jeg burde gøre noget ved det, der kunne fikses, men hvorfor skulle jeg prøve?

Det eneste, der havde den mindste chance for at blive reddet, ville være mit forhold til Barbara, men det ville nok ikke ske. Hun havde gjort det klart, at hun ikke ville se mig mere. Jeg bebrejdede hende heller ikke, for jeg havde ikke behandlet hende særlig godt.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg kunne gøre for at fikse det hele. Barbara fortjente en undskyldning af en art, men så ville jeg måske starte et nyt og endnu farligere spil. Jeg kunne kun forestille mig, hvordan hun ville begynde at tro, at jeg rent faktisk kunne lide hende.

Jeg satte mig på den nærmeste bænk og slog mig selv i hovedet. Sandheden var jo, at jeg kunne godt lide hende, jeg havde bare aldrig turdet at indrømme det. Barbara var alt for god til mig, og det havde hun altid være.

Hvordan ville hun nogensinde kunne tilgive mig for det, jeg havde gjort? Hvis jeg var hende, ville jeg ikke lytte til et eneste ord af det, jeg havde på hjerte. Men jeg var ikke hende, jeg var mig, og jeg ville give det et skud. Jeg skyldte hende en oprigtig undskyldning, også selvom det nok ikke ville ændre på noget. Det var stadig forsøget værd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...