Pigen uden øjne

I huset bag buskene boede pigen uden øjne. Vi så hende ikke, for hun skjulte sig der. Buskene skjulte huset, og huset skjulte pigen. Huset var hendes helle. Det hed hun forresten også selv. Nogle gange sneg vi os om bag buskene og forsøgte at kigge ind til hende, gennem vinduerne. Men vi så hende aldrig. Kun et tomt rum uden møbler. Altid tomt.

3Likes
0Kommentarer
60Visninger
AA

1. Pigen uden øjne

I huset bag buskene boede pigen uden øjne. Vi så hende ikke, for hun skjulte sig der. Buskene skjulte huset, og huset skjulte pigen. Huset var hendes helle. Det hed hun forresten også selv. Nogle gange sneg vi os om bag buskene og forsøgte at kigge ind til hende, gennem vinduerne. Men vi så hende aldrig. Kun et tomt rum uden møbler. Altid tomt.

 

Mor og far vidste ikke noget om Helle. For vi fortalte dem aldrig, at de havde en pige boende omme bag mors hybenbuske. Med tiden glemte vi hende. Minderne blev til støv og forsvandt langsomt ind bagerst i vores hjerner. Pigen uden øjne var glemt.

 

“Du skal jo GRIBE bolden, dit fjols!” Der lyder et blødt bump, da den blå bold, rammer græsset og triller om bag en busk. Viktor er god i skolen, men han er helt elendig til håndbold. Viktor snerper munden sammen og vender tvært ryggen til mig. Jeg kaster et hurtigt blik ind ad stuevinduet. Mor må ikke se at vi skændes, hun siger altid at vi ikke kan finde ud af, at være gode ved hinanden. Men sådan er tvillinger. Man kan bare ikke enes, når man er så vidt forskellige og så alligevel ikke. Jeg sukker ;“Kan du ikke bare tage dig sammen, istedet for at opføre dig som et lille pattebarn!?” Viktor vender sig om og stirrer olmt på mig; “Jeg hader dig!” Han slynger ordene ind i ansigtet på mig, og jeg mærker vreden svulme i maven på mig. Vreden samler sig til en bobbel der svæver op gennem min hals og ud af munden på mig. Der springer boblen; “Det er da ikke min skyld, at du er lige så god til håndbold, som en slatten banan!” Jeg kan se at Viktor åbner munden for at svare igen, men jeg ignorere det. “Jeg gider dig ikke mere, okay!? Jeg ville ønske, vi aldrig havde kendt hinanden! Jeg ville ønske jeg ikke havde en tvilling!” Jeg smækker forskrækket hånden over munden. Det mente jeg ikke! Jeg fortryder inderligt den sidste sætning og kan mærke hvordan den dårlige samvittighed borer i mit hjerte. “Fint!” Viktors hjerte er hårdt som sten. Han drejer om på hælen, marcherer stift op ad havegangen og smækker døren hårdt efter sig da han går indenfor.

 

Jeg var sikker på han ville sladre til mor, men det gjorde han ikke. Faktisk sagde han slet ikke noget og vores forældre fik aldrig sandheden at vide. Fra den dag af, var vi ikke tvillinger mere. Blot 2 mennesker, der boede under samme tag, havde de samme forældre og dog aldrig udvekslede et ord mellem hinanden. Sådan fortsatte det ud i det uendelige, og jeg mærkede, hvordan den dårlige samvittighed langsomt overtog mit hjerte, bid for bid, dag for dag.

 

Sådan forsvandt 2 år af vores liv, i inderligt had til hinanden. På vores 15 års fødselsdag rejste Viktor til USA for at gå på en specialskole for kloge børn, eller sådan noget. Samme dag sad jeg med ryggen lænet op af min vindueskarm i værelset. For 2 år siden havde jeg delt værelse med min tvillingebror. Nu havde jeg ingen tvilling. Jeg stirrede fraværende ud på mors hybenbuske ude i haven. Pludselig kom jeg i tanke om den blå gummibold, som formodentligt stadig lå omme bag buskene. Jeg travede stille ud i haven for at finde bolden. Som et slags bevis over for mig selv, på at Viktor ikke var glemt.

 

Hybenbuskene havde i årenes løb groede sig så store og overvældende, at de nu stak 3 meter op ad jorden. Jeg udpegede mig det sted med mindst stikkende grene og begyndte så at bane mig vej gennem buskene. Efter de første 10 sekunder, begyndte jeg at fortryde bittert, at jeg havde taget shorts på. Særligt da en ekstra ondskabsfuld gren, fyldt med torne, stak mig i mit venstre ben. Efter 20 minutters masen, begyndte jeg at tvivle. Hvor stor var den her busk egentlig!? Jeg skulle lige til at vende om, da jeg fik øje på en blå gummibold. YES!! Jeg satte, med fornyet energi, tempoet op og traskede glad gennem den sidste busk.

 

Bolden var var ikke mørkeblå længere. Snarere sådan en slags slidt lyseblå farve. Da jeg samlede bolden op, kunne jeg mærke hvordan luften fes ud af den. På siden af den stod der ‘Karl & Viktor Wind’ En ensom tåre trillede stille ned ad min kind. Men så kom jeg i tanke om den dag for 2 år siden. Jeg tørrede arrigt tåren væk med bagsiden af hånden, jeg hadede jo Viktor! Jeg skulle lige til at gå tilbage, da det gik op for mig, at det jeg stod og lænede mig op af, var et hus. Et stort sort hus. Jeg måbede, noget sagde mig, at jeg havde set det hus før. Det var et møg gammelt hus og det lignede, at skoven rundt om huset, havde tænkt sig at æde det. Alt var næsten dækket af mos og trappen op til døren var groet til. Jeg kæmpede mig gennem krattet og hen til et vindue, men der var intet at se. Kun et stort tomt rum uden møbler. Helt tomt.

 

Den grønne dør skrabede modvilligt mod gulvet, da jeg åbnede den. Jeg trådte forsigtigt ind i det sorte hus og blev med det samme overvældet af en forfærdelig stank af råd og mug. Den store gang indeholdte intet andet end støv og luft. Ingen møbler overhovedet. Jeg fortsatte længere ind i huset og kom til en stor dagligstue. Også dette rum var tomt. Et stort vindue prydede bagvæggen af dagligstuen og jeg gik forsigtigt hen til det. Jeg skuede ind mellem træerne, imens jeg stod i mine egne tanker. Hvad var det her for et hus? Og hvorfor virkede det så bekendt? Jeg ville ikke indrømme det for mig selv - men det kunne have været fedt hvis Viktor havde stået ved min side, men han sad nok i en eller anden flyver lige nu.

 

Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke var den eneste i huset. Jeg ved ikke, hvorfor jeg vidste det. Det kom bare som en tanke, flyvende gennem baghovedet på mig. Jeg snurrede forskrækket rundt på hælen, men der var ingen at se. Det overraskede mig ikke, for min hjerne vidste allerede hvem den anden person i huset var, og hvor den var. Min underbevidsthed førte mig op ad vindeltrappen og hen ad en halvmørk gang. Gulvet var lavet af grønt velour og væggene havde en syg gullig nuance. På begge sider af gangen tårnede de tykke egetræsdøre op foran mig. Jeg tror jeg gik forbi over 200 døre på dén éne gang. Men pludselig så jeg en mørkegrøn dør, og jeg vidste, at det var den, jeg skulle ind ad.

 

Rummet var lige så stort som tre fodboldbaner, men der var intet andet derinde end gulv og vægge. Og dog. Jeg vidste at det ikke var sandt. For det her var hendes værelse, hende som kun mig og Viktor kendte. Her boede pigen uden øjne.

 

Jeg kunne høre hende, før jeg så hende. En stille snøften, som om hun græd. Men kan man det, når man ingen øjne har? Hun sad sammenkrøbet i hjørnet længst væk fra døren. Hun var ikke længere en lille pige mere, men på min egen alder. Jeg satte mig forsigtigt ved siden af hende. Hendes kjole var hvid som sne og det brune hår faldt i lange bølger ned over skuldrene på hende. Men ansigtet var skjult bag hendes hænder. “Hej. Helle” minderne om pigen uden øjne, vældede frem i mig. Jeg huskede pludseligt alle de fantastiske oplevelser mig og Viktor havde haft med hende. Vi legede for det meste gemmeleg i skoven sammen. Helle vandt selvfølgelig altid, for vi kunne ikke se hende. Hun legede sammen med os og vi kunne høre hendes stemme, men vi så hende aldrig. Hun var lige så gennemsigtig som vinden. Og her sad hun så ved siden af mig, uden at være spor usynlig længere. Jeg kunne mærke vreden over Viktor flamme op inden i mig. Det var også hans skyld. Hvis han bare ville have talt med mig, var det ikke endt sådan her. Jeg vidste at hun kunne genkende mig, men hun havde stadig vendt ryggen til mig. Sådan sad vi i noget tid. Jeg stirrede ud i luften. Da vi var små, havde pigen uden øjne havde aldrig været andet end glad og imødekommende, men sådan var hun slet ikke længere. Kedsomheden begyndte at vende sig i maven på mig, men jeg ventede tålmodigt.

 

Endelig vendte hun sig langsomt om og fangede mit blik. Jeg gispede og rykkede febrilsk et godt stykke væk fra hende. Pigen uden øjne havde fået øjne. De klare blå øjne stirrede mærkeligt på mig. De var så underligt skinnede og de blinkede ikke én eneste gang. Hun sagde ingenting, stirrede blot på mig. Med et ryk bevægede hun sig frem af. Hun satte i et vildt skrig og med en unaturlig kræft slog hun mig i gulvet. Jeg landede hårdt på ryggen og mærkede hvordan hun tævede løs på mig. Min hjerne pakkede sin kuffert og rejste sin vej - jeg fattede ingenting. Hun skreg og slog løs på mig, men mellem alle skrigende, opfattede jeg 8 simple ord, som fik min hjerne til at tænke igen; “Nu forsvinder den sidste bid af mit hjerte!”

 

Det var Helle’s ord, men mine tanker. Det var først nu, alt for sent, at det gik op for mig, hvem Helle var. Hun var intet menneske, men to. Hun var det livsvigtige bånd mellem mig og min tvillingebror. Hun VAR mig og Viktor, blot set fra en anden vinkel. Da vi var små og elskede hinanden, havde hun ingen øjne. Fordi vi ikke så hinandens fejl, men kun på de positive sider. Nu havde hun fået øjne, fordi vi stirrede os blinde på hinandens fejl. Det var hende der var min samvittighed og åd mit hjerte. Det var hende der var vores følelser. Mere nåede jeg ikke at tænke. For mine følelser gav mig det sidste slag og alt blev sort.

 

“Karl er du ok!?” Det er Viktors stemme. Jeg sætter mig forsigtigt op; “Jah, det tror jeg” Viktor sender mig et lettet smil; “Mand, jeg blev bange, jeg troede du var død!” Jeg griner “Nå, men det er jeg altså ikke! Hvordan vidste du egentligt jeg var her?”

Han trækker på skuldrene “Det var lidt mærkeligt, det var som om jeg bare vidste at du var her og at du havde brug for min hjælp!? Og da jeg kom, mødte jeg Helle. Hun fortalte mig hvad der var sket og så pludselig, indså jeg at det hele ikke kun var din fejl, men også min egen!” Jeg smiler og ser mig omkring i det store rum. Jeg kan hører at Helle griner glad, men jeg kan ikke se hende. Jeg ved bare at hun igen, er blevet til den glade pige uden øjne, som vi kendte da vi var små.

 

“Er vi så tvillinger igen?” spørger jeg forsigtigt. Viktor griner “Selvfølgelig! Det kan du bide dig selv i næsen på” Og så griner vi alle tre. Ligesom da vi var små.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...