Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1228Visninger
AA

9. Kapitel 9

Det viste sig, at min mor havde inviteret genboen over at spise. En familie med far, mor og søn. Boller i karry. ”Jeg håber, I kan lide det?” sagde min mor, mens hun skruede ned for Seebach, og gæsterne gik om bord. Ih, det kunne de. Der blev nikket og mm´et, men ellers var der langt mellem tavsheden blev brudt omkring bordet. Der var noget grundtrist over familien. Ikke fordi min mor og jeg var de store smil. Havde min far været hjemme, havde han hadet det hele, fordi han af princip er i mod at komme hinanden ved bare fordi man bor i på samme vej. Så knappede min mor værtindegaven op – en flaske plagiat Kahlua, genboparret havde købt på en af deres indkøbsture til Tyskland. Det hjalp på humør og snakkelyst. Ikke mindst da min mor bragte det oplagte emne ”forskel på land og by” på banen. Genbokonen havde tænkt på at flytte til storbyen, det havde hun godt nok, men ville man ikke fortryde? Det havde hun en klar fornemmelse af. Samtalen var mere kedelig end tavsheden inden. Jeg så mit snit til under dække af at være hjælpsom datter at tage ud fra bordet, og så glide videre gennem køkkenet og op på mit værelse.

 

Jeg havde spist. Jeg havde smilet. Jeg havde gjort min pligt. Hele tiden gemt i en boble af tanker om Hannibal. Nu trådte jeg ind på mit værelse og faldt om på min seng i forventning om, at den spirende forelskelse igen ville overdøve alt andet. Det gjorde den ikke. Jeg kunne tydeligt høre det banke på min dør. Min mor? Nej, bankene var for hårde og personen for afventende. Min mor bankede på og gik ind. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på en af pigerne, der en gang havde stået sådan og banket. Jeg kunne ikke huske hvem. Vi var alle fire hinandens bedste veninder. En enhed. Og jeg havde råbt, hun skulle komme ind, men hun blev ved at banke, og jeg åbnede halvirriteret, og hun råbte ”Surpriiiiise” sammen med 20-30 andre. Det var min 15-års fødselsdag. Med garanti min bedste fødselsdag til dags dato. Med al sandsynlighed overhovedet, fremtidsudsigterne taget i betragtning. Det bankede igen på døren. Hårdt og kort. Det var ikke kun bankelydene, der fik mig til at tænke på surprisen for snart et år siden. Det var også mit værelse, hvor alt hang og stod som i det gamle. Som dengang. Min fortidshule. Fyldt med så mange gode minder. Billeder på væggen af pigerne og mig som Bamse og tre gange Kylling i 2.klasse - og cheerleaders på sidste skoledag i 9. Foto fra lejrturen i 7. Den tur, hvor Krølle-Kasper sov i overkøjen hos mig, og vi var nøgne og stille og tætte. En collage fra pigerne som flyttegave. Håndskrevne indforståede hilsner, ved siden af forvrængende fjollefoto af hver af dem. Jeg vidste godt, at alt på min væg var fortid. Og dybt inde vidste jeg også, at det var derfor, jeg ikke havde svaret på nogle af pigernes beskeder, siden jeg var kommet til Livly. Det hele var væk,  men lige her på mit kopiværelse i Livly, der var det der endnu. Jeg besluttede, jeg aldrig ville lave noget om. Resten af mit liv skulle mit værelse være sådan. Resten af mit liv skulle jeg kunne gå herind og blive glad af alle minderne.  Også selv om en sær følelse af tomhed groede frem og gjorde kroppen tung, da jeg tog beslutningen. Så bankede det tredje gang.

 

Jeg åbnede døren og fik i et splitsekund den skræmmende tanke, at det var Robert Jørgensen i egen døde person, der stod på den anden siden og krævede at få nøglen til Mille retur. Det var det ikke. Det var genboens søn. En dreng på min egen alder. Hvad var det, han hed? Alle havde sagt deres navne, da de var kommet. Det havde bare ikke virket vigtigt at huske dem. ”Er det dit værelse?” spurgte drengen med ligegyldighed i stemmen, mens han så forbi mig og ind på min fortid. Sådan føltes det. Nærmest ind i mit hjerte. Jeg trådte ud på gangen, lukkede døren bag mig og nikkede kort. ”Hvad skulle det ellers være?” svarede jeg. Han trak på skuldrene og begyndte at rulle en smøg. ”Du skal ikke sige det til dem dernede,” sagde han om cigaret-projektet og gjorde et kast med hovedet mod trappen, der første højlydte stemmer og grin op til os. ”De spiller ludo. Det gad jeg ligesom ikke,” sagde drengen forklarende. Jeg var så ligeglad, som man kunne være. Drengen slikkede kanten af cigaretpapiret vådt, lukkede det til og samlede læberne om cigaretten. ”Vil du med ud lidt?” Hvad tror du selv? havde jeg lyst til at sige, men valgte i stedet bare ikke at sige noget over hovedet. ”Din mor syntes, jeg skulle spørge, nu vi går i klasse sammen,” fortsatte han og rokkede en smule utålmodigt, mens han ventede på mit svar. Jeg stirrede på ham, mens jeg gravede i hukommelsen. Jeg havde haft en enkelt lektion på den nye skole samme morgen. Biologi med min nye klasse. Havde vi haft om dna’ets opbygning? Jeg ledte efter lærerens navn. Rita, Rie, Rikke. Måske. Eleverne havde jeg ingen hukommelse af. Det hele var sløret. Undtagen Milles nøgle i min hånd, der havde været våd af at være blevet knuget så hårdt. ”Nå, jeg skrider.” Drengen var allerede tre trin nede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...