Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1492Visninger
AA

8. Kapitel 8

Hannibal løb op på siden af mig. ”Okay, du skal dø?” Jeg stoppede op. ”Hannibal, du fatter ikke noget. Du bor her ude på landet og synes, det er hyggeligt og det bedste sted i verden. Men der hvor jeg kommer fra, er der skolefester og byture og vi hang ud på cafeer og gik til koncerter og alt sammen lige der, hvor vi boede. Og vi var mange, og der var ingen tomme huse. Der var liv og masser af det, indtil en eller anden idiotisk doktor fik den idé, at mine smerter måske ikke skyldtes vokseværk, og han havde ret. For det var desværre noget, der ikke vil andet end ondt og endnu værre, fordi det ikke kan komme væk. Og nu er jeg her i en halvdød landsby med en far, der er fanatisk pilletæller, og en mor, der er gået i teenagemode, og det eneste jeg har fået ud af at komme lynhurtigt hen til min egen død, er vågne mareridt, hvor jeg ser folk, der allerede er døde.” De sidste ord forsvandt ind i Hannibals jakke. Han havde trukket mig ind til sig og lukket armene om mig. Og så skete det igen. Det triste forsvandt tæt på Hannibal. Smeltede af mig som istapper i pludseligt forår. Hannibal holdt mig ud fra sig. Jeg trak vejret dybt. ”Så du kan se døde mennesker?” spurgte han. Jeg smilede. ”Var det, hvad du fik ud af alt det, jeg sagde?” Han trak på skuldrene uden at slippe mit blik. Så rystede han på hovedet. ”Jeg hørte det hele, det virkede bare ikke, som om du havde lyst til at tale mere om din sygdom?” Nej, det gad jeg jo overhovedet ikke.

 

Jeg rakte Hannibal Milles nøgle, mens vi fortsatte ud ad Livly.  ”Jeg hørte Mille kalde i nat,” begyndte jeg, ”jeg var på en eller anden måde Robert, og så hørte jeg Mille kalde.” Hannibal studerede nøglen og den øreløse Mickey Mouse i sin hånd. ”Og det her er -?” ”Nøglen til der, hvor Robert låste Mille inde, lige før han døde.” For første gang så Hannibal skeptisk på mig, men øjeblikket efter var det væk, og han nikkede let, næsten som om det gav mening for ham. ”Der er noget med de tomme huse, My,” sagde han, ”ingen vil bo der, måske er det de døde, man kan mærke.” Mere sagde han ikke til det, men pegede i stedet mod Ford’en lidt fremme og foreslog, vi kørte ud til vandet. ”Speederen i bund, My,” beordrede Hannibal. Det var sindssygt og livsfarligt, men skægt; og meget værre kunne det jo ikke blive, hvad angik dødsrisiko. Bølgebruset overdøvede alle tanker og ruskede liv ind i de mørkeste hjørner. På toppen af klitterne kunne man give slip og læne sig mod vinden uden at falde. Hvert øjeblik var det, som om den ville løfte én op, og man ville sejle i luften som de skrigende måger.

 

”Skal du ikke have den med?” spurgte Hannibal, da den gamle Ford igen stod lidt fra Livlys byskilt. Det var Milles nøgle, han mente. Jeg havde hængt den op i bakspejlet. Da jeg rystede på hovedet, stak Hannibal nøglen i lommen. Vi gik ind mod Livly. Bølgernes brusen summede stadig i mine ører. Kroppen var øm efter vindens pres. Pludselig rakte Hannibal sin hånd mod mig. Den var tom. Hvad var det, han ville have? Så endelig forstod jeg. Han ville have min hånd. Jeg så smilende frem for mig, da jeg lagde min hånd i hans. For genert til at møde hans blik. Sådan gik vi hånd i hånd uden at sige noget, til vi nåede Strandvej. ”Hvor bor du egentlig?” spurgte jeg. Han pegede videre frem ad Hovedgaden. ”Dernede af. ” Han åbnede min hånd og lagde Milles nøgle i den. ”Jeg viser dig hvor, når du fortæller mig, hvad du fandt inde i skunken i nr 15.” Jeg grinede nervøst ved tanken. Der var ikke noget, jeg hellere ville vide end, hvad der var sket med Mille, men ikke hvis det krævede at stå over for Robert Jørgensen igen. Hvor død han end var. ”Jeg går aldrig ind i nr 15 igen,” sagde jeg. ”Okay,” sagde Hannibal, som om han på ingen måde troede, det ville komme til at gå sådan, og fortsatte videre ud ad Hovedgaden.

 

Jeg blev stående og så efter ham. Glad og levende, da jeg drejede ned ad Strandvej og nærmede mig vores hus. Efterårsmørket havde for længst lagt sig over Livly. Der var lys i vores køkkenvindue, hvor jeg kunne se min mor i gang med at lave mad, mens hun rokkede rytmisk til musik, kun hun kunne høre. Jeg stoppede op ved havelågen og så tilbage mod Hovedgaden. Lokalbussen kørte forbi med kirkens sorte silhuet som bagtæppe, og der, hvor vi kort forinden havde sluppet hinandens hænder og taget afsked, stod Hannibal. Han smilede. Det gjorde mig så glad, at han var vendt om og nu stod og kiggede efter mig. At han havde lyst til at kigge efter mig, ligesom jeg havde kigget efter ham. Jeg var vild med ham og kunne lige der ikke forestille mig, der kunne være en anden forklaring på, han stod på Hovedgaden i stedet for at gå hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...