Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
779Visninger
AA

7. Kapitel 7

”Hvorfor siddet du der?” Jeg kunne kende Hannibals stemme med det samme. Den kom fra indgangen til kirkegården, hvor jeg sad på bænken ikke langt fra Robert Jørgensens gravsted. Det var eftermiddag. Daglyset var ved at slippe op. Robert Jørgensen var blevet 42 år gammel. Det kunne man se på gravstenen. Død af en blodprop i hjertet, der havde fået ham til at falde ned ad trappen i hans hjem. Han blev først fundet efter halvanden uge. Det stod der naturligvis ikke på stenen. Det havde jeg læst mig til i gamle lokalaviser på nettet. ”Må jeg sætte mig?” Jeg så op på Hannibal i åben cowboyjakke og tyndslidte militærbukser. Jeg var pakket ind i dynejakke, pelshue og murstensboots. Ingen tvivl om at jeg var den, livet sev ud af. Den mindste kulde var umulig at stå imod, mens raske mennesker som Hannibal stadig var fri af vanter og halstørklæde. Jeg nikkede, og han gled ned ved siden af mig. ”Jeg så dig komme ud af bussen. Har du simpelthen haft første skoledag?” Hannibal sagde det, så jeg ikke kunne lade være at smile.  ”Jeg var til en biologitime,” begyndte jeg. Jeg sagde ikke noget om, at jeg faktisk var startet med at komme for sent, fordi jeg havde sprunget den første bus over i håb om, at Hannibal måske ville dukke op. ”Og så?” ”Så brugte jeg resten af tiden på at finde ud af, hvad der skete med ham der.” Jeg pegede på Robert Jørgensens gravsted. ”Robert ovre i nummer 15,” nikkede Hannibal, ”jeg kan godt huske ham.” Hannibal skar en grimasse af ubehag. Jeg forstod præcis, hvad han mente. ”Han døde for 4-5 år siden; - det var hedebølge,” fortsatte Hannibal, ”folk var faktisk begyndt at tale om, at det var ret fedt, der ikke længere var alt det råberi derinde fra. Robert kunne virkelig flippe ud. Men så begyndte der at lugte helt ud på vejen, fordi han lå død derinde. Totalt forrådnelse med fluer og sådan.”

 

Det havde faktisk været rart at læse, at Robert Jørgensen var død, sådan som jeg havde oplevet det. Så følte jeg mig det mindre tosset. Men det, der havde jagtet mig var også Robert Jørgensen.  Hvad sker der, når man dør? Bliver man hængende i det hjem, man har haft? ”Og hvad med hans datter?” spurgte jeg. Hannibal trak på skuldrene. ”Jeg ved ikke, hvad der skete med Mille,” svarede han, ”det var ret underligt egentlig; hende så man bare ikke mere til.” På Robert Jørgensens gravsten stod hans navn, fødsels- og dødsdato. Ved siden af lå en sten med navnet Karin Jørgensen. Jeg gættede på, det måtte være Milles mor. I følge gravstenen måtte hun være død, da Mille var ret lille. ”Var der ikke nogen, der prøvede at finde ud af, hvor hun var?” Jeg lukkede hånden om den øreløse Mickey-Mouse i lommen. Knugede den. ”Der var nogen i byen, der mente, hun havde været på sommerkoloni. Det var en rar tanke, at hun havde været væk, da han døde, og så bare aldrig kom tilbage til Livly.” ”Jeg tror ikke, hun var på koloni,” sagde jeg stille. ”Det tror jeg heller ikke. Jeg kendte ikke Mille så godt, men det var ret tydeligt, at hun ingenting måtte,” svarede Hannibal og sparkede til en bunke blade under bænken. ”Hun havde aldrig fået lov til at tage på sommerkoloni.” Mille havde ikke været nævnt i en eneste af avisartiklerne. Hele dagen havde jeg tænkt på, hvordan Mille havde ligget i skunken i halvanden uge. Havde hun være for forslået og medtaget til at forsøge at kæmpe sig ud? Var hun blevet døsig og dvask af væskemangel og ikke magtet at kalde, da der endelig var folk i huset? Lå hun stadig inde i skunken? Død og lillebitte og glemt.

 

”Hvorfor ledte du ikke efter hende?” spurgte jeg vredt.  Hannibal løftede let på øjenbrynene over den hidsige tone. Ellers ingen reaktion. ”Jeg tænkte helt sikkert over, at hun bare var væk lige pludselig. Men… jeg var vel bare optaget af mit eget ligesom mange andre.” Vi sad lidt i tavshed. Vinden legede med efterårsbladene langs kirkegårdsmuren. ”Hvad er det, du har i lommen?” spurgte Hannibal så, mens han trak mine krøller lidt til side og prøvede at fange mit blik. Jeg holdt Milles nøgle frem. Hannibal så uforstående på den. Jeg åbnede munden for at fortælle om min nat i nr 15, men noget sprang over i køen. ”Jeg skal dø,” sagde jeg i stedet. ”Hvem skal ikke det?” svarede Hannibal. Jeg rejste mig irriteret og begyndte at gå. Over kirkegårdens perlegrus. Gennem åbningen i den røde kirkemur. Mod bygrænsen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...