Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
829Visninger
AA

6. Kapitel 6

Jeg lyttede med et fast greb om rækværket. Bankelyde og en klynkende pigestemme. Det kom oppe fra førstesalen. Eller var det kun inde i mit hoved? Tre trin oppe fik jeg øje på nøglen. Den øreløse MickeyMouse-figur gemt i hjørnets skidt. Min hånd rystede, da jeg samlede den op. Alt så ud, som det jeg havde set gennem den vrede mands øjne, bare fuldstændig nedslidt og misligholdt.  Jeg nåede døren til pigeværelset. ”MILL” stod der med farvede træbogstaver på døren. På gulvet i gangen lidt fra mig lå et afskallet ”E”. Mille. Jeg skubbede døren op. Støv hvirvledes op og hang flimrende i månelyset, der faldt ind gennem et vindue i taget. Stilhed. Duelorte og en enkelt, tilstøvet skolebog på værelsets eneste tilbageværende møbel; skrivebordet. Jeg trådte ind og kunne se lågen i skunken for enden af det lille rum. Så kom uroen. Som om det først nu gik op for mig, at hvis der var noget som helst virkelighed i det, jeg lige havde været igennem, så var en pige blevet låst inde dér få meter fra mig. Eftersom nøglen lå i min hånd, og hendes hadefulde far var faldet ned ad trappen og død, så var der måske ingen, der siden havde låst lågen op og lukket hende ud. ”My, det er ikke rigtig, der er ikke nogen derinde, ” hviskede jeg. Min stemme rystede. ”Tag i lågen, den åbner sig sikkert, og så er der fyldt med gammelt tøj og duereder. Helt sikkert.” Jeg tvang mig selv hen mod lågen og satte mig på hug. Så lukkede jeg hånden om håndtaget og trak til. Låst. I samme øjeblik knirkede døren ganske lidt bag mig. Jeg vendte mig med hjertet oppe i halsen. Døren stod stadig åben ud til gangen, men der var nogle gemt bag den. Inde i hjørnets mørke kunne jeg se ham bevæge sig. Milles vrede far. Jeg snublede over mine egne ben i forsøget på at komme op at stå. Der var en, der skreg. Mig selv. Blev ved, mens jeg kastede mig panisk ned ad trappen. Greb fumlende efter hoveddørens håndtag. Var det trin, jeg kunne høre på vej ned bag mig? Endelig fik jeg hoveddøren op. Natteluften og månelyset væltede ind. Jeg så mig tilbage. Milles far stampede prustende ned ad trappen. Hans blik var fikseret på mig. Skar sig ind og skræmte. Jeg løb med angsten kravlende under huden ud af den tilgroede have, ned ad hovedgaden og videre ad Strandvej. Vores hoveddør lukkedes bag mig, og jeg sank grædende sammen i entreen. Var jeg blevet vanvittig? Hvorfor var jeg det ene øjeblik inde i hovedet på en døende mand og blev det næste jagtet af ham? Var sygdommen kravlet ind i min hjerne? Jeg ville ikke mere. Jeg ville ikke mere. Jeg ville ikke mere. Så mærkede jeg min mors arme om mig. Hendes trøstende stemme, der ikke krævede svar, men bare forsikrede mig igen og igen om, at alt var okay. Og selv om oplevelserne i nr 15 havde slået rødder i mig, så faldt jeg alligevel til ro i hendes arme midt i efterårsnatten i den halvtomme by, Livly.

 

Lav efterårssol da min mor trak gardinet op. Tidlig morgen. Hun smilte med et undersøgende blik. Jeg var faktisk ok. Mærkeligt nok. Jeg ville op og ud og ned til bussen. Ikke for at tage den, men for at møde Hannibal og jage nattens uhyggelige minder på flugt. Jeg kunne se, hun var overrasket, men lettet. Mine led var stive. Mere end de plejede? Jeg skubbede det fra mig og slog dynen til side. Jeg gjorde det hele samtidig for at komme hurtigt af sted. Tog tøj på, ordnede hår, rakte efter piller på sengebordet. Da jeg gjorde det sidste, fik jeg i stedet fat i nøglen. Hånden genkendte den før øjnene. Jeg havde knuget den hele vejen hjem. Nøglen ind til Mille. ”Vil du have kaffe?” Min mor var tilbage i den åbne dør og rakte mig en termokop til turen. Jeg greb nøglen og koppen - og skyndte mig ud ad døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...