Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1218Visninger
AA

5. Kapitel 5

Badevandet sank rytmisk ud gennem afløbet, mens jeg tørrede mig. Spejlet var dugget til. Jeg gled hånden over det og rakte efter min tandbørste.

”Livet sidder løst,” havde Hannibal sagt, da vi var færdige med at køre. Vi havde forladt bil og nøgle, hvor vi havde fundet dem.

”Livet sidder løst,” sagde jeg højt til mit spejlbillede på badeværelset, og trykkede tandpasta ud. Det lød mærkelig og mørkt og rigtigt på samme tid.

Jeg havde fået øje på Livlys byskilt på hjemvejen og peget på omskrivningen til Livløs. ”Ved du, hvem der har gjort det?” Hannibal havde nikket: ”Mig.” ”Men du var så glad for at bo her?” ”Ikke lige den dag.” Han havde haft vind i håret og den synkende efterårssol bag sig. ”Den dag syntes jeg, byen var totalt død og ligegyldig; at det hele var, faktisk.”

Jeg begyndte at børste tænder, mens jeg genkaldte mig ærgrelsen over at have spurgt Hannibal om byskiltet. Jeg ville ikke høre noget dårligt. Jeg ville blive for altid i grinene og min første gang bag et rat. Hannibal havde haft det fint med at dykke ned i mørket. ”Men,” havde han fortsat, mens vi var gået ind mod Livly, ”bagefter jeg havde skrevet det, stod jeg og gloede på det, og så så det lige pludselig helt underligt ud. Livløs. Liv-løs. Liiivløøøs. Jo mere jeg så på det, jo mere var det, som om ordet ikke gav mening. Kender du ikke det? Man bliver ved at sige Helikopter, og til sidst har ordet mistet sin betydning. Det passer ikke længere sammen med…, nå, ja, en helikopter.” Jeg havde ikke sagt noget om, at jeg ikke rigtig kendte det. ”Og hvad var der så galt med Livløs?” havde jeg i stedet spurgt. ”Det var, som om ordet pludselig ikke passede på at være død; som om det passede bedre, hvis det rent faktisk handlede om, at noget sad løst. Så tænkte jeg, at livet jo altid sidder lidt løst.”

”At livet sidder løst?” havde jeg gentaget. Han havde nikket. ”Og det gør det jo, altid. Det sidder aldrig fast eller er sikkert. Livet sidder løst.” Så var jeg blevet trist. Som om nogle havde åbnet døren ind til et mørke, der ellers for et øjeblik var sat på standby. Hannibal havde afbrudt mine tanker. ”Nu ved jeg, det er godt; det med at livet sidder løst. Det vidste jeg ikke, den gang jeg skrev på skiltet.” Han havde vendt sig mod mig og smilet. Så var den væk; den triste fornemmelse. Døren var lukket igen.

 

Jeg lagde hovedet på puden og lyttede til de +40årige skråle med på ”Lidt i fem”. Ikke ligefrem musikalsk updatede, men vildt glade. Jeg slukkede lyset, og mørket lukkede sig om mig. Jeg huskede sidste nat og pigen i huset på Hovedgaden nr 15. Jeg ville gerne vide, at hun var ok. At hun var ude af mørket. At nogen havde hjulpet hende. Så kom jeg i tanker om Hannibals undersøgende blik, da han ville vide, hvorfor jeg stod og kiggede på nr 15. Jeg nåede at tænke, at han, der havde boet i Livly hele sit liv, måtte have kendt dem, der havde boet i det tomme hus. Så sov jeg.

 

Det første jeg kunne høre var en svag knirken, da et håndtag forsigtigt blev trykket ned. Det vækkede mig. Jeg havde en sur smag i munden, og kroppen føltes tung. Det gjorde ondt i den ene skulder. Jeg var faldet i søvn i en lænestol. Hvor var jeg? Tomme øldåser på et faldefærdigt kakkelbord. Brændemærker på kanten efter smøger, der var blevet lagt og glemt. Jeg svedte. Natten var lys. Det var sommer. Der lød listetrin op ad en trappe. Det sydede i mig. Vrede. Over ikke at være blevet adlydt. Over livet ikke var, som jeg vil have det. Jeg kunne mærke følelsen. Hører tankerne. Men de tilhørte ikke My på 16 år, der lige var flyttet til Livly. Jeg var i en andens liv. Hvem var jeg? Jeg fangede min refleks i vinduet. Der var nogle kilo i overskud. Skjorten var gennemvædet og kun lukket i et par enkelte knapper. Det mørke, korte hår strittede pjusket og omkransede sammen med fuldskægget et ukendt, sammenbidt mandeansigt. Så knirkede gulvet oppe på husets førstesal. Hun havde håbet på, jeg sov. At hun kunne liste sig uset ind. Jeg stampede op ad trappen. Hun skulle høre mig og vide, jeg var på vej. Hun fik travlt deroppe. Hurtigt ind på sit værelse. Ned under dynen. Jeg rev døren op og flåede hende ud af sengen. Hun skreg. Undskyldte. Men det var for sent. Ligegyldigt hvor hun havde været, havde jeg ikke givet lov. Raseriet flød i blodet. Alt for meget, der var sket uden jeg ville det. Livet var fyldt med ukrudt. ”Far, undskyld, jeg lover, jeg bliver hjemme, far.” Det var svært at få hende gennem lågen ind til skunken. Hun kæmpede hulkende i mod. Og hun var blevet stor. Der var ikke meget plads inde under den yderste del af taget. Men det var godt. Så kunne hun lære det. Så kunne livet tage at forme sig, som jeg ville have det. Ekstase skyllede gennem mig, da jeg drejede nøglen i låsen. Nøgleringen med den nedslidte, øreløse MickeyMouse-figur dinglede med. Lettelsen spredte sig. Jeg fyldte lungerne med luft. Så lagde jeg mærke til stilheden. Hendes bedende råb var der ikke længere. Havde jeg slået hende? Det havde jeg. For hårdt? Måske. Jeg lagde nøglen i lommen og lod pulsen falde til ro.  Tæt ved var hendes skrivebord, hvor skolebøgerne lå i en sirlig stak ved siden af computeren og et krus med tusser. Værelset var mørklagt, men den lyse sommernat afslørede en stor buket markblomster i vindueskarmen. Jeg vendte rundt for at gå nedenunder. Fuldstændig rolig i enhver celle. Alt var på plads og i orden. Jeg tog det første skridt ned ad trappen, da en uventet, brutal smerte begyndte. I den venstre arm. Eller var det fra et andet sted i kroppen? Jeg måtte krænge med forover. Trak mig pinefuld sammen. Smerter strålede ud i hele kroppen. Mit syn forsvandt. Gelænderet, jeg forsøgte at nå. Stakken af reklamer, der lå i bunden. Jeg faldt frit i mørket. Hovedet ramte rækværket og et trin, før jeg landede hårdt på gulvet for foden af trappen. Lyde fra nattevind i træerne forsvandt. Jeg lå ubevægelig i det stille mørke. Pulsen manglede. Hjertet var stoppet. ”Åbn øjnene, My,” forsøgte mine tanker. ”Hør efter, der er nogen, der kalder. Åbn dine øjne, My.” Men de forblev lukkede. Så trængte en fremmed, uklar pigestemme igennem. Hun kaldte langt væk. Jeg holdt fast i lyden og lod den trække mig tilbage. Endelig reagerede mine øjenlåg og åbnede for verden omkring mig. Månelys ramte mig, og jeg fyldte gispende lungerne med luft. Jeg så ned ad mig. Sove-t-shirt og proptrækkrøller, der føltes ligeså knudrede, som de plejede. Jeg var mig igen, men øm. Hårdt underlag. Et gulv. Jeg var ikke i min seng. Jeg var ikke hjemme. En trappe. Et knust vindue ud til en nattemørk forhave, hvorfra en rokkende lyd sev ind. Jeg kunne se silhuetten af den lilla parasol i måneskæret udenfor. Jeg var gået i søvne og endt i et af Livlys tomme, misholdte huse, hvor vinden peb om kap med mus og andet kryb gennem sprækker og knuste vinduer. Hovedgaden nr 15. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...