Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
2634Visninger
AA

41. Kapitel 41

Gennemsigtig og med et næsten vemodigt blik, stod Robert ikke langt fra mig og så mod Mille på bænken. Ingen andre reagerede på hans tilstedeværelse, hvilket bekræftede, hvad jeg allerede havde en ret klar fornemmelse af: ingen andre kunne se ham. Al vrede var væk fra Robert. Han virkede fredfyldt. Et lille smil voksede frem i hans ansigt, før han drejede omkring og forsvandt rundt om kirken. ”Det er så mærkeligt; - pludselig var der flere, der var interesseret i at købe huset,” hørte jeg Mille sige. Hun var på vej tilbage mod mig sammen med Lasses mor. ”Og de år, det har stået tomt, har der ellers ikke været en eneste, der var interesseret.” ”Hvor er det godt, det er blevet solgt, Mille”, sagde Marianne, ”vi har også besluttet at sætte nummer 1 til salg.”

 

Mille nåede mig, mens Marianne gik efter flere æbleskiver. ”Deres ældste søn begik selvmord,” sagde Mille lavmælt til mig. Jeg nikkede bare. ”Hannibal hed han. Jeg legede med hans lillebror, Lasse; han var altid helt oppe at køre. Folk syntes, det var så sjovt at sige: Nå, hvordan går det, Lasse? Og så sagde Lasse: Livet er fuldstændig fantastisk. Hver gang. Jeg tror, vi var seks.” Livet er fuldstændig fantastisk. Det var det, Hannibal havde sagt til mig. Som det sidste. En mand, præsten gik jeg ud fra, kravlede op på en bænk, mens han ringede med en lille klokke. Stemmerne døde hen. Folk vendte sig mod præsten. ”Tak, fordi I kom, Marianne er ved at dele sanghefter rundt, og så foreslår jeg, vi tager dem fra en ende af.” Spredt latter, der indikerede at fra en ende af nok ville blive mere end for mange og derfor bare en sjov kommentar.

 

”Jeg kendte ikke rigtig Hannibal,” fortsatte Mille, mens folk fik sanghefter og foreslog julesange.  ”Han var sådan en, pigerne gerne ville have, men han kunne blive så sort i hovedet, du ved sådan, hvor man ikke kan se andet end det dårlige i livet.” Jeg havde ikke lyst til at høre mere om Hannibal. Der virkede til at være enighed om Glade Jul. ”Men jeg kan huske en ting, han sagde en gang: Livet sidder løst,” sagde Mille, mens hun slog op i sangheftet, ”først gjorde det mig virkelig blå. At man skal dø og sådan, men nu er det faktisk en ting, jeg tit husker på, når jeg er nede og så bliver gladere af. At huske på livet ikke varer evigt og er sådan lidt rodet og rokkende og ikke som det var planlagt, og det er okay, - giver det mening?” Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var pludselig vildt ked af det. Måske var det fornemmelsen af, at jeg aldrig ville se Hannibal igen. At Milles ord på en bagvendt måde var hans sidste hilsen. Livet sidder løst, men det er fuldstændig fantastisk. Jeg trak på skuldrene som svar. Inde i kirken begyndte, der at lyde orgelmusiklød. Præsten slog takten an, og øjeblikket efter sang han for fuld hals. Resten af Livly stemte i. Også Mille. Og Lasses mor og far. ”Glade jul, dejlige jul.”  Det var egentlig rigtig fint, men jeg sang ikke med. Ikke fordi jeg var trist. Slet ikke derfor. Jeg havde fået øje på en, der vinkede til mig ude fra Hovedgaden. Smilende, gennemsigtig og med vind i sit lyse hår. Hannibal. Han begyndte at gå hen ad Hovedgaden og forsvandt så bag kirkemuren. Jeg skyndte mig efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...