Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
2633Visninger
AA

40. Kapitel 40

Mille talte som et vandfald om alt, hvad hun kunne huske om Livly. Hun havde ikke talt om det, siden hun stak af, og nu var det som om det bare væltede ud af hende. Det slog mig, hvor glad hun var for Livly på trods af hendes fars behandling af hende. Mille havde set, byen var samlet ved kirken, og jeg lod mig overtale til at gå med derop, efter hun havde fået dåsen. Der var fakler ved kirken, og dampen hang hvid og vuggende over en gigantisk gløgggryde ved indgangen. Folk stod rundt omkring på kirkegårdens perlegrusstier og småsludrede. Livly var forvandlet, og jeg var igen fremmed i byen.

 

”Der var decemberhygge hvert år, da jeg boede her,” sagde Mille begejstret, da hun stod med gløgg og æbleskiver, ”det er sådan noget, der er så rart ved Livly, - at man laver ting sammen. Det savner jeg.” Mille virkede glad for dåsen, som hun viste til Marianne, der krammede hende og gik med hende over til Roberts gravsted. Jeg stod med mit plastickrus med gløgg og følte mig lidt udenfor det hele. På bænken ved Roberts gravsted lagde Marianne armen om Mille, og jeg tænkte på dengang, jeg sad der, og Hannibal dukkede op. Tilfældigt – sådan syntes det i hvert fald – landede mit blik på en mørk, blank gravsten lidt fra Roberts. Bogstaverne var guldfarvede. Hannibal Nysted.

 

Jeg havde ledt i alle de ting, Hannibal havde sagt og gjort, siden jeg var vågnet på hospitalet. Gennemspillet alt ned til den mindste detalje med min nye viden om, at Hannibal havde været død fra første gang, jeg så ham. Sne havde været hans livs kærlighed. Han havde åbenbart ikke været hendes. Da han havde sagt, han havde været så ulykkelig, at han ikke ønskede at leve mere, havde det ikke bare været en dramatisk kommentar. Han havde virkelig ikke villet leve mere. Hannibal havde ikke, som jeg troede, været overvældet over at kunne forelske sig igen efter et forfærdeligt brud. Han havde forståeligt nok været målløs over at kunne forelske sig, efter han var død. Hans snak om, at de døde intet vidste om, hvor de skulle hen og hvad der var meningen med det hele, var ikke gætterier. Han vidste, det var sådan, det var. Han havde mødt mig og først lidt efter lidt blevet klar over, hvorfor og hvordan han måske kunne hjælpe mig. Ligesom den fede dame. Ligesom Robert. Jeg blev revet ud af mine tanker og tilbage på kirkegården ved synet af netop Robert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...