Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
825Visninger
AA

4. Kapitel 4

Lidt uden for bygrænsen drejede vi væk fra landevejen og ned ad en grusvej. Bag os var silhuetten af Livly. Ellers kun brune marker og stilhed så langt øjet rakte. Og en gennemrusten Ford. I bunden af grusvejen, der adskilte to af de mange, efterårsmørke marker stod bilen. Midt i alting og ingenting. ”Nøglen ligger i kofangeren,” sagde Hannibal. Jeg var uforstående. ”Du ville vide, hvad der er godt ved at bo i Livly, ikk´?” fortsatte han og pegede afventende mod bilens front. Jeg satte mig på hug og rakte ind. Skyerne drev grå og tunge over himlen. Det var svært at mærke sig frem til nøglen. Jeg var flere gange frem og tilbage på kofangerens bagside. Da jeg endelig fandt nøglen, måtte jeg skrabe den fri med fingrene, som om den var groet sammen med mudder og andet skidt derinde. Jeg rakte nøglen til Hannibal. Han rystede afvisende på hovedet, åbnede døren ind til førersædet og gik selv over og satte sig ind på den anden side.  Jeg stod tilbage og gloede på rattet og det tomme førersæde. ”Jeg er 16, jeg kan ikke køre bil,” sagde jeg.  Hannibal blev siddende og så på mig uden at sige noget.

 

Jeg brugte tre forsøg på at få startet bilen og mange flere på at få den til at bevæge sig. Hannibal talte om koblingspunkt og sagde ”prøv igen” og ”bare tag det stille og roligt”. Bilen hakkede og hoppede og på trods af hjælp fra både Hannibal og motor, virkede det fuldstændig urealistisk sammenlignet med at lære at cykle. Og det kostede mig ellers sår på både albuer og knæ. Så pludselig faldt det hele på magisk vis i hak; motor, kobling og mig. Hjulene drejede og motoren brummede. Jeg hvinede. ”Yes!” Og øjeblikket efter: ”Hannibal, den kører ud på marken, hvad skal jeg gøre, Hannibal, hvad skal jeg gøre?” Jeg slap alt. Bilen stoppede prompte. ”Dreje på rattet?” foreslog Hannibal. Vi holdt nogle få meter inde på marken. Jeg grinede og drejede nøglen igen. Denne gang tændte motoren med det samme.

 

Min mor holdt fest, da jeg kom hjem. Okay, syv-otte +40årige var samlet i vores køkken. Men kombineret med Rasmus Seebach, mojitos og frem for alt min mors insisterende opgearsstemning, så var det en fest. ”Var det godt i skolen?” spurgte min mor med mynte på fortanden. Min mor havde altid festet sig ud af enhver krise. Så var der de nedture, der ikke lod sig påvirke af cocktails, stiletter og sing-along-pop. Men hun kunne ikke andet. Ligesom at skrubbe pletter af sin arm og opdage, at det er et modermærke og en del af en selv, og alligevel skrubbe videre. Hun virkede glad den aften. Gæsterne sad på malerbøtter og afskallede skamler. Grinede og mixede drinks og talte utrolig højt om mulighederne i vores nye hjem. Hvad man ikke kunne få ud af et par væltede vægge, åbning til loftsbjælker og en tilbygning ved bryggerset. Min mor vendte sig mod de andre i køkkenet. ”My er startet ny skole i dag.” De nikkede venligt. En eller anden skruede ned for musikken. En anden skruede op igen. Havde tydeligvis ikke fanget nu-er-datteren-kommet-hjem-og-vi-skal-lige være-voksne-på-den-interesserede-måde-momentet. Virkelig befriende. Så slap jeg for øjeblikket, hvor de kom i tanke om situationen. ”Åh, nej, hun er jo syg, hvad skal man sige? ” Selv om ingen egentlig havde noget at sige om det, så insisterede folk på at sige noget. Resultatet var selvfølgelig kikset. Men lige der havde jeg nok egentlig været ligeglad. Jeg havde kørt bil for første gang. Hvinet, grinet og trykket speederen i bund ud af landevejen. ”Skolen var super,” sagde jeg, gav min mor et knus og gik op på mit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...