Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
2634Visninger
AA

39. Kapitel 39

Der var kommet lyskæder op i flere af byens haver og på kirkegården. Foran kirken var samlet en masse mennesker. I hvert fald 20-30 styk, hvilket var afsindigt mange for Livly. Min mor tog farten af og pegede ind. ”Det er decemberhygge. Gløgg og æbleskiver i kirken. Vi kan gå derop senere,” sagde hun. Eller vi kunne lade være, tænkte jeg, og fik øje på Lasse, netop som han sugende på en cigarret forlod stedet og gik af sted ud af byen. Ja, hvem gad være der. Jeg var i frit fald ned i min egen mørke grød, da jeg så skiltet foran den fede dames hus. ”Solgt,” stod der. Jeg kunne ikke huske, der havde stået til salg. ”Det gik hurtigt,” sagde min mor. Jeg vidste ikke lige, hvad det skulle fortælle mig, men jeg vidste at noget var i gang. Så så jeg Cille. Perfekte Cille med super karakterer og evigt smil; en veltrimmet, veldrejet drengedrøm og formand for festudvalget på mit gamle gymnasie.  Det eneste irritationsmoment fra fortiden. Fra før Livly. Hun stod foran min hoveddør og ringede på. Vi havde selvfølgelig hilst på hinanden, da vi gik i skole sammen, og jeg havde adlydt, når hun uddelte opgaver til festerne, men jeg havde aldrig talt med hende. Kun om hende. Ikke pænt. Mere oplagte besøgende dukkede op på nethinden. Veninder. Venner. Endda en ex-kæreste havde givet mening. Men Cille. Hvad lavede hun her?

 

Min mor parkerede, hvilket fik Cille til at vende rundt. ”Åh, ja,” huskede min mor, ”hun var forbi en dag og spurgte efter dig; jeg har glemt, hvad hun hedder, - Emilie? Mie?”. ”Cille,” sagde jeg på vej ud af bilen. Det var umuligt at undgå. Jeg var tvunget til at overvære Super-Cille med det fuldendte liv se mit være faldet fuldstændig fra hinanden i taberbyen Livly. ”Hej, My,” sagde Cille. Stemmen var sød på en indforstået måde, som om vi havde talt om, hun skulle kigge forbi. ”Tak, fordi du ringede,” fortsatte hun, ”jeg troede ikke, jeg havde modet til at tage tilbage til Livly, men -.” Hun slog ud med armene, som for at sige Nu er jeg her. Jeg nikkede uden at kunne forstå noget. Så arbejdede hjernen den eneste meningsfulde mulighed sammen. Jeg åbnede munden for at spørge, om jeg havde tænkt rigtigt, men hun kom mig i forkøbet. ”Jeg er Mille,” sagde hun, ”altså jeg er Cille nu, men jeg var Mille, da jeg boede her i Livly. Jeg er stadig Mille selvfølgelig.” Jeg huskede da Cille startede i 7 klasse. Ligeså perfekt som nu. Det var efterår med røde blade dansende i skolegården, og Cille i en fin, solgul, helt ny kjole. Jeg misundte hende allerede de første uger, fordi tøjet hver dag var nyt. ”Der er godt nok langt ned fra gavlvinduet i nr 15,” sagde jeg. Mille så på mig lidt. Så nikkede hun. ”Der er rigtig langt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...