Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
2628Visninger
AA

38. Kapitel 38

Jeg havde været i koma i tre dage. Der hang kravlenisser på hospitalsstuen. Min far havde haft en julekalender med og åbnet de to første låger. ”Nå, My, du dukkede jo ikke op til tjek som aftalt,” begyndte lægen, der var trådt ind, efter jeg havde stukket til noget opblødt corn flakes, ”men du kom jo herind alligevel, kan man sige.” Han forsøgte at smile. Bag ham var klistret et flettet julehjerte op på væggen. Lidt skævt. Min far rettede nervøst på sine skjorteærmer, mens min mor krammede min hånd. Begge så afventende på lægen. ”Det er gået i ro,” sagde han. Mine forældre åndede lettet op. Jeg var forvirret. Det var et døgn siden, jeg var vågnet, og alt havde været i super ro siden da. Så indså jeg, det var scanningssvaret, lægen var ved at give mig. Min sygdom. Det var den, der var i ro. ”Så vi fortsætter behandlingen,” nikkede han tilfreds. ”Hvor længe?” spurgte jeg. ”Ja,” sagde lægen og trak lidt på det, ”til behandlingen ikke virker mere.” Jeg lå lidt og kiggede på den kittelklædte mand, der stod der ved sengegærdet. ”Så det er i ro, til det ikke er i ro mere?” spurgte jeg så. ”Sådan kan man godt sige det,” medgav lægen, ”men det kan vare længe. År.” Min mor smilede, mens glædestårer trillede ned ad hendes kinder. ”Og det kan vare kort?” sagde jeg; halvt spørgende, halvt konstaterende. Lægen så på mig et øjeblik. Så nikkede han. ”Men du ligner ikke en, der er på vej herfra lige foreløbigt,” tilføjede han så. Min far gav venligt lægen hånden, mens min mor slog armene om ham og krammede luften ud af manden. ”Tusind, tusind tak,” mumlede hun ind i hans kittel. Min mor var som altid for meget og for voldsom i sin reaktion, og lægen blev forlegen og brød sig ikke om det. Men jeg forstod hende. For første gang. Jeg tænkte på Hannibal, og hvordan jeg havde gennemlevet hans selvmord. Jeg tænkte på, hvor lykkelig jeg ville have været, bare for i det mindste at have kunnet udsætte det. En måned. Et år. Fem. Syv. Evigt.

 

Nogle dage senere blev jeg udskrevet. På et tidspunkt talte jeg med en psykiater, der pointerede, at det var helt normalt, at blive meget ked af det og depressiv, når man fik en dødelig sygdom. Mange ville ikke at leve mere. Man var så ked af, at man skulle dø, at man bare gerne ville dø. Jeg tænkte på Hannibal og hørte ikke rigtig efter. Hannibals hænder. Hans nøgne, varme krop i min seng. Det lyse, fine hår, der løftede sig ved den mindste bevægelse. Hans smil. Følelsen af at alt var okay, når bare han var der.

 

Min mor kørte mig hjem fra hospitalet. Lægen havde forklaret hende, at jeg skulle have ro de første dage. Ikke for meget snak. ”Vi skal snakke om det, der skete den aften,” sagde min mor, ”men ikke nu selvfølgelig, først når du er klar.” Vi rullede ud fra hospitalet, og derfra var hun helt stille. Tak til lægen. Den snoede landevej forbandt landsby efter landsby. Trods dagslyset, der ellers var et godt skjul, spottede  jeg straks de tomme huse, hver gang vi gled igennem endnu en lille flække. De døde i Livly var ikke alene.

 

I nabobyen passerede vi en gravko. Den var gigantisk. Øjeblikket efter nåede vi, hvor den var kørt ud fra: En grund, hvor murbrokker tårnede sig op, og det hus, der en gang havde været der, var jævnet med jorden. ”Kommunen vil rive dem ned,” havde Hannibal sagt. Ingen ville bo i de tomme huse. Jeg forstod om nogen, folk ikke brød sig om de tomme huse, men det var alligevel et virkelig ulykkeligt syn. Kampen mod spøgelsesbyerne var begyndt. Kort efter dukkede Livlys kirketårn op i horisonten. Jeg kunne mærke savnet af Hannibal. Langt fremme kunne jeg skimte byskiltet lille bitte omgivet af to mænd i neonfarvede veste. Min mor rykkede uroligt i sædet. Hun magtede ikke tavsheden mere. ”Du kan fint starte op igen i skolen efter jul,” sagde hun, ”jeg har talt med inspektøren.” Jeg sagde ikke noget, for jeg havde ikke noget at sige. I stedet så jeg ud af vinduet. Snedækket landskab. De mørke marker var gemt. Hvidt støv på striben af vindskæve træer i vejkanten. Min mor kørte til, men jeg nåede at se, hvordan neon-vestene frustrerede forsøgte at rense byskiltet for Hannibals omskrivning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...