Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
779Visninger
AA

37. Kapitel 37

Ford’en var næsten ikke til at se for sne, da jeg nærmede mig. Selv byskiltet havde et fint hvidt lag balancerende på sig. Til gengæld lå nøglen, hvor den plejede. Den lette sne var lige til at sparke af, og bilen startede ved første forsøg. Så opdagede jeg, hvor svært det var at mærke pedalerne. Mine fødder var blå af kulde. Men så længe jeg kunne køre, var jeg ligeglad med smerterne. De ville forsvinde. Kulde og sorg slukker alt. Også hinanden.

 

Havet var sort, da jeg kom op over klitterne. Bilen holdt bag mig. Ellers var der ingen menneskelige tegn på stranden. Bølgerne var i krig. Selv brændingen var et oprør af brusende skum og en kamp at komme igennem, men der var intet af denne verden, der ville have kunnet stoppe mig. Så fik understrømmen fat og trak i mig. Min krop gjorde modstand, som det isnende vand sugede min varme. For en tid gjorde det ondt. Særligt i knoglerne. Så kom roen og kuldens bedøvelse. Jeg sank ned i vandet. Alle fornemmelser forsvandt. Følelsen af mine fødder, hænder, ben, arme og sorg. Jeg blev søvnig, som da jeg var 5 og blev vugget i søvn på bagsædet af mine forældres bil. Befriende. Evigt. Bruset fra bølgerne tog af. Genskæret fra de hvide bølgetoppe forsvandt. Der blev sort og stille. Selv hjertet holdt op med at slå.

 

Så kom lyset. Klart og hvidt og et stykke væk for enden af en tunnel. Det var et godt lys. Jeg kunne mærke, det sugede mig til sig; fyldt med alt godt man nogensinde kan tænke sig til og alligevel ikke andet end lys. Jeg gled mod det. Befriet. Tunnelen var lang, men jeg kunne skimte menneskelignende væsener som farvet lys inde i alt det hvide. En af dem var Hannibal. Først var han bare en uklar, lysende skikkelse, der forsvandt i det hvide som en vandmand i havet. Så trådte han ind i mørket til mig og blev klar og afgrænset, men stadig gennemsigtigt. ”Du skal gå tilbage, My,” lød Hannibals stemme, ”hvis du går videre, kan du ikke længere vende om.” Det eneste, jeg ville, var at fortsætte ind i lyset. ”Jeg vil være hos dig,” bad jeg. En fjern, rytmisk lyd nåede mig. Som en syntetisk puls. Hannibal blev stående og blokerede vejen frem. Et regnbuefarvet skjold af lys hang omkring ham. Stemmen var blid. ”Men du skal tilbage, My.”

 

Uklare stemmer blandede sig med det bippende pulsslag. Der var nogen, der kaldte på mig. Hannibal smilede. Jeg kunne ikke mere. Alt var faldet fra hinanden. Alt var blevet taget fra mig. ”My!” Det kom et sted bagfra. Fra mørket. Tunnelens sider begyndte at krakelere. Sprækker ind til en verden af blå kakler og metal åbnede sig. Hannibal trådte frem og lagde armene om mig. ”Det bliver godt nok, My,” hviskede han, ”livet sidder løst, men det er godt nok; faktisk er det fuldstændig fantastisk.” Pulsslaget blev tydeligere. Tunnelen opløste sig omkring os. Lyset for enden med de farvede lysvæsener udviskedes. Jeg forsøgte at holde fast om Hannibal, men også han forsvandt, som jeg blev trukket tilbage til det, jeg var flygtet fra. Til livet. ”My, My!” Blå fliser på væggen. En vask. Et spejl. ”Hun vågner nu.” En kvinde i hvid kittel. Plasticslanger. Skærme. Den rytmiske pulsmåling. Min mor helt tæt på. ”Du er tilbage, åh, My, du er tilbage.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...