Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
776Visninger
AA

36. Kapitel 36

Mit skrig flængede natten. Hulkende stød bølgede gennem kroppen. Jeg vidste det hele, inden jeg vågnede: At det var nat. At jeg var i Hovedgadens nummer 1; huset bag de gigantiske graner. At jeg var i Hannibals gamle værelse. Alene. Men det mest forfærdelige: Jeg vidste, at Hannibal var død. Jeg trak benene op under mig. Lukkede mig om mig selv, mens gråden skyllede gennem mig. Han var en af dem. Hannibal var død, ligesom Robert og Klara, og han havde været det fra før, jeg mødte ham. Hannibal var så ulykkelig over kærligheden, at han ikke ville livet mere. Ligesom Robert og Klara ville han ikke livet, som det var. Ligesom mig. Som jeg selv havde sagt til Hannibal, gættet på og nu tydeligvis ret i: De døde havde fået væsen som levende for at kunne hjælpe.

 

Tre gange havde jeg oplevet, hvordan skuffelse og fortvivlelse over livet, som det var, kunne ende med døden. Men lige der som jeg mærkede kulden krybe ind i mig gennem det kolde gulv i Hannibals tomme værelse, lige der syntes jeg ikke, det kunne være mere okay. Nogle liv var bare ikke gode nok. Så græd jeg igen. Slog i gulvet. Sparkede. Som om det kunne rive mig væk fra lige præcis det øjeblik. Hvad skulle det hele til for? Hannibal havde ikke hjulpet mig. Han havde gjort det værre. Aldrig havde jeg følt mig så svigtet. Så alene. Nogle liv var ikke værd at leve.

 

Noget koldt landede i mit ansigt. Et snefnug. Flere fulgte. Smeltede og flød sammen med mine tåre. Jeg åbnede øjnene. Det sneede ind gennem et uhaspet vindue, der stod på vidt gab. Jeg rejste mig og gik hen til det gennem det tomme, mørklagte værelse. Alt var hvidt og ugenkendeligt. Kun grantræerne stod skarpe og sorte, mens sneen blev ved at dale. Det var så smukt. Evigt. Som en tidslomme. Alle andre i Livly sov. Hannibal sov for evigt. ”Hannibal,” kaldte jeg ind gennem huset. Stilhed. Her var rent og pænt sammenlignet med Roberts og Klaras huse. Hannibals hus havde kun stået tomt et par måneder. Familien var flyttet, fordi deres ældste søn havde taget livet af sig selv der. Men de kunne ikke flytte fra byen, fordi det var det sidste sted deres ældste søn havde været i live. Var det så enkelt? ”Hannibal,” råbte jeg ned gennem trappen. ”Hannibal, Hannibal.” Jeg kaldte, men han kom ikke. Jeg vågnede alene, og jeg gik alene. Gennem knæhøj sne, der glimtende spejlede stjernernes lys. Forbi kirken. Ad Hovedgaden. Ud af byen. Helt til byskiltet og Hannibals bil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...