Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1511Visninger
AA

35. Kapitel 35

Det første, jeg lagde mærke til, var dagslyset. Tanken om, at jeg havde sovet fra alarmen, slog mig fuldstændig ud. Så opdagede jeg det grønne græs udenfor i haven og de høje grantræer for enden. Der var ingen sne. Jeg ville op af sengen og få styr på, hvad der skete, men en betontung sorg holdt mig nede. Jeg kunne mærke den, men den var ikke min. Ikke Mys i hvert fald. Så vidste jeg, det var sket igen. Jeg var midt i en andens liv.

 

”Det bliver aldrig godt igen,” kværnede mine tanker, ”intet bliver nogensinde godt; jeg vil ikke leve mere, jeg kan ikke.” Og så forfra. Et evindeligt ekko uden åndehul og mulighed for at få lys ind. Og for hver gang jeg nåede til Jeg vil ikke leve lød det en smule mere rigtigt, faktisk som det eneste rigtige, at få mit liv afsluttet. Som et forførisk mantra. Jeg svingede sløvt benene ud over sengen. Drengeben. Alt var rod og kaos omkring mig. Gammelt service, hvor muggen groede livligt på madresterne. Vinduet stod åbent. Min mor havde nok været inde at åbne det. ”Du skal have noget frisk luft til hjernen,” kunne jeg huske. hun havde sagt flere gange, ”det er ikke til at trække vejret herinde.” Men jeg ville slet ikke trække vejret. Jeg lænede mig frem og fandt en pilleæske i et par cowboybukser, der lå smidt på gulvet, blandt skrald og bunker af andet tøj. Det slog mig, hvor let det egentlig havde været at få fat i morfinpiller, der var stærke nok. Jeg ville køre ned til havet og tage dem, og se på bølgerne, mens jeg sov ind i døden og forsvandt. Vinden nåede mig udefra. Jeg overvejede at lukke vinduet, men det var ligegyldigt, om det stod åbent. Alt var ligegyldigt.

 

Det bankede på min dør. Jeg skubbede pilleæsken ind under dynen. ”Er du ikke stået op?” Jeg vendte mig mod døren og fik øje på Lasse. Han virkede usikker, som om han ikke vidste, hvordan han skulle gå til mig. Jeg trak på skuldrene. ”Men vi skal gå nu,” fortsatte Lasse, ”vi skal hjem til mormor og morfar, det kan du godt huske, ikk?” Der var noget ydmygt og forsigtigt i hans stemme. Han ville gerne have mig med. Han holdt af mig. Han så op til mig. ”My,” kaldte mit sande jeg et sted langt væk, som om det havde fornemmet, hvor jeg var og værst af alt, hvem jeg var. Som om det på trods af sikker fiasko måtte gøre et desperat forsøg på at undgå den ulykkelige opdagelse, der lå forude. ”Hannibal,” sagde Lasse, og noget gik i stykker indeni. Måske i Hannibal. Måske i My. ”Hannibal, kommer du ikke nok?” ”My, vågn op, My,” skreg mit sande jeg, men Hannibals sorg var altædende.

 

Jeg mærkede, hvordan jeg rystede på hovedet uden at kigge på Lasse. Det var på en eller anden måde lettere at dø fra far og mor end fra Lasse. Ikke at han havde været en drømmelillebror. Han havde mere været en lille forhutlet hvalp, der hang om benene på mig. Jeg vidste bare ikke, hvordan han skulle finde modet til at gå videre, når jeg var væk. ”Så må du også selv om det,” sagde Lasse i en blanding af skuffelse og irritation. Det lettede, så snart han lukkede døren. Jeg kunne give slip og lade mig synke. Jeg hørte mine forældres stemmer ude i haven og Lasses løbende skridt, da han nåede dem. ”Kommer Hannibal med?,” hørte jeg min mor sige. ”Nej, og jeg gider ikke spørge igen,” svarede Lasse. ”Det skal du heller ikke,” sagde min mor kærligt. Bildørene smækkede. Motoren blev startet. Kort efter var lyden forsvundet, og der var stille. Jeg havde oplevet den største forelskelse. Det var umuligt at leve uden hende. En efter en poppede jeg pillerne ud af æsken. De lå i min hånd, og mindede mig om de pebermyntepastiller, Lasse og jeg fik, når vi som små blev passet hos vores farmor. De gled overraskende hurtigt gennem halsen. Pulsen tog til. Pludselig nervøs. Øjnene blev fyldt med vand. Jeg lagde mig ned. Bare for at genfinde roen. Om lidt ville jeg tage bukser på og gå ud til byskiltet, hvor Ford’en holdt, og kører til havet. Det måtte jeg sagtens kunne nå, før jeg blev træt. Sensommervinden skubbede i toppen af de høje grantræer udenfor. De gav vuggende efter. Som mørke fjer side om side mod den blå himmel. Jeg mærkede kroppen blive slap og en dyb ro brede sig. Om lidt ville jeg stå op og køre. Trætheden kom krybende. En helt utrolig træthed. Som om jeg kunne sove evigt. Vinden nåede mig med en sær, lidt spids duft. Jeg tænkte, at det måtte være granernes duft. og at det i grunden var underligt, jeg aldrig havde lagt mærke til den før. Så lod jeg øjnene glide i og mørket lukke sig om mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...