Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
779Visninger
AA

34. Kapitel 34

Resten af dagen og aftenen var jeg sammen med mine forældre. De overvågede mig er nok mere præcist. Hvilket på den ene side var ret fjollet, eftersom det var for sent at nå lægetiden, men på den anden side var helt rigtigt af dem, fordi det eneste, jeg tænkte på, var at komme hen til Hannibal og ikke længere bare for i dag eller i morgen, men for altid. Min mor havde fået en lægetid næste dag, men både hun og min far var alligevel i det røde felt, efter min far havde ringet til skolen – i sin eftersøgning af mig – og fundet ud af, at jeg på de få dage, jeg havde været tilmeldt, havde oparbejdet en fraværsprocent på over 90. Jeg lyttede efter stormen, der tog til, mens min mor skændende vendte medisteren på panden, og min far sagde: ”Enig”, hver gang han havde sat et stykke service på bordet. Man kunne ikke se en eneste stjerne på den mørke himmel. Skydækket havde groet sig tæt og uovervindeligt.

 

Vi spiste i tavshed, mens vinden udenfor ruskede i buske og rækværk. Det første lyn flængede himlen, da jeg skyllede af efter maden. Som en uvirkelig projektør blev alt et øjeblik oplyst. Så vendte mørket tilbage og med det et brag, der kunne mærkes helt ind i knoglerne. Haglene, der fulgte, ramte ruden som tusind hakkende fuglenæb. Det trommede enerverende. Da jeg krøb i seng, var haglen stilnet af, og det sneede tæt og magisk. Jeg blev fanget af synet og alt det hvide, der væltede ned fra himlen som milliarder af konfetti. ”Sover du?” Min mor stod i døren. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg vil bare sige, at..” Hun gik i stå. ”Jeg ved jo ikke, hvordan det egentlig er at være dig i alt det her; men jeg elsker dig.” Hun så så skrøbelig ud der i døren. Så fik hun også øje på sneen uden for og klarede op i benovelse. ”Hold da op, det er jo helt utroligt.”

 

Da hun var gået, dobbelttjekkede jeg min alarm. Den var sat til tre timer senere. Jeg var træt. Alt for træt til at holde mig vågen til mine forældre sov tungt nok til, jeg uset kunne liste mig ud og op til Hannibal. Men om nogle timer ville jeg kunne stå op, og de ville sove, og jeg ville gå af sted mod Hovedgaden nr. 1 gennem sne, der på det tidspunkt nok ville gå mig til knæene. Jeg ville spørge Hannibal, om vi ikke skulle stikke af i hans gamle Ford. For her og nu og for altid. Jeg lukkede øjnene og smilede over, hvor rart det ville blive at sove i aften. En ren søvn ventede. Drømmefyldt måske. Men fuldt og helt min egen. Jeg havde forstået, at livet var godt, selv om det sad løst. I nat ville jeg ikke vågne op i et af Livlys tomme huse. Ikke flere frygtelige afslutninger på ulykkelige liv. Jeg havde forstået. Havde jeg ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...