Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1195Visninger
AA

33. Kapitel 33

Jeg hilste venligt på et ældre par mænd, der stod på gadehjørnet og diskuterede en kommende snestorm. De citerede ekkoende vejrudsigten for hinanden. Liv i Livly. Hvem skulle have troet det. Jeg skråede over Hovedgaden og havde netop passeret den åbne port ind til kirken og kirkegården, da jeg hørte Lasses stemme. Jeg drejede rundt efter lyden og var ved at brase ind i ham, idet han trådte ud fra kirkegården. ”Vi ses,” var det sidste, Lasse fik sagt, før vi begge fik et chok over den anden.

 

”Hey, jeg havde ikke set dig,” sagde Lasse. Han så træt ud. Bleg. Mørke omkring blanke øjne. ”Jeg så heller ikke dig,” svarede jeg opfindsomt, ”der plejer aldrig at være nogen her.” Det sidste fik ham til at nikke grinende. ”Præcis.” Så stod vi lidt og havde ikke rigtig noget at sige, men det virkede også underligt bare at gå videre. ”Jeg så dig i går, da du kom hjem,” kom jeg så i tanker om. ”Nåh, okay, ja,” mumlede han og trak på skuldrene. ”Dine forældre er ret cool, hva? De virker slet ikke sure over, du drikker på den måde,” fortsatte jeg. Han kiggede på mig et øjeblik. ”De har nok i deres eget,” sagde han henkastet og skiftede emne med: ”Er du blevet glad for at bo her?” ”Jeg synes, her er meget død,” røg det ud af mig. Det var ikke det, jeg ville have sagt, men det var det, der faldt mig ind, og sådan jeg havde det. Lasse nikkede og virkede ikke til at synes, det var en hverken upassende eller mærkelig kommentar. ”Rigtig meget, det er også alle de tomme huse, det er blevet sådan en spøgelsesby.” ”Har du boet her altid?” spurgte jeg. Han pegede op ad Hovedgaden. ”Vi havde hus deroppe før. Det har vi sådan set stadigvæk. Mine forældre har ikke en gang sat det til salg endnu, men de tror heller ikke, det kan sælges. Det er ligesom med alle de andre tomme huse. Der er ingen, der gider købe dem.” ”Hvorfor flyttede I?” Lasses blik flakkede let. Han rømmede sig. ”Dårlig energi kan man vel sige,” svarede han, ”mine forældre ville ikke bo i huset, og alligevel ville de heller ikke væk fra byen. Twisted, ikk?” Han trak kraven op om nakken som den aften med den første sne. Så begyndte han at rulle en cigaret. Det var svært at sige, om det kun var Lasse, eller om det var, fordi jeg var fuld af overskud på vej hen til Hannibal, men det slog mig, at Lasse egentlig virkede ret okay.  Han satte cigaretten mellem læberne, smilede til mig og tændte.

 

”Hvem var det, du talte med lige før?” spurgte jeg. Lasse pustede røg ud. Jeg bemærkede himlen bag ham var blevet mørkere. De tunge skyer rullede nærmere i høj hast. Måske ville det virkelig ende med den snestorm, de to ældre mænd havde diskuteret så ivrigt før. Nu var de gået videre, og bortset fra Lasse og jeg var Hovedgaden tom, som den plejede. ”Hvad mener du?” spurgte Lasse vagtsomt. ”Du talte med en inde på kirkegården,” sagde jeg. Han rystede afvisende på hovedet. ”Jeg hørte, du sagde vi ses,” insisterede jeg. Hvorfor skulle han hver gang være så totalt mærkelig og omskiftelig? Så slog det mig, at han måske havde det ligesom mig. At han ikke kun mødte levende beboere, når han gik omkring i Livly.”Kan du se de døde?” spurgte jeg. Lasse fastholdt mit blik uden at sige noget. ”Du kan godt sige det til mig,” fortsatte jeg ivrigt, ”jeg har set nogen af dem; Robert fra nr 15 og Klara, din fede nabo.”

 

Jeg tog et skridt tættere på Lasse. ”Jeg er ikke sikker,” fortsatte jeg, ”men jeg tror, de hænger fast i de tomme huse, fordi de ikke var glade for livet, mens de levede.” Lasse tog resolut et skridt væk. ”Du er så langt ude,” udbrød han forarget og var på vej over Hovedgaden, før jeg kunne nå at svare. ”Men jeg hørte altså, du talte med nogen,” råbte jeg efter ham. Ret ynkeligt kommet igen. Han vendte sig heller ikke om, men fortsatte bare ned ad Strandvej. ”Lasse,” råbte jeg og havde for længst fortrudt, jeg havde talt med ham over hovedet. ”My!” lød det så. Min far dukkede op længere nede ad Strandvej bag Lasse. ”My, hvor fanden har du været?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...