Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
778Visninger
AA

32. Kapitel 32

Jeg blev så overrasket over den ringende mobil, at jeg var ved at tabe den. ”Hallo?” fik jeg forpustet fremstønnet, ”er det Mille?”. ”Hej Marianne, jeg havde time, er alt okay?,” lød en stemme i den anden ende. Tydeligvis en pige på min egen alder. Genkendelig og lige til at forstå. ”Det er ikke Marianne,” sagde jeg og kunne høre, den melding fik Mille til at holde vejret, ”men jeg er hos Marianne, - hun lod mig ringe, fordi jeg har fundet dine ting.” Så fortalte jeg Mille om mine fund i skunken, og hun lyttede, og lidt efter lidt blødte hun op og kom til at grine, da jeg mindede hende om kærestebrevet. ”Hvad lavede du i huset?” spurgte hun så, og jeg var i tvivl et øjeblik, men jeg holdt fast i det, jeg havde besluttet, da jeg ringede op: At sige alt præcis, som det var. Mille lyttede igen, mens jeg fortalte om Roberts fald ned ad trappen, om den øreløse MickeyMouse-nøgle, om at flygte gennem huset og de hårde slag og ord fra hendes far efter at være blevet låst inde.

 

Marianne stod måbende, men ikke mistroisk. Jeg vidste, at Mille måske nok var både rystet og utilpas i den anden ende, men genkendte alt jeg fortalte ned til mindste detalje. ”Jeg vil gerne have, du kommer til Livly, Mille, ” afsluttede jeg, ”så kan du få dine ting og så – så tror jeg, din far kan få fred.” Mille sagde ikke noget. ”Det er også for mig,” indrømmede jeg så, ”det vil hjælpe mig at hjælpe dig.” ”Jeg vil ikke til Livly,” afbrød Mille, ”aldrig nogensinde; hvis du virkelig har set min fars spøgelse, og han går rundt og har det skidt, så kan han have det sådan for altid; jeg sætter aldrig nogensinde mine ben i den klamme by igen.” Så lagde hun på. Det ramte mig som et stød i maven. Mærkeligt, fordi jeg egentlig ikke kendte hende. Men jeg havde været optaget af hende, lige siden jeg var kommet til byen. Hun havde været lyset. Hun ville ikke tilbage til Livly. Ikke engang for en dag. og hun var netop væk fra alt det dårlige. Hvis jeg kunne slippe væk, ville jeg så kigge mig tilbage, hvis det ikke havde været for Hannibal?

 

Men Hannibal var der. Lige oppe på Hovedgaden i nummer 1. Marianne åbnede hoveddøren, da jeg skulle gå, og spurgte mig, om jeg heller ikke skulle i skole i dag. Det viste sig, Lasse havde været for tømmermandsramt til at tage af sted. Jeg sagde nej uden at give en nærmere forklaring og skyndte mig op ad Strandvej for hurtigst muligt at komme uden for min mors synsvidde med planen om at fortsætte ned til Hannibal. Solen hang lavt på en klar, blå novemberhimmel. Et bælte af grå skyer rullede langsomt ind helt ude fra havet, men det var stadig for langt væk til, at det talte. Solen havde frit spil i dag. Jeg havde frit spil. Tanken om ligesom Hannibal at droppe ud af gymnasiet og tage et par måneder eller år med ingenting, virkede euforisk på mig.  Særligt hvis det kunne blive sammen med Hannibal. Sådan set kun derfor, men det tænkte jeg ikke over lige der. Lige der på vej mod krydset ved kirken og klar til at svinge op ad Hovedgaden, følte jeg mig bare fri efter at have givet det hele fingeren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...