Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1508Visninger
AA

31. Kapitel 31

Marianne var modvillig, men åbnede sin dør som aftalt, da jeg lidt senere ringede på hos dem. Jeg havde skyndt mig ud hjemmefra, så snart hun havde indvilliget, og ladet hende om at tage afsked med min mor. Jeg havde gemt mig bag den fede dames carport, mens min mor havde råbt Marianne hele vejen hjem. Noget med en blommemarmeladeopskrift, der bare skulle prøves. Så var min mor kommet i tanker om posten og havde lige været ude omkring postkassen. Endelig var hun gået ind og havde lukket hoveddøren bag sig. Det første opkald fra hende kom, da jeg stod i stuen hos Marianne. Jeg tog den selvfølgelig ikke. Min mor havde tjekket indkaldelsen, lettet konstateret hun havde set rigtigt de tusind andre gange og vækket min far. Vi skulle af sted til hospitalet, men hvor var jeg? De ubesvarede opkald hobede sig op, mens jeg var hos Marianne. Min mor var helt sikkert både bekymret og bange nu. Men det rørte mig ikke. Jeg sad sammen med det menneske, der havde hjulpet Mille væk fra Livly.

 

Marianne ringede op på sin mobil. Jeg måtte ikke se, hvilket nummer der blev ringet til. Det var hendes krav. Ellers ville hun ikke skabe kontakt til Mille. Så snart den begyndte at ringe, fik jeg mobilen i hånden. Mille var 16 år nu. Ligesom mig. Hun boede inde i byen. Storbyen. Hvor jeg var kommet fra. Marianne havde hjulpet hende, hvilket havde været et åbent tilbud, siden Mille var 6. Som 12-årig havde hun så ringet en efterårsnat og på bare fødder kommet løbende gennem mørket. Marianne havde allerede været vågen, da Mille ringede. Hvorfor vidste hun ikke. Hun var begyndt at bage boller til Lasses fødselsdag næste morgen for at slippe af med den uro, der holdt hende vågen. Hun havde netop taget dem ud af ovnen, da Mille kom.

 

Mit hjerte slog hårdere, da jeg fik mobilen og lyttede, mens den ringede hos Mille. Mille gik i skole og boede hos Mariannes barndomsven. Flere detaljer fik jeg ikke. Marianne var kørt af sted med Mille, mens det stadig var nat. Mille var blevet afleveret i ført et par af Lasses gummisko og en stor pose nybagte boller. Marianne vækkede sin mand med et kys, da hun var hjemme igen. Kort efter vågnede Lasse til fødselsdagssang. Ingen i familien opdagede, Marianne havde været væk.

 

Mille havde åbenbart ingen telefonsvarer. Mobilen ringede i noget, der føltes som en evighed, før opkaldet døde. Marianne rakte efter mobilen. ”Nu har vi prøvet, det må være nok,” sagde hun.  Jeg ville ikke give hende mobilen. ”Giv mig den og gå,” sagde hun. Jeg rystede på hovedet. Hun greb ude efter min arm. Jeg trak den til mig, og vi fægtede rundt for henholdsvis at fastholde og få fat på hendes mobil. Det så med garanti idiotisk ud og førte ingen steder hen. Det var for så vidt rigtig godt, vi blev afbrudt: Mobilen ringede! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...