Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1195Visninger
AA

30. Kapitel 30

Det ringede på. Min mor gik ud og åbnede, mens jeg faldt fra hinanden indeni over dagen, der ventede mig. Det er ikke mange gange, jeg er blevet reddet af dørklokken, men det gjorde jeg. Også mere end jeg lige der, hvor min mor sagde: ”Hej, Marianne”, var klar over. Lasses mors stemme lød frisk: ”Jeg ville bare lige give dig den grød-bog, jeg fortalte om.” Min mors respons kom prompte: ”Kan du ikke nå en hurtig kaffe?” Marianne og min mor var blevet veninder, hvilket var skæbnens ironi, når man tænkte på Lasse og jeg. Marianne stak hovedet ind i køkkenet. ”Jeg vil ikke forstyrre,” begyndte hun ved synet af mig. Jeg rejste mig hurtigt, flåede en næsten opladt Mille-mobil ud af væggen og sagde, at det passede fint og jeg skulle alligevel gøre mig klar og noget med noget. Min mor rakte Marianne en kaffekop.

 

Så snart jeg havde lukket køkkendøren til bag mig, adlød jeg mobilens krav om kode. Tallene fra dåsens låg. 1221 og jeg var inde. Det sidste opkald. Så enkelt måtte det være. Mille havde siddet på loftet. Måske havde hun opdaget, hun ikke ville blive lukket ud denne nat. Måske ville hun bare ikke mere. Under alle omstændigheder havde hun haft et sted at gå hen. Eller i hvert fald en at ringe til, som ville komme og hente hende og tage hende væk fra Robert. Jeg ville ikke på hospitalet og høre om mine dårligdomme. Jeg ville finde Mille og se én, der var sluppet af med sine. En svag snorken lød oppe fra førstesalen. Min far. To mødres uklare stemmer fra køkkenet. Alle husets lyde samlet i den mærkelige lille entre, hvor jeg stod og trykkede genkald på Milles mobil. Jeg havde taget et trin op af trappen, da den gik igennem. Mobilen bimlede i øret på mig, men jeg bemærkede samtidig ekko et andet sted fra. Igen ringede det markerende i Milles mobil. Igen ekko. Da var jeg ikke længere i tvivl og havde allerede vendt rundt. Ekkoet kom fra køkkenet.

 

Jeg skubbede døren op, hvor min mor var ved at hælde kaffe op til Marianne. Min mor smilede spørgende til mig, men mit blik var fikseret på Lasses mor. Hun stirrede målløs på sin mobil, der lå i hendes hånd og ringede. ”Bare tag den, Marianne,” sagde min mor og stillede kaffekanden tilbage i maskinen. Men Marianne tog den ikke. Først da jeg var helt henne ved bordet, kiggede hun op, og indså med et sæt sammenhængen. ”Mor, det er altså først i morgen, jeg skal hen på hospitalet,” løj jeg uden at fjerne blikket fra Marianne. Min mor gjorde klar til nej, jeg er helt sikker, men jeg kom hende i forkøbet: ”Mor, jeg kiggede lige på indkaldelsen.” Jeg havde troet, der skulle mere til, men da var min mor allerede ude af køkkenet og på vej ind for at syvdobbelttjekke dato og mødetidspunkt. ”Hvor har du den fra?” spurgte Marianne med grødet stemme. Hendes øjne løb over, da hun fik Milles mobil i hånden. Det var anden gang, hun græd i vores køkken. Jeg fik en dårlig smag i munden over at have været skyld i det, men jeg overvejede ikke at lade hende slippe af den grund. Hun skulle føre mig videre til Mille. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...