Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1508Visninger
AA

3. Kapitel 3

Det var skæbnens ironi, at jeg her ude på landet i lilleput-by skulle starte på et gymnasie seks gange så stort, som det jeg havde forladt inde i storbyen. Til gengæld lå det tre kvarter væk med lokalbus, der kun gik en gang i timen. Stoppestedet – Livlys eneste selvfølgelig – lå ved kirken. Klokken var 6.45, da min punktlige far insisterede på, jeg kom ud ad døren. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at markere min uenighed med en modvillig stønnen og himmelvendte øjne. Hvorfor gå i gymnasiet, hvis man alligevel skal dø? Et tankeekko, som jeg havde sagt højt på min fødselsdag. ”Alle skal dø”, havde min mors svaret med en undertone af, at så var den fikset, og en tilføjelse, som lægen også en enkelt gang havde trukket stolt op ad kittellommen: ”- og det er ikke til at vide, om du over hovedet bliver den første;  hvem som helst kan blive kørt ihjel i morgen.” Det faktum giver bare endnu mindre grund til at slide sig selv op i folkeviser og koldkrigslæsning. Det giver ind imellem meget lidt grund til at leve over hovedet. Så nu holdt jeg mine tanker for mig selv og gik i gang med den finurlige række af piller, der lå klar til mig. To i fesen-gul, to ovale, hvide, en blank, rund, hvid, en mat, rund, hvid og tre store hvide, der så ens ud, men åbenbart var helt forskellige. Ingen af pillerne havde effekt på sygdommen. Sygdomsmedicinen fik jeg hver tredje uge på hospitalet. Alle ventede spændt på, om den kunne få sygdommen til at sætte tempoet ned. Om medicinen kunne eller ej, havde den bivirkninger. Kvalme, mavekramper, hovedpine, led- og muskelsmerter. Det fik jeg så piller for hver dag derhjemme. De piller havde naturligvis også bivirkninger, som jeg så fik nogle andre piller for. Min far havde købt en særlig pillebakke med ugedage på små låger, og talte op og lagde klar. Jeg sank den sidste pille med resten af min æblejuice, mens han og min mor blev enige om, hvor godt det var, han havde gjort piller klar til den næste uge, nu han skulle rejse. Noget arbejde af en art et sted, der ikke var Livly. Jeg var sikker på både min mor og jeg ville have kunnet tælle piller op, hvis det var. Jeg er også sikker på, at min mor vidste det. ”My, nu er den 6.48,” pointerede min far.

 

Der lå brune blade i kanten af Strandvej. Kirken og busstoppestedet forude og havet bag mig. Jeg mærkede en vis lettelse, da jeg kunne høre min mor lukke hoveddøren. Et kort øjeblik overvejede jeg at gribe mobilen og ringe til en af pigerne og fortælle, hvor langt ude ude på landet var. Men så fik jeg øje på parasollen. Jeg var netop nået stoppestedet, og var egentlig nok bare blevet ved at se efter bussen, hvis det ikke havde været for den knirkende lyd. Træ mod cement.  Jeg genkendte den med det samme. Vinden, der skubbede parasollen rundt i dens fod. Den lilla farve var næsten falmet til blå. Frynsekanten var gået af flere steder og blafrede frit i lange tråde. Stoffet var mørnet og revnet. Forhaven var tilgroet sammenlignet med, hvad jeg huskede, og flere af husets ruder var knust. Det var længe siden, her havde boet mennesker. Men det var utvivlsomt det hus. Hovedgaden nr. 15. Jeg så mod det faldefærdige, forladte hus og indrømmet: Gensynet efterlod en virkelig creepy fornemmelse. ”Det er et af de tomme huse,” lød en stemme bag mig. Jeg vendte mig forskrækket. Drengen fra i går pegede mod nr. 15 og smilede: ”Du kan få det billigt. Kommunen vil rive det ned.” Så pegede han den modsatte vej videre op ad Hovedgaden. ”Der er også et hvidt længere oppe og et i gule mursten nede ad Strandgade. Der er også en masse andre. Men det er vist kun de tre, der skal rives ned. Indtil videre. Folk synes, de tomme huse gør det til sådan en slags spøgelsesby.” Han vendte sig mod mig: ”Hvad synes du?” Han så sød ud på en tilbagelænet måde. Et par år eller to ældre. Måske 3.g’er. Vinden tog i hans lyse hår, som den havde taget i parasollen. Mørke, næsten sorte øjenbryn over klare, blå øjne og et blik, der var fyldt med alt muligt godt. ”Hvis de river alle de tomme huse ned,  ender det med, der slet ikke er en by, ” sagde jeg. Han grinede. Det lød rart. Let.  Jeg grinede med. Lidt for højt og lidt for kunstigt. En akavet stilhed fulgte. ”Jeg hedder My,” sagde jeg så, ”vi flyttede ind i går.” Langt ude i horisonten kunne jeg se bussen nærme sig. ”Hannibal,” svarede han og holdt en kort pause, før han fortsatte: ”Det er det bedste sted at bo.” ”Det her?” Jeg kom til at grine og fortrød straks, men han nikkede bare. ”Du så nærmest bange ud, da du stod og så over på nr.15 før. ” Jeg undgik Hannibals undersøgende blik og trak på skuldrene. Bussen kørte ind i Livly og bremsede op. Jeg stillede mig klar til at stige om bord. Hannibal blev stående. ”Skal du ikke i skole?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet, mens bussens døre åbnedes. ”Jeg droppede ud af 3.g for et par måneder siden.” Buschaufføren nikkede kort til mig. Så rynkede han brynene. ”Skal du ikke med?” spurgte han. Jeg stod stadig på fortovet. Inden i genlød mit tankeekko. Hvorfor skal man gå i gymnasiet når man alligevel skal dø? ”Det ved jeg ikke, ” svarede jeg chaufføren og vendte mig mod Hannibal. Han smilede. ”Hvem ved det så?” sukkede chaufføren retorisk. Hannibal vendte rundt og begyndte at gå. Jeg vinkede med et grin til chaufføren og skyndte mig efter. ”Du pjækker på din første dag?” sagde Hannibal, da jeg nåede op på siden af ham. Bag os satte bussen i gang igen. ” Jeg vil hellere se, hvorfor Livly er det bedste sted at bo,” sagde jeg. ”Og det havde du tænkt, jeg skulle vise dig?” grinede han. Der var den igen. Letheden. Rart. ”Har du da noget andet, du skal?” Han rystede smilende på hovedet og sagde: ”Hvorfor gå i gymnasiet, når man alligevel skal dø, ikke?” Det var befriende at høre en anden sige det, jeg så tit tænkte, men det gav mig også en underlig følelse af, at jeg måske alligevel skulle være steget på bussen. Som om jeg havde givet en lille smule mere slip på livet og taget døden i hånden i stedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...