Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1958Visninger
AA

29. Kapitel 29

Min mor smed ud. Min far gemte. Stikdåser, vinpropper og enlige strømper, for man vidste aldrig, hvornår den anden dukkede op. Han havde et sirligt system af små, blå kasser med hver deres mærkat. Ikke til de enlige strømper. De lå bare sammen med alle de velfungerende par og irriterede min mor. Min far insisterede på, at hver ting ville komme til sin ret før eller siden. Min mor holdt på, at det, der ikke blev brugt, skulle ud. Hun kæmpede i mod i det skjulte og forsøgte uset at smide min første mobil – min fars aflagte - ud, da jeg fik en ny. Min far opdagede det, og mobilen blev starten på to nye kasser i hans reol. ”Mobiler” og ”Mobilopladere”. Herfra gav min mor op.

 

Jeg vidste det allerede, da jeg så Milles mobil nede mellem gulvbrædderne på loftet i nr 15. Min første mobil var den samme som Milles. Selvfølgelig kunne Milles have været på abonnement og udløbet, men Milles far taget i betragtning, så følte jeg mig ret sikker på, det var et taletidskort. Det var det.

 

Jeg gravede ned i bunden af min fars mobiloplader-kasse, stak Milles mobil i oplader og stirrede ind i køleskabet. Morgenmad. Jeg kunne mærke Hannibal, selv om det var timer siden, han var listet ned af trappen i mørket. Jeg kunne se ham for mig over mig i sengen. Lyden af ham. Duften. ”Find ud af, hvad du skal have og så luk, ikk?” sagde min mor og satte en tom kaffekop i bunden af  vasken, mens hun nikkede med bestemt mine mod det åbentstående køleskab. Jeg tog mælken, lod lågen glide i og rakte efter muslikrukken på hylden. ”Hvordan har du det?” spurgte min mor med et undersøgende blik, mens jeg spiste. Hvordan jeg havde det? Fantastisk! Jeg var dopet af forelskelse, der lå som en buffer omkring mig og dæmpede alt andet. Det sneede igen. Kraftigere og hårdere. Smukt. Ligesom alt andet i dag. Jeg smilede til min mor. Hun rømmede sig. ”Ja, jeg er lidt nervøs, så det er ok, hvis du også er,” sagde hun, ”far er også lidt nervøs; på sin egen måde, - han kom hjem tidligt i morges, så han får lige lov at sove lidt videre”. Havde jeg bare glemt det, fordi det gode i livet har det med at overskygge det dårlige, hvis først det får lov? Eller havde jeg fortrængt sygdommen og sejlet væk i illusionen om, at nu kunne det blive ved, som det var i al evighed? Vi skulle på hospitalet i dag.

 

Lægen skulle vurdere billeder og medicinering og gøre sig tanker om, hvordan man med endnu et greb i medicinskabet (inklusiv nye bonusgaver fra bivirkningsposen) kunne gøre mit liv en smule længere. Hvis man altså kunne. Hvis sygdommen var upåvirket af alt det, lægen havde hældt i mig af gift og andre medicinske godter, og var groet videre i højeste gear, så kunne de ikke trække mere i min livselastik. Jeg mistede appetitten på et splitsekund. Små øer af musli-snask lå ensomt tilbage i mælkehavet. Ensomhed slog rødder i min mave og groede ud gennem arme og ben. Filtrede sig rundt om mit hjerte, til det var ved at sprænges. Jeg ville ikke på hospitalet. Jeg ville ikke. Jeg ville være forelsket i Hannibal og være glad for livet, som det var. Næsten som det var. Uden sygdom. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...