Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1181Visninger
AA

28. Kapitel 28

”Fortalte jeg den fede dame var blevet gennemsigtig?” spurgte jeg, mens Hannibal lukkede bukserne og trak trøjen over hovedet. ”Klara,” rettede han mig. ”Klara,” gentog jeg, ”Klara var gennemsigtig, da jeg gik hen mod Robert, og jeg tror, det er, fordi hun har løst sin opgave.” Hannibal trak cowboyjakken på. Nu lignede han den Hannibal, jeg havde talt med første gang ved stoppestedet foran kirken. Jeg havde lyst til at tage alt tøjet af ham og flyde sammen med ham igen. ”Hvad for en opgave?” spurgte han og stod klar til at gå. ”Vi ses igen, ikk?” spurgte jeg og lød helt skrøbelig. Trods alt, hvad han havde sagt, var jeg i tvivl. ”Nu ved du jo, hvor jeg bor,” svarede han og gentog, ”hvad for en opgave?”

 

Jeg slog dynen til side, steg ud af sengen og trådte hen til ham. ”Sin opgave med at få mig til at indse, at livet er, som det er, og man mister det, hvis man bruger tiden på at være ulykkelig og hadefuld over, det ikke er, som man vil have det. Det kan ikke styres, men det er godt alligevel”. Hannibal lagde armene om mig. Hans hænder gled ned over min nøgne ryg. Gennem hans tøj kunne jeg mærke varmen fra ham. ”Så døde Klara gik rundt som en levende, mens hun løste sin opgave med dig?” ”Måske,” nikkede jeg. Han smilede. ”Og tror du så, hun får fred nu?” Jeg trak på skuldrene. ”Jeg har ikke prøvet at være død.” Hannibal blev stille, og jeg fortrød, jeg ufrivilligt havde bragt min død på banen. Jeg kyssede ham for at få ham på andre tanker. Det virkede.  Da han lidt efter vinkede til mig nede fra gaden, var jeg lettere om hjertet, end jeg nogensinde kunne huske. Men det sidste jeg tænkte på, inden jeg faldt i søvn, var mærkeligt nok ikke Hannibal. Det var Mille. Mille, der var flygtet ud gennem gavlvinduet ligesom jeg og havde tabt sin mobil. Mille, der levede et eller andet sted i verden. Hun blev til højkoncentreret håb, som jeg lå der på vej ind i søvnen. Mille kunne løsrive sig fra et dårligt liv. Starte nyt og blive en anden. Mille var ikke død. Hun havde overlevet. Jeg ville finde Mille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...