Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
748Visninger
AA

27. Kapitel 27

Det varme vand skyllede ned over mig. Jeg sad i bunden af brusekabinen. Udflydende stjerner lyste ind gennem den tilduggede rude. Hannibal lå på min seng og kiggede i Milles dåse, da jeg kom ind på værelset med håndklæde om mig. ”1221,” læste han henkastet. Talende, der var ridset ind i låget. Så holdt han et foto op og pegede på et af børnene i det. ”Det der er mig,” sagde han. ”Det er fra Sankt Hans; en masse folk fra Livly var nede på stranden og lave bål. Dengang var der ingen tomme huse.” Jeg satte mig på sengekanten. Langt nok inde til, at jeg ikke mistede balancen, og samtidig langt nok ude til, at jeg undgik røre ved Hannibal. ”Jeg vil gerne sove nu,” sagde jeg. ”Det vil jeg også gerne,” sagde Hannibal og begyndte at trække trøjen over hovedet. ”Hannibal –”.  Han fangede tonen i min stemme og stoppede. ”Skal jeg gå?” spurgte han. Jeg nikkede tavst, men måtte alligevel ud med det. ”Jeg så dig og hende Sne var blevet foreslået som årets par,” sagde jeg så.

 

Hannibal satte sig op ved siden af mig og trak vejret dybt. ”Jeg troede, alt om mig var blevet slettet.” Han sagde det mere til sig selv end mig. Jeg var for træt til at blive irriteret over, han gik mere op i, at han stadig stod nævnt på skolens sladderside, end at jeg lige havde afsløret, han havde en kæreste. ”Tak, fordi du fulgte mig hjem,” sagde jeg og mente det. Hannibal vendte sig mod mig. ”Jeg har ikke nogen kæreste, My,” sagde han. ”Okay,” mumlede jeg forundret og følte mig pludselig ikke så træt mere. ”Har du?” ”Hvad?” ”En kæreste.” ”Nej, ” grinede jeg, ”nej, det har jeg ikke”. Vi sad lidt uden at vide, hvad vi skulle gøre af os selv. ”Nå, men jeg skulle gå, så du kunne sove, ”sagde Hannibal så og gjorde mine til at rejse. Jeg greb om ham og trak ham med ned på sengen i stedet. ”Så må jeg måske godt blive?” smilede Hannibal og kyssede mig.

 

Det var stadig nat, da jeg vågnede. Hannibal lå og kiggede på mig. Han smilede. Månen hang lavt og lyste på Milles dåse i vindueskarmen. ”Hvordan vidste du, jeg var henne i Milles hus?” spurgte jeg. Hannibal løftede sig op på albuerne og ind i det blålige månelys. Læberne virkede lilla i lyset, mørket omkring øjnene stod skarpt og håret syntes gråligt. ”Jeg så din mor sad og spiste alene,” svarede han, ”og jeg havde jo sagt, du skulle holde op med at være en kylling, så jeg regnede ud, du omsider –” Jeg daskede til Hannibal, der lagde sig grinende ned ved siden af mig. Jeg trak mig ind til ham og hans nøgne, varme krop. ”Jeg er forelsket i dig, My,” hviskede Hannibal ned i mit hår. En eksplosion af indre lykke-konfetti. Hvor skønt kan livet blive? ”Det havde jeg ikke troet, jeg kunne,” fortsatte Hannibal. Altså, blive forelsket i sådan en som mig? En ufed kommentar til noget, der var helt fantastisk. Hannibal trak sig lidt væk, mens han ledte efter ordene. ”Sidst.. Jeg var så forelsket, at da det sluttede.. Jeg var nede.. totalt mørke….” Jeg havde lyst til at stoppe ham. Sige jeg helst var fri for at høre, hvordan det en gang havde været og i stedet bare nyde det, der var her og nu. ”Jeg var så ked af kærlighed, at jeg ikke havde lyst til at leve,” sagde Hannibal tungt. ”Og derfor troede du ikke, du kunne blive forelsket igen?” spurgte jeg. Det gav jo mening. Og aller bedst: Så var det ikke mig, der var så mærkelig, at Hannibal ikke havde kunnet tro, han kunne blive vild med mig. Hannibal trak på det. ”Det troede jeg ikke dengang, fordi jeg var så vild med Sne, nu troede jeg bare ikke .. ” Han gik igen i stå. ”– at du kunne blive vild med lige præcis mig,” afsluttede jeg ærgerlig.  ”Nej, nej, du misforstår mig”, grinede han, ”kan vi på en eller anden måde starte forfra?” Jeg lagde mig ind til ham igen. Kyssede ham.

 

Hannibal var stadig mærkeligt overvældet. Som om det hele vitterligt kom bag på ham. ”Du er uden tvivl noget helt særligt; det er den eneste forklaring”. ”Så er jeg måske så særlig, at du vil fortælle mig, hvor du bor?” spurgte jeg. Hannibal tog spørgsmålet ind, mens smilet forsvandt. Han havde tydeligvis ikke lyst til at sige det. Men så faldt det på en eller anden måde på plads i ham. ”Selvfølgelig, skal du vide det,” nikkede han, men holdt alligevel en pause, og så på mig, som om han ændrede alt ved at sige sit husnummer og derfor for altid skulle huske netop nu, hvor det hele var rent og på plads og præcis som det skulle være. Sikke en alvor! Jeg kunne ikke lade være at smile ad ham. ”Nummer 1,” kom det så. Hovedgadens haver og huse gled forbi mit indre blik. ”Med de store grantræer?” spurgte jeg, ”der hvor man ikke længere kan se huset ude fra vejen?” Jeg havde gået forbi der nogle gange, da jeg forsøgte at gætte mig til, hvor Hannibal boede. Husnummeret sad på havelågens stolpe: Nr. 1. Men huset havde jeg aldrig set. Det lå gemt bag en række af byens højeste grantræer. Der var noget mørkt og aflukket over stedet. ”Det er vel fedt nok, at det er sådan lidt privat,” sagde jeg godt tilfreds med at vide, hvor Hannibal boede. Så hentede jeg det store smil frem: ”Måske kunne det være lidt fedt, du stod udenfor og ringede på første gang, du mødte mine forældre.” Hannibal grinede. ”Du skal bare sige, hvis jeg skal gå,” smilede han og rakte efter sine bukser, der lå på gulvet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...