Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1607Visninger
AA

26. Kapitel 26

Langsomt stak jeg hovedet gennem hullet. Der var lys på den anden side. Det kom fra gadelampen udenfor og faldt ind gennem et vinduet i gavlen. Jeg trak mig gennem hullet og kom op at stå. Et par gamle klapstole. En gyngestol. En stak lper.  Duelort og mere støv. Et pulterrum. Med et fast greb om dåsen listede jeg hen til vinduet. Der var langt ned, men jeg var ligeglad. Jeg åbnede vinduet og svingede det ene ben ud. Lidt nede var stuevinduet, som jeg tidligere uden held havde forsøgt at flygte ud af. Det stod stadig åbent. Neden for det var en stor rododendronbusk. Den ville ikke være rar at lande i, men bedre end hvis den ikke havde været der. Da jeg svingede det andet ben ud over vindueskanten, gled dåsen ud af min hånd og ramte pulterrummets gulv med et højt klonk. Jeg blev siddende anspændt på vindueskanten og holdt vejret. Men stilheden vendte tilbage uden Roberts stemme eller hans trampende skridt. Forsigtigt lænede jeg mig ned og fik fat om dåsen. Den havde sat sig fast mellem to gulvbrædder. Panikken kom snigende, mens jeg masede for at lirke den fri. Så slap den, og det viste sig at føre godt med sig, for under dåsen og en hel del skidt og støv kom en mobil til syne. En gammel Nokia med trykknapper og skærm på størrelse med en tommelfingernegl. Batteriet var dødt. På bagsiden sad glimmerklistermærker og med neglelak var der malet et M. Det kunne kun være Milles, og jeg gættede på, hun havde tabt den på vej ud af vinduet ligesom jeg selv. Med benene i fri luft sad jeg kort efter i gavlvinduet og kunne se helt over på den mørklagte kirkegård.  Mobilen var i dåsen. Dåsen var pakket ind i min trøje og landede uden større rabalder i rododendronbusken. Så var det min tur.

 

Jeg ved ikke, hvordan jeg fik min krop til at slippe vindueskanten, men jeg ved, det gjorde sindssygt ondt, da jeg landede. Jeg spændte alt i min krop for ikke at skrige, og humpede så stille jeg kunne ned ad havegangen. Knæet, jeg tidligere var landet på, havde fået endnu et slag. Der skød pinefulde jag op gennem hoften. Jeg havde mest lyst til at sætte mig ned og give op, men der var tre skridt endnu ud af haven, og ud af det, jeg gik ud fra, var Roberts territorium.

 

Måske hørte jeg det allerede, da jeg tog det første skridt, men fortrængte det. Jeg ville ikke, der var nogen bag mig. Jeg ville ud af haven og hjem i min seng og aldrig nogensinde tilbage til det her forfærdelige hus. Jeg var gået herhen for at finde ud af, hvad der var blevet af Mille, og nu vidste jeg, at hun præcis som jeg havde taget benene på nakken og skyndt sig væk herfra. Ved mit andet skridt mod havelågen kunne jeg ikke ignorere det længere; hans vejrtrækning lød helt tæt på. Jeg tænkte, at jeg ville løbe, men kunne ikke andet end ligeså langsomt som med de to første skridt at tage det tredje og sidste ud af haven og ud på vejen. Fri. Så mærkede jeg hånden om min arm. Jeg rev den til mig med mine sidste kræfter, da Hannibals stemme brød natteroen: ”My, det er mig, er du ok?” Det var ikke Robert, jeg havde haft bag mig. Det var Hannibal. Jeg lod mig falde ind i hans favn og begyndte at græde, inden  han havde nået at lukke armene om mig. Frygten flød ud af mig, mens vi stod der midt på Livlys hovedgade med stjernerne blinkende uendelig langt over os. ”Kom, jeg følger dig hjem,” trøstede Hannibal, og mens jeg gik der tæt op ad ham, tog smerterne af for hvert skridt og var fuldstændigt forsvundet, da vi nåede mit hus. Der var mørkt i vinduerne. Min mor var gået i seng. ”Må jeg se dit værelse?” smilede Hannibal.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...