Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
727Visninger
AA

25. Kapitel 25

Der var blødt, hvor jeg sad sammenkrøllet. Tæpper. En lugt af støv og fugt. Jeg tvang mig selv til at mærke omkring mig i mørket. Hver gang mine fingre rørte noget, gippede det i mig af frygt for det var være lidt af Mille. Brædder. Væggen. Et søm. Der var hængt ting op. Jeg fik fat i en fotoramme. Stykker af papir. Så noget rundt og aflangt. En lygte! Lyset var svagt, da jeg trykkede på knappen, men den virkede. Støvfnug sejlede sløvt omkring i lyskeglen, som jeg nervøst pegede rundt om mig. Skunken var lidt større, end jeg havde troet. Men Mille var der ikke. Ikke den mindste lille benstump af hende. Det lettede en hel del på den ubehagelige situation.

 

Helt ude hvor tag og gulv mødtes lå stakke med bøger. Gys og gru. Splatter og krimi. På den låste låges bagside hang foto af børn, jeg ikke kendte. På et af dem var en større gruppe samlet på stranden. Alle Livlys unger, gik jeg ud fra. En af drengene lignede Lasse. På cykel. Aller højest 5 år. En anden – der var jeg mere sikker – lignede Hannibal. 8-9 år gammel. Mine tanker gled hen på Hannibal. Og hans kæreste, Sne. Jeg flyttede lygtens lys. Tankerne flyttede heldigvis med. På væggen hang sedler og hilsner fra veninder. ”Hej Mille, vil du komme til min fødselsdag på lørdag? Fra Thea.” ”Hej Oliver, vil du være kærester? Svar ja, nej, måske. Kys fra Mille. ” Der var sat kryds i ja. Det fik mig til at smile. Ved siden af hang et skoleskema for 5.u. og et klassebillede. I en gammel dåse lå en neglelak, nogle hjemmelavede perlehalskæder og et lille spejl. I dåsens låg var ridset 1221.

 

Det slog mig, at der faktisk var rart i skunken. Herinde havde Mille samlet en masse af det gode fra hendes ellers ret ufede liv. Men det var ikke fantasier som hos den fede dame med sine babushka-dukker eller flugt som mig i min fortidshule. Det her var ting, der reelt fandtes i Milles liv. Virkelige dele. Hendes venner og klassekammerater og ting og sager, hun kunne lide og holdt af. Jeg tænkte på, hvor trist Mille måtte have været over livet og hendes far ind imellem, og alligevel var der lys og glæde herinde i skunken. Her hvor jeg havde regnet med at finde resterne af et lig. Først da gik det op for mig, hvad det betød, at Mille ikke var der: Hun måtte være kommet ud. Og ikke gennem lågen. Det vidste jeg jo. Der måtte være en anden vej ud.

 

Den ene ende af skunken sad jeg lænet op ad. Bræddevæggen var tæt og tillukket. Så var der den anden ende. Jeg havde fået kantet mig rundt, så jeg lå på alle fire og  var klar til at kravle, da jeg fik den tanke, at jeg ville samle lidt af Milles glæder i den lille æske med perlekæderne og tage med. Kærestebrevet, fotografierne og den mest slidte af bøgerne. ”Genfærdet i Tusmørkeskoven,” hed den. Så kravlede jeg af sted. Den anden ende havde ligget hen i mørke, men nu hvor jeg kom nærmede, kunne jeg i lyskeglen skimte en åbning i væggen. Pudset var krakkeleret, og et hul, lige stort nok til at jeg ville kunne trække mig igennem, viste sig.  Jeg ventede et øjeblik. Lyttede. Ingen lyde, der kunne fortælle hvor Robert befandt sig. Kun mit nervøst hakkende åndedræt i det tavse hus. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...