Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1953Visninger
AA

24. Kapitel 24

Jeg mærkede Robert gribe ud i luften efter mig, da jeg tog de første trin op af trappen. En enkelt gang fik han fat i kanten af min t-shirt, men jeg trak mig løs, kæmpede mig videre op og væltede snart efter ind på Milles værelse. Jeg hørte mig selv pive af smerter i mit svage skelet, da jeg bankede døren i og skyndte mig om bag sengen, som jeg pressede hen foran døren for at spærre for Robert. I samme øjeblik sengen var på plads, blev håndtaget trykket ned. Det rykkede let i sengen, første gang Robert lagde kræfter i og stødte mod døren, men den blev stående. Det vidste jeg godt, den ikke ville blive ved med. Jeg gravede ned i lommen, mens jeg gispende bakkede væk fra sengen og faldt på knæ foran lågen ind i skunken.

 

”Du åbner op nu!” råbte Robert, mens jeg famlede i mørket efter nøglehullet. ”Ellers får du så mange tæsk, du ikke kan stå op.” Han ramte døren igen, og denne gang gav sengen en smule efter. Nok til at han kunne få hånden ind. Jeg mærkede til min lettelse den umiskendelige form af et nøglehul. Nøglen gled ind, da Robert igen med held fik skubbet både dør og seng et stykke længere. Jeg drejede nøglen og hørte låsen slippe. Helt upåvirket af ikke at have været brugt i årevis. Lågen gik op, så snart jeg fjernede nøglen. Mere mørke kom til syne. Det fik mig til at tøve. Jeg havde ikke lyst til at kravle derind uden at vide, hvad jeg kravlede ind til. Et brøl fra Robert indikerede, at han nu maste sig det sidste stykke ind. Min tøven forsvandt straks. Jeg kastede mig ind i skunkens mørke og trak lågen til.  

 

Da mærkede jeg nøglen glide ud af min hånd og hørte den ramme gulvet i mørket. Jeg stak armen ud fra skunken og famlede efter den på gulvet. ”Så kan du lære det,” lød Roberts stemme helt tæt på. Jeg nåede med nød og næppe at trække hånden til mig, inden han smækkede lågen til. Øjeblikket efter blev nøglen sat i og drejet. Jeg hamrede på lågen. Masede mig mod den. Intet skete. Jeg var låst inde. Som Mille havde været det så mange gange i sit liv. Som hun havde været det den aften, hvor Roberts hjerte satte ud på vej ned ad trappen. Jeg forsøgte anspændt at krølle mig sammen til ingenting ved tanken om, at hun var herinde i mørket med mig. Ikke hele Mille selvfølgelig. Bare de rester der kunne være tilbage. Jeg tænkte på, hvordan hun havde siddet som jeg og tænkt, at Robert ville åbne før eller siden. Hun havde sikkert været angst ved tanken om, hvad der ville ske med hende, når han besluttede sig for at hente hende ud. Men ingen kom. Hun kaldte. Dag blev til nat og til en ny dag. Hun døsede hen af tørst og træthed. Ingen kom. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...