Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1230Visninger
AA

23. Kapitel 23

”Svar mig, når jeg taler til dig; hvor har du været?” spurgte Robert igen og begyndte at gå frem mod mig. Jeg kunne høre vreden i hans stemme, se den i hans øjne og genkalde mig den rase indeni fra den nat, jeg prøvede at være ham. Var jeg Mille i hans øjne lige nu? Jeg tog et skridt til siden i håbet om, at jeg kunne komme omkring ham og ud af haven, men han var allerede for tæt på. Jeg havde ikke andre veje end ind. Panisk ledte jeg i hukommelsen efter, hvor jeg kunne løbe hen, når først jeg var inde. På tre skridt stod jeg allerede i entreen og kunne se trappen op til førstesalen og Milles værelse. Jeg ville ikke op. Jeg ville ud. ”Kom her, når jeg taler til dig,” lød Roberts buldrende stemme bag mig.

 

Jeg fortsatte ind i det, der en gang havde været stuen med planen om at kravle ud gennem vinduet. Jeg nåede det få sekunder senere, men frygten satte flugten i bakgear. Mine hænder rystede så meget, at jeg ikke kunne få hængslerne løsnet. ”Jeg skal nok få fat i dig.” Bag mig lød skridt gennem stuen. Kom nu, My. Hold fast. Træk til. Endelig fik jeg vinduet op. Jeg havde den ene fod oppe i vindueskarmen, da Roberts hånd lukkede sig om min arm. Han flåede mig væk så hårdt, at jeg kurede hen ad gulvet. Jeg havde svært ved at rejse mig. Det smertede i det knæ, jeg var landet på. Robert trak mig brutalt op og brølede: ”Kan du så lære at gøre, som jeg siger?” Lussingen, der fulgte, fik det til at suse for ørene. Jeg nåede at støtte mig til kaminkanten, ellers var jeg gået omkuld igen. Jeg stod med ryggen til væggen med Roberts raseri væltende ud over mig. Jeg vidste, det ikke ville stoppe. Der var ikke et ”nok”, før jeg lå gennembanket og ødelagt, og selv da var jeg ikke sikker på, han ville stoppe.  Han hævede hånden til endnu et slag, og jeg vidste, at det var nu, hvor armen var oppe, at jeg havde en mikroskopisk chance. Så jeg kastede mig ned og hen mod døren, og i det splitsekund, det tog ham at registrere, hvad jeg gjorde, omstrukturere sin egen plan og vende sig efter mig, var jeg oppe og ude ved trappen. Men hoveddøren var låst.

 

Jeg slog låsen fra og ruskede i den uden effekt, mens Robert kom efter. Jeg blev nødt til at træde væk fra hoveddøren, hvis han ikke skulle få fat i mig. Jeg bakkede, mens jeg fik øje på en skydelås i bunden af hoveddøren, velvidende Robert om et øjeblik ville nå mig, og jeg aldrig ville få chancen for at slå skydelåsen fra og komme ud den vej. Så var det, som om jeg endelig indså, at der kun var et at gøre i det hus. At gemme sig i skunken. Jeg kunne låse den op udefra og låse den i indefra. I skunken ville jeg være i sikkerhed for Robert. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...